Forsøget på at bremse, i bedste fald standse indvandringen til Danmark fra muslimske lande har været et vigtigt spor i den politiske danmarkshistorie gennem det seneste halve århundrede.
Først med originalen Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet, sømandsbossen Preben Møller Hansen og Den Danske Forening; derpå med de intellektuelle præster Søren Krarup og Jesper Langballe og – mere organiseret gennem 30 år – med Dansk Folkeparti og for en kort bemærkning Nye Borgerlige og Danmarks-Demokraterne, der har ligget i dvale i årevis.
Messerschmidt med ny selvtillid
I dag er det kun DF, der står tilbage. Partiet rider tilmed på en bølge af popularitet, som giver Morten Messerschmidt, Mikkel Bjørn og resten af partiet ilt og selvtillid. I sidste uge stillede formanden således op til interview med Weekendavisen med høj cigarføring. Foragten for den snakkende, progressive klasse lyste ud af hans ordknappe stil.
Men baggrunden er en tiltagende tragedie.
Det lykkedes som bekendt ikke at standse indvandringen – og der ser ikke ud til at være politisk vilje til det på venstrefløjen, i Venstre, Konservative, Klovnebussen eller hos Mette Frederiksen, der nøjes med at snakke, til trods for at tilstrømningen aldrig har været mere demografisk og kriminelt ødelæggende end nu. Mere er i vente.
Det sidste er netop grunden til, at modstanderne af indvandring fra kulturfremmede egne nu tager skrappere midler i brug og kræver udvandring – remigration – for at redde fædrelandet fra den muslimske bosættelse.
Tilbage til præmissen
Tilbage i maj bragte Kontrast en kronik, som dagbladet Politiken havde afvist, skrevet af den identitære aktivist Jonas Zuscke med titlen Remigrationens nødvendighed.
Her hedder det blandt andet:
”Når mennesker – ofte fra mellemøstlige eller afrikanske klansamfund – årtier efter deres ankomst til Danmark stadig lever i parallelsamfund (…) så skyldes det ikke manglende integration (…) Problemet er ikke det, at integrationen fejler, men at vi insisterer på, at den skal fortsætte (…) Vi spørger ikke, om vi bør integrere, men hvordan vi kan gøre det mere effektivt. Vi diskuterer midler, men aldrig målet. Vi debatterer værktøjer, aldrig præmis.”
Det er denne præmis, Kontrast nu tager op til fornyet refleksion: Hvor omfattende skal remigrationen være, for at vi kan bevare et genkendeligt Danmark til vores børn og børnebørn?
Og hvad gør vi med alle de mennesker, der opholder sig i Danmark uden at nære positive følelser for dansk historie, lokale normer, mens de individuelt og kollektivt undergraver samhørigheden, tilliden, trygheden og blæser på danske myndigheder og love?
Remigration i praksis
Det er spørgsmålet. Som jeg har beskrevet tidligere, så bliver den muslimske bosættelse i Europa med alt, hvad dertil hører, det største og mest betændte problemkompleks for vores efterkommere. De arver alt det skidt, vi har lavet.
Spørgsmålet om, hvad der må og skal – og kan - gøres – kalder på svar. Det er dem, vi efterlyser. Fra jer.
Jonas Zuscke har i et nyere indlæg givet bolden op og skitseret remigration i praksis. I seriens første bidrag sætter Eva Selsing, der til daglig skriver i Berlingske, scenen med et svar til De Konservatives formand Mona Juul og partiets politiske ordfører Mette Abildgaard.
Så er vi i gang!
