30.07.23

Lars Løkke indkalder ordførere til møde om koranafbrændinger

Udenrigsministeren inviterer udenrigsordførerne til et møde mandag om reaktioner på koranafbrændinger.
Regeringen ser med stor alvor på koranafbrændinger i Danmark. Af den grund indkalder udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) nu ordførere til møde om de internationale reaktioner. (Arkivfoto).
Regeringen ser med stor alvor på koranafbrændinger i Danmark. Af den grund indkalder udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) nu ordførere til møde om de internationale reaktioner. (Arkivfoto).

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) indkalder Folketingets udenrigsordførere til briefing om de internationale reaktioner på koranafbrændinger i Danmark.

Det oplyser han i et opslag på det sociale medie X, der tidligere var kendt som Twitter.

- Vi må ikke lade vores uenigheder om dette skabe splittelse - hverken ude i verden eller herhjemme, skriver han.

Mødet vil finde sted mandag, lyder det.

Han tilføjer, at regeringen ser med stor alvor på situationen, og at det er derfor, han har inviteret ordførerne til møde.

Den islamkritiske gruppe Danske Patrioter har ved flere lejligheder brændt eksemplarer af Koranen af under demonstrationer.

Det har vækket vrede ude i verden, og senest har Danmarks ambassadør i Egypten og den danske chargé d'affaires i Saudi-Arabien været til samtale i udenrigsministerierne i de to landes hovedstæder, Kairo og Riyadh.

Lars Løkke har tidligere kaldt det for en "skændig handling" at brænde koraner.

Tyrkiets udenrigsminister, Hakan Fidan, sagde lørdag i et telefonopkald med Lars Løkke, at Danmark øjeblikkeligt bør handle for at forhindre flere koranafbrændinger.

Ifølge Reuters fordømmer Hakan Fidan de "fortsatte, afskyelige angreb på Koranen".

Under telefonsamtalen fortalte han Lars Løkke Rasmussen, at det er uacceptabelt at tillade den slags handlinger under dække af ytringsfrihed.

Udenrigsministeriet har bekræftet, at samtalen fandt sted, men ønsker ikke at forholde sig til, hvorvidt Tyrkiet har bedt Danmark om at reagere.

Koranafbrændinger har i løbet af den seneste tid fundet sted ved både Egyptens, Tyrkiets og Iraks ambassader i København.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter