Ruslands præsident, Vladimir Putin, hylder Kina for viljen til at spille en "konstruktiv rolle" i at afslutte konflikten i Ukraine.
Han mener også, at forholdet mellem Rusland og Kina er bedre end nogensinde før.
Kvaliteten af båndet mellem de to lande er "højere end de politiske og militære unioner under den kolde krig", lyder det fra Putin.
Det fremgår af en artikel skrevet til en kinesisk avis og offentliggjort af Kreml søndag. Det er dagen inden, at Kinas præsident, Xi Jinping, efter planen indleder et besøg i Moskva.
Her meddeler Putin, at han er taknemmelig for, hvad han betegner som Kinas "afbalancerede" tilgang til begivenhederne i Ukraine.
Kina er Ruslands vigtigste allierede. Særligt efter det seneste års krig i Ukraine, der har gjort Rusland isoleret i Europa og andre vestlige lande.
Kineserne vil gerne positionere landet som en fredsmægler. Landets regering har betegnet Xis tre dage lange besøg i Rusland som et "besøg for fred".
Xi Jinping håber, at han kan bidrage til et gennembrud i den blodige konflikt.
Kina har opfordret både Rusland og Ukraine til at indlede forhandlinger om fred.
Men vestlige ledere har gentagne gange kritiseret Kina for ikke at ville fordømme Ruslands invasion af Ukraine.
Det har ført til vestlig kritik af Kina for at udgøre en form for diplomatisk skjold, som Rusland kan fortsætte sin fremfærd bag.
Ifølge avisen The Wall Street Journal vil Xi muligvis foretage sit første opkald til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siden krigen begyndte for lidt over et år siden.
Men analytikere vurderer, at Xi kan få vanskeligt ved at opbygge en god relation til Ukraines regering på grund af det varme forhold til Rusland.
Efter planen skal Xi og Putin mødes på tomandshånd mandag, inden de går over til forhandlinger tirsdag. Det har Putins øverste udenrigspolitiske rådgiver oplyst til russiske medier.
Det er ventet, at de to præsidenter vil underskrive en aftale om "at styrke det omfattende partnerskab og strategiske relationer", lyder det fra Kreml.
Der ventes også at komme en fælles erklæring om det økonomiske samarbejde mellem Kina og Rusland frem til 2030.
AFP
Kilde: /ritzau/