Personbiler og varevogne skal udlede mindre CO2. Og det skal ske ved at indføre skærpede krav til udledningen.
Det er EU-landenes energiministre blevet enige om på et ministermøde i Bruxelles tirsdag. Det oplyser klima- og energiminister Lars Aagaard (M) efter mødets afslutning.
- Den danske prioritet har været, at vi vil af med benzin- og dieselmotorerne. Det har vi jo fået, så den almindelige udslipsmotor bliver taget ud, siger Lars Aagaard.
Målet med aftalen er en 100 procent reduktion af emissionerne i 2035.
Oprindeligt var EU-landene og EU-institutionerne enige om, at det skulle ske med udfasning af forbrændingsmotorer i nye biler fra 2035.
Tyskland har dog presset på for at få en undtagelse for biler, der kører på såkaldte e-brændstoffer. Og det lykkedes.
Reguleringen indeholder en henvisning til e-brændstoffer.
Derfor vil EU-Kommissionen følge Tysklands ønske og fremsætte et forslag om registrering af køretøjer, der udelukkende kører på "CO2-neutrale" brændstoffer efter 2035.
Dermed får Tyskland formentlig lov til at fortsætte med at producere biler med forbrændingsmotorer. Det kræver dog, at de kører på det syntetiske e-brændstof.
- Det er rigtigt, at tyskerne har presset på for, at man kunne få en forbrændingsmotor, der kunne køre på grøn brint, siger Lars Aagaard.
Han ser dog ikke den tyske undtagelse som en trussel mod klimadelen af aftalen, fordi det ifølge Lars Aagaard i sidste ende vil være forbrugerne, der vælger den løsning, de ønsker.
- Jeg tror, at fremtiden for personbiltransport er elektrisk. Og jeg tror, at det er el-bilerne, der kommer til at dominere fuldstændigt på det europæiske marked.
- De er allerede ved at falde i pris, så flere har råd til at købe dem. De kan også køre længere, og de lader hurtigere. Og der er stadig lang tid til 2035.
- Så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at det bliver den direkte el-baserede løsning, der kommer til at vinde forbrugernes hjerter. Simpelthen fordi det er et bedre og billigere produkt, siger Lars Aagaard.
Han ærgrer sig dog over processen op til aftalen, hvor Tyskland efter ellers at have sagt ja til at udfase forbrændingsmotoren fra 2035 pludseligt vendte rundt og samlede et mindretal med blandt andre Italien og Polen for at blokere forslaget.
- Jeg er særlig ked af processen. For den har ikke været køn.
- Jeg vil sige det lidt på jysk: Jeg er ikke direkte imponeret, og så synes jeg, at vi skal lade den stå ved det. Jeg tror også, at tyskerne har mærket, at processen har været alt andet end frugtbar for den tillid, der skal være, siger Lars Aagaard.
Tyskland og andre tilhængere af e-brændstof fastholder dog, at det vil være CO2-neutral. Og dermed ikke gå ud over EU's klimamålsætninger.
Men kritikere påpeger, at e-brændstof endnu ikke er udviklet, at det vil blive en knap ressource, og at det vil kræve en stor mængde energi at producere.
Spørgsmål: Er det okay for miljøet og klimaet at bruge e-brændstoffer?
- At producere e-fuels kommer med en pris. Der er et energitab, og jeg tror, at konsumenterne vil være gladest for den billige løsning. Derfor tror jeg, at det vil vise sig at være almindelige batteridrevne el-biler, som vil være det bedste produkt, siger Lars Aagaard.
Kilde: /ritzau/