27.09.23

Rekordmange tyskere lagde vejen forbi danske sommerhuse i højsæsonen

Det danske sommervejr er lige efter tyskernes smag. De drog for alvor mod Danmark i juli og august.
Mens tyskerne fyldte de danske sommerhuse i juli og august, holdte flere danskere sig væk. (Arkivfoto).
Mens tyskerne fyldte de danske sommerhuse i juli og august, holdte flere danskere sig væk. (Arkivfoto).

Tyskerne valgfarter til danske sommerhuse i den danske sommers højsæson - juli og august.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Der var 2,7 millioner tyske overnatninger i danske feriehuse i august.

Det bringer totalen for højsæsonen i juli og august op på 4,96 millioner tyske overnatninger, hvilket er rekord.

- Sidste år bød også på rekord i antallet af tyske gæster, men den kraftige efterspørgsel på feriehuse er altså fortsat med fuldt tryk i år, lyder det fra privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer i en kommentar.

De tyske gæster stod for 60 procent af overnatningerne i juli og august.

Derimod var der færre svenske og norske overnatninger i forhold til sidste år, hvilket formentlig skyldes landenes egne relativt svage valutaer, påpeger privatøkonomen.

Desuden kan man ikke komme udenom, at de voldsomme hedebølger i Sydeuropa har været til Danmarks turistmæssige fordel.

Sådan lyder det fra branchedirektør i Dansk Erhverv Lars Ramme Nielsen. Han påpeger, at der ses en generel rejsetrend i retning mod nordlige himmelstrøg.

Mens tyskerne fyldte de danske sommerhuse i juli og august, holdt mange danskere sig dog væk.

Det samlede antal overnatninger i højsæsonen lyder på 8,12 millioner. Det er en smule højere end sidste år, men lavere end i 2020 og 2021.

- Det er ikke fordi, danskerne er forsvundet fuldstændig fra det hjemlige ferielandskab, men efterspørgslen er bare vendt retur til tiden før corona, siger Brian Friis Helmer.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter