27.07.23

Rapport: Kina hjælper Rusland med at undgå Vestens sanktioner

Tolddokumenter viser ifølge USA, at Kina sender navigationsudstyr, dele til kampfly og andet til Rusland.
En mand rydder murbrokkerne af et hus, der blev ramt i et russisk missilangreb mod den ukrainske havneby Odesa søndag. Ny amerikansk efterretningsrapport hævder, at Kina blandt andet sender militær teknologi til Rusland og dermed omgår de vestlige sanktioner.
En mand rydder murbrokkerne af et hus, der blev ramt i et russisk missilangreb mod den ukrainske havneby Odesa søndag. Ny amerikansk efterretningsrapport hævder, at Kina blandt andet sender militær teknologi til Rusland og dermed omgår de vestlige sanktioner.

Kina hjælper Rusland med at undgå vestlige sanktioner.

Og formentlig forsyner Kina den russiske regering med militær og anden teknologi til brug i Ukraine.

Det konkluderer en amerikansk efterretningsrapport, der er offentliggjort torsdag, skriver Reuters.

- Tolddokumenter viser, at statsejede forsvarsvirksomheder i Kina sender navigationsudstyr, teknologi til at blokere signaler og dele til kampfly til russiske regeringsejede forsvarsvirksomheder, der er underlagt sanktioner, lyder det i rapporten.

Det sker på trods af internationale sanktioner og eksportkontrol.

Kina har gentagne gange afvist, at landet har sendt militært udstyr til Rusland efter invasionen af Ukraine i februar 2022.

Rapporten er udarbejdet af kontoret for USA's efterretningschef - ODNI eller Office of the U.S. Director of National Intelligence.

I den står også, at Kina er blevet en "stadig mere vigtig partner" for Rusland, efter at russiske styrker gik ind over grænsen til Ukraine.

Mens olie og gas fra Rusland er underlagt begrænsninger fra vestlig side, har Kina aftaget store mængder, lyder det i rapporten.

Ifølge ODNI stammer mange af informationerne fra medier eller er på forhånd kendt andetsteds fra.

Tidligere i denne måned sagde en toprådgiver for Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at Kina leverer varer, der kan bruges som militært udstyr.

USA har tidligere udtrykt bekymring om udstyr, der primært er til civil brug, men som også kan bruges militært.

Der er dog endnu ikke noget der tyder på, at Kina har solgt våben til Rusland, lyder det fra USA.

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter