Espergærde Gymnasium & HF vil efter sommerferien drøfte, hvorvidt man kan øge sikkerheden under de nyudklækkede studenters vognture.
Det oplyser elevrådsformand Bertram Munk og rektor Henrik Bæch i en mail til Ritzau.
- Vognturene har altid været elevernes egne. De planlægger og gennemfører dem selv, men elevrådet og ledelsen vil efter ferien mødes for at drøfte, om vognturene kan gøres mere sikre, skriver de.
Meldingen kommer, dagen efter at en 20-årig student fra gymnasiet faldt ned fra en vogn og blev meldt i kritisk tilstand.
Hans situation er stadig uafklaret, oplyser gymnasiet.
- Alle gymnasiets elever og ansatte er stærkt påvirkede, og alle vores tanker går til eleven og hans pårørende i deres svære situation, lyder det i mailen.
Studenten blev kørt til Rigshospitalet i København.
Det er stadig ikke afklaret, hvordan faldet skete, oplyste Nordsjællands Politi lørdag eftermiddag.
Nordsjællands Politi modtog alarmen om ulykken klokken 15.16 fredag.
Efterfølgende rykkede man til Hornbæk for at klarlægge forløbet. Her stod en bilinspektør for at undersøge sagen.
Resten af studenterne på vognturen blev kørt væk i en bus efter ulykken.
De vil blive tilbudt krisepsykologisk bistand.
Kilde: /ritzau/