De fleste danskere, der forsøger at følge med i mediestrømmen, griber sig ofte til hovedet. Overfladiske og tendentiøse artikler er dominerende, og ved man tilfældigvis noget dybere om et emne i medierne, kan man konstatere, at nyhedsartiklerne er fyldt med fordrejede og unuancerede påstande.
Hvordan er vi nået dertil? Ja, måske har det altid været sådan, men hastigheden i nyhedsformidlingen og konkurrencen om læsere og seere har formentlig gjort det værre.
Der findes imidlertid en forklaring, som indtil nu har været en hemmelighed, og som jeg efter 26 år i mediebranchen kan afsløre her.
Jeg har været debatredaktør på Weekendavisen og Berlingske og kulturjournalist på Berlingske og kender mediebranchen temmelig godt. Mit indtryk er, at de fleste journalister er søde og til tider også begavede mennesker, men de er simpelthen ikke klædt på til at takle nutidens komplicerede problemer.
Jeg skrev, at det var en hemmelighed, men Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik løftede en flig af den i sin delvise selvbiografiske bog Fucking jøde fra 2014, hvor han bemærkede, at danske journalister generelt er for ukritiske og smådumme.
Det er en hård vurdering, synes jeg, også for hård. Problemet er i mine øjne ikke den kognitive intelligens. Spørgsmålet er snarere, om de er klædt intellektuelt på til deres ansvarsfulde arbejde.
Rådvilde reportere og nyslåede eksperter
Præsident Obamas nære medarbejder og vicesikkerhedsrådgiver Ben Rhodes kom i et interview i 2016 i New York Magazine sandheden nærmere. Han sagde til magasinet, at når Obama-regeringen ville have sine synspunkter igennem på det udenrigspolitiske område, så var det ganske nemt.
Regeringen havde nemlig ofte at gøre med rådvilde reportere eller nyslåede eksperter, der villigt lod sig overbevise af regeringens synspunkter. Og dermed gav disse synspunkter status af objektive kendsgerninger.
Følger man danske medier, og jeg taler om stort set alt fra det yderste venstre i Information over DR, TV 2 til Berlingske og Jyllands-Posten, så er Ben Rhodes’ beskrivelse temmelig tæt på sandheden.
Jeg undtager Weekendavisen og Kristeligt Dagblad, hvor der faktisk også sidder medarbejdere med mere erfaring og stringens.
Gaza som arketype
Vi ser et klart udtryk for situationen netop nu med dækningen af Gaza-krigen. Medierne fokuserer på offerfortællingen fra Hamas, ligesom journalisternes historiske viden er meget begrænset. Derfor får Israel skylden for nær sagt hvad som helst.
Hvis journalisterne vidste noget, ville de erkende, at palæstinenserne en række gange har fået tilbud om en stat, men hver gang har afvist det. Hvorfor? Fordi de vil Israel til livs.
Journalisterne ville også vide, at Israel trak sig ud af Gaza i 2005, at at Hamas derefter brugte den omfattende økonomiske vestlige hjælp til at bygge tunneler og undertrykke palæstinenserne i Gaza.
Men alt dette er forsvundet fra deres beskrivelser, ligesom de jødiske gidsler ikke mere er at se i nyhedsstrømmen. Kun israelsk påstået brutalitet står tilbage.
Venstrefløjens medie-økologi
Det skyldes selvfølgelig, at venstrefløjen traditionelt altid har dyrket Israelhadet og bruger situationen skånselsløst, men det skyldes også journalisterne ringe intellektuelle påklædning. De øser som sædvanlig af venstreorienterede medier som New York Times, Guardian, Haaretz og CNN.
De formår ikke at danne sig et bredere mediegrundlag med artikler fra eksempelvis Times of Israel, Wall Street Journal, National Review eller andre borgerlige medier. De kender ikke den historiske baggrund. Offerfortællingen nyder altid fremme.
Jamen, vil Kontrasts kritiske læser fremføre, der er jo mere vidende redaktører. Nej, er mit svar. Redaktørerne er især i Danmark valgt blandt journalisterne og er som regel ikke mere vidende eller indsigtsfulde. Jamen hvad så med chefredaktionen, vil den kritiske læser spørge?
Svaret er, at chefredaktørerne ofte er bange for journalisterne og ikke tør gribe effektivt ind, så i realiteten bliver medierne kørt i det daglige af unge, uvidende journalister.
Forskel på Danmark og USA
En forstærket virkning er, at de traditionelle medier ikke begiver sig ud i selvkritiske refleksioner. De lever i deres egen boble, og al kritik, som vi ser det gang efter gang i DR, afvises med en eller anden formel parade. Det betyder, at situationen ikke bliver bedre, således at medierne fortsætter deres ensidige virksomhed.
I USA findes der en korrigerende effekt, fordi landet er så stort, ligesom der er en alternativ mulighed for at få oplysninger på sociale medier og blandt en flerhed af stemmer.
Samtidig er de etablerede medier i tilbagegang, simpelthen fordi folk har gennemskuet, hvor unuancerede de er, især efter at de er blevet overtaget af woke-generationen i samarbejde med ældre venstreorienterede journalister - alt sammen forstærket af hadet til Trump.
Men den mulighed har vi ikke i Danmark, der er for lille til, at der på nettet kan opstå slagkraftige stemmer og alternative medier, der kan give et effektivt modspil til de etablerede medier.
Svage politikere, stærkt DR
Dertil kommer, at vi har svage politikere, der viger tilbage fra at gøre op med tendensen. Det ser vi tydeligt med hensyn til mastodonten DR, som kører løs med Hamas-oplysninger og anklager mod Israel.
DR har en bestyrelse bestående af vage, borgerlige repræsentanter, som aldrig griber ind over for amokløbet, og partipolitikere, der - med ganske få undtagelser som LA’s Henrik Dahl – fejt dukker hovedet og henviser til armslængdeprincippet.
De tør simpelthen ikke at lægge sig ud med DR, der for længst er blevet en stat i staten qua sit stratosfæriske budget. Tro ikke det bliver bedre med den nye generaldirektør Bjarne Corydon.
Lige nu er de flade og unuancerede danske medier et problem for Israel og jøderne, men tro ikke, at det stopper der. I realiteten har vi medier, som ikke lever op til de krav, som en moderne og kompliceret verden kræver. Mediernes dårlige tilstand er i bund og grund et demokratisk problem.
