Det er åbenbart gået op for dagbladet Politiken, at virkeligheden ikke er en social konstruktion. I pinsen kunne man således læse en forholdsvis lødig gennemgang af den demografiske udvikling her til lands, hvor hovedpointen lyder, at danskere med dansk oprindelse har udsigt til at komme i mindretal i 2096, dvs. om to-tre generationer, hvis ikke før. ”Langsomt, men sikkert ser Danmark ud til at ændre sig fundamentalt.”

Havde man sagt eller skrevet det samme før pinse, var man blevet stemplet som en højreorienteret alarmist, sådan som det er sket for utallige kritikere af masseindvandringen gennem de seneste årtier.

Særligt betegnelsen befolkningsudskiftning har nedkaldt alverdens forbandelser og shitstorme i den elitære fætter-kusinefest.

Nu er demografi pludselig noget, selv progressive københavnere iført t-shirts og dyrt skatertøj, taler om, godt nok sagte og nænsomt, men alligevel. 

Der kan være gode grunde til at betragte Politikens pludselige interesse for indvandringens demografiske konsekvenser som et lokalt vendepunkt, som skriver sig ind i indvandringens fremadskridende historie.

Til trods for, at denne ikke har været særlig kompliceret og er gået fra slemt til værre for alle Europas liberale værtslande, har fortællingen om indvandringen slået mange retoriske flikflak undervejs.

Ser vi tilbage på bare min levetid, har synet på indvandringen fra fremmede lande gennemgået fem stadier:

1. Nødvendigheden
   Først var indvandringen nødvendig – af hensyn til produktionen. De sociale og kulturelle konsekvenser var slet ikke noget, man talte om. Danmark havde brug for gæstearbejdere, og man forventede, at de ville rejse hjem igen, når de havde tjent penge nok til hele familien. I stedet bosatte de sig i Danmark og fik ført familien hertil ved hjælp af søde jurister og generøs lovgivning.Snart var hele landsbyer bosat rundt omkring i det naive Europa.

2. Spirende folkelig modstand
   Næste stadie: Den spirende folkelige modstand mod indvandringen fra syd, husk bare på Glistrup og Fremskridtspartiets kanonvalg i 1973, kaldte på en ny argumentation i de økonomiske og kulturelle eliter. Nu var indvandringen ikke blot nødvendig, den var en berigelse. Leverpostejsdanmark havde kun godt af nye, eksotiske krydderier, dufte og farver. Det var sådan, Klaus Rifbjerg og andre kulturpersonligheder talte på tv, sekunderet af de politikere, der førte os henimod ulykken.

3. Moralsk dydssignalering
   Berigelses-argumentet holdt skansen i mange år. Men det blev langsomt afløst af en tiltagende moralsk dydssignalering. Danmark måtte simpelthen stå op for de rigtige, humanistiske værdier i en ond og brutal verden. Derfor skulle vi give plads og asyl til for flygtninge fra selv de fjerneste lande. Faktisk var der tale om en slags omvendt afstandsmerit: Jo længere fra Vordingborg, Viborg og Veflinge du var født, desto mere fortjente du dansk statsborgerskab.

4. En god forretning
   Moralismen sejrede ad helvede til og blev undervejs suppleret af en fortælling om, at indvandringen var en god forretning. Regnestykket holdt for bestemte typer af indvandrere, herunder velkvalificerede europæere, amerikanere, asiater, dygtige polakker mm. Men immigrationen fra muslimske og arabiske områder i Mellemøsten og Nordafrika har alle dage været en dundrende underskudsforretning. Plus alt det andet, som er i endnu mere minus.

5. Fatalismen - ikke mere at gøre
   Hermed er vi fremme ved det femte og sidste stadie. Her anerkendes indvandringens konsekvenser delvist. Men nu breder den fatalistiske stemning sig, at der ikke er noget at gøre ved sagen, at det nærmest er skæbnebestemt – eller måske – at sådan har det altid været. Hvad vi kan gøre, er at opfordre til bedre integration og bede vores døtre om at få børn med indvandrerne og stifte blandede familier. Den radikale evighedsoptimist Zenia Stampe siger ligefrem, at islam skal rodfæstes i den danske kultur. Hvad det præcis betyder, er der ingen, der ved. Fru Stampe anbefaler os at udføre et socialt eksperiment, der aldrig er lykkedes i noget vestligt land.

Sådan er det jo med idealismen – smuk og naturlig hos de unge, farlig og dæmonisk hos de voksne. Zenia Stampe vil formentlig fortsætte sine retoriske øvelser længe endnu i håb om, at hun en skønne dag får drøm og virkelighed til at stemme overens.

Vi andre ved, at skaden er sket – at Danmark allerede er forandret. Og at det kræver en mandfolkeindsats med indvandringsstop, udvisninger og remigration af tusindvis af muslimer, nye politiske alliancer med andre europæiske lande udenom EU og konkrete aftaler med modtagerlande blot at få stabiliseret situationen.

Den muslimske bosættelse i Europa med alt, hvad dertil hører, bliver det største og mest betændte problemkompleks for vores børn og børnebørn. De arver alt det lort, vi har lavet. Og risikerer at ende i en blodig borgerkrig.

Det hører med til historien, at Politikens lederskribent føler sig kaldet til at slå avisens egen nyhed ned med et: ”Stop demagogien om den store befolkningsudskiftning. Ingen bliver skiftet ud.” Tro mig, selv Politiken vil blive skiftet ud. Hvad den angår, behøver vi næppe vente til 2096.