Op til weekenden lagde Morten Messerschmidt en video op på de sociale medier med en direkte appel til de muslimske gymnasielever om at vælge Danmark til og vælge Hitzb ut-Tahrir fra. I videoen siger han blandt andet: ”Uanset hvordan du ser ud, eller hvad du tror på, så er du dansk”.
Den første del af sætningen om udseende – altså hudfarve – er der nok ingen, der er uenige i. Den anden del af sætningen om, at religion på samme måde er lige så ligegyldigt som hudfarve, kan man og bør man anfægte.
Sætningsleddet om tro lyder umiddelbart som om, Dansk Folkeparti har besluttet at omfavne det multikulturelle samfund, hvor islam sidestilles med kristenheden og jødedommen i samfundet. Så voldsom en omkalfatring af Dansk Folkepartis holdninger skal man dog ikke lægge ned i det.
Det næste afsnit i videoen tager da også forbehold og stiller betingelser. ”Eller har mulighed for at vælge Danmark til”, siger Morten Messerschmidt direkte henvendt til den muslimske gymnasieelev: ”Tage Danmark til dig i hjertet, det danske sprog som dit modersmål og glæd dig og vær stolt af at være en del af den fortælling, vi kalder danmarkshistorien.”
Og så slutter han videoen med en direkte appel: ”Du kære gymnasieelev, står derimod ved en skillevej, hvor du har alle de gode muligheder på hånden. Du er dansk, hvis du vil det.”
Handler i høj grad om tro
At man som efterkommer af muslimske indvandrere er dansk ’uanset, hvad man tror på’, er åbenlyst en tom sætning. At blive assimileret ind i det danske folk handler i allerhøjeste grad om, hvad man tror på. Derfor bør man heller ikke udtrykke sig på den måde, når man hverken er Radikal eller venstreorienteret.
Assimilation handler om værdier, etik, identifikation og for muslimers vedkommende i særlig grad om islams betydning i den enkeltes liv. Christian Egander Skov vil kalde det ’ånd’. At blive dansk kræver både tilvalg og fravalg.
For muslimers vedkommende skal man vælge islam fra som betydningsfuld moralsk vejleder og lægge sin religion bagest i skabet, ellers kan man ikke blive dansk.
Morten Messerschmidt taler i videoen om de nødvendige tilvalg. Man skal optage Danmark i sit hjerte, man skal betragte og bruge dansk som sit modersmål, man skal se sig selv som medspiller i den lange historie om Danmark og danskhed med respekt for arven og kulturen.
Danskhedsdebatten gentaget
Det er alt sammen rigtigt og forståeligt, men det giver først mening, når man kombinerer de nødvendige tilvalg med de lige så nødvendige fravalg. Morten Messerschmidt klandrer den islamiske organisation Hitzb ut-Tahrir for ”at vælge demokratiet fra, danskheden fra, frisindet og håbet fra.”
Her er vi så tilbage ved den første sætning. Er troen så ligegyldig? Er det ligegyldigt, om man er troende muslim, når man skal assimileres ind i danskheden? Det kan man kun mene, hvis man ser danskheden gennem kulturradikale og kulturrelativistiske briller, som opløser den konservative nationalitetsopfattelse.
Det var det, sammenstødende i forårets danskhedsdebat handlede om i langt højere grad end om blodsbeslægtethed, selvom mange forsøgte at reducere debatten til en parodi.
At kalde islam for en spade
Jeg mener ikke, at man på baggrund af Morten Messerschmidts video kan konkludere, at DF ikke har forstået fravalgets betydning for at kunne blive dansker. Men jeg kunne have ønsket mig, at DF-lederen var mere eksplicit end blot at gentage generiske besværgelser om, at islamister vælger ’demokratiet fra, danskheden fra, frisindet og håbet fra’.
Man er nødt til at kalde islam for en spade. Islam som religion/ideologi er ikke kompatibel med de værdier, danskheden bygger på. Sharia, som er grundlaget for enhver troende muslims liv, er i direkte modsætning til vores værdier. Skal der være mere sharia, bliver der mindre frihed, frisind og demokrati. Skal der være mere frihed, frisind og demokrati, bliver der mindre plads til sharia.
De to værdisystemer kan ikke indgå i en syntese. De kan ikke eksistere sammen. De kan kun bekæmpe hinanden. Derfor er det en politisk opgave at forhindre, at islam får nogen som helst indflydelse i samfundet, og at religiøse muslimer må udleve deres religion i det private og ikke i det offentlige rum.
Derfor er det også en nødvendig betingelse for at blive dansk i hjertet, at man ikke samtidig er muslim i hovedet. Der kan forblive et nostalgisk minde om ens kulturelle baggrund, man kan holde sine højtider som en kulturel fest, men værdisættet i islam må vige for det danske.
Dansk Folkepartis politik
Når man læser DF’s udlændingepolitik, er det da også denne erkendelse, der skinner igennem. På en helt anden måde end hos de øvrige borgerlige partier, skriver DF sig op imod islam, og kundgjorde i et udspil før valget, at målsætningen er at gøre det ’umuligt at leve et islamisk liv i Danmark’.
Man har altså i DF forstået islam, og det kommer også til udtryk i forhold til partiets politik for tildeling af danske statsborgerskaber. For det første vil DF sætte et loft på 250 tildelinger om året og desuden give fortrinsret til indvandrere fra en positivliste over lande, vi har gode erfaringer med, og de skriver eksplicit, at ”Ingen lande med muslimsk flertal vil kunne komme på listen”.
Overordnet ønsker Dansk Folkeparti at afmontere den demografiske bombe ved at flere muslimer skal rejse ud, end der kommer ind. Der er altså i partiets erklærede politik en klar tilkendegivelse af, at man har erkendt problemet med islam i samfundet – at tro bestemt ikke er ligegyldigt.
Måske har Morten Messerschmidt her på den første dag efter weekenden indset, at hans video kan give anledning til at skrive, som jeg her har gjort. Mandag formiddag har partilederen lagt et opslag med gentagelse af de centrale punkter i partiets ’hjemsendelsespolitik’ på de sociale medier.
Hjemsendelse i stedet for ’remigration’, men det er en anden historie om ord, som vi må tage en anden dag.
