Siden fredag aften har Rusland været plaget af usikkerhed og uroligheder, efter at lederen af den militære Wagner-gruppe, Jevgenij Prigozjin, beskyldte det russiske forsvar for at have bombet gruppens positioner i Ukraine, hvor de kæmper side om side.
Udviklingen har kastet reaktioner af sig fra både præsident Vladimir Putin, Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og vestlige lande.
I en tale til nationen har Putin udtalt, at "det, vi ser, er en kniv i ryggen", og at "vi står over for forræderi".
- Vi vil svare hårdt igen, sagde han tidligere lørdag ifølge Reuters.
Imens mener Volodymyr Zelenskyj, at "Ruslands svaghed er åbenlys".
I USA siger udenrigsminister Antony Blinken, at han blandt andet har talt med sine ministerkolleger fra G7-landene.
- USA vil forblive i tæt koordination med allierede og partnere, mens situationen fortsætter med at udvikle sig, skriver han på Twitter.
Ud over USA er de andre G7-lande Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan og Storbritannien.
Derudover har præsident Joe Biden talt med præsident Emmanuel Macron fra Frankrig, kansler Olaf Scholz fra Tyskland og premierminister Rishi Sunak fra Storbritannien.
- Lederne drøftede situationen i Rusland. De bekræftede også deres urokkelige støtte til Ukraine, lyder det i en meddelelse fra Det Hvide Hus.
Danmarks fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), har udtalt, at "der tegner sig en dramatisk situation i Rusland", og at regeringen følger situationen "meget tæt". Det er sket i et Facebook-opslag.
Også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har kommenteret udviklingen.
Han har skrevet på Twitter, at regeringen er i "tæt kontakt med vores allierede".
- Danske rejsende opfordres til at følge Udenrigsministeriets vejledning, lyder det fra ministeren.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har tidligere lørdag talt med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Erdogan har i den forbindelse sagt, at Tyrkiet er klar til at hjælpe med at finde en "fredelig løsning" på konflikten. Det skriver AFP.
Præsident Vladimir Putin har desuden briefet Aleksandr Lukasjenko, der er præsident i nabolandet Belarus, om situationen i Rusland. Det fremgår af en opdatering på den belarusiske præsidents konto på beskedtjenesten Telegram.
Det belarusiske sikkerhedsråd har også udtalt, at styret forbliver en allieret med Rusland, skriver Reuters.
Kilde: /ritzau/