20.06.23

Tre fjerdedele af gletsjerne i Himalaya kan være væk i 2100

Gletsjerne i Himalaya smelter hurtigere end antaget og kan ifølge forsker være væk om 100 år.
Mellem 2010 og 2020 smeltede gletsjerisen i Hindu Kush-Himalaya-regionen 65 procent hurtigere end i det foregående årti. (Arkivfoto).
Mellem 2010 og 2020 smeltede gletsjerisen i Hindu Kush-Himalaya-regionen 65 procent hurtigere end i det foregående årti. (Arkivfoto).

Gletsjere i Hindu Kush-Himalaya-regionen risikerer at miste op mod 75 procent af deres massefylde inden år 2100.

Det viser en rapport fra den mellemstatslige videnskabelige myndighed ICIMOD i den nepalesiske hovedstad, Kathmandu.

Regionen strækker sig over 3500 kilometer igennem Afghanistan, Bangladesh, Bhutan, Kina, Indien, Myanmar, Nepal og Pakistan.

Med temperaturstigninger på 1,5 grader forventes gletsjere på tværs af regionen at miste mellem 30 og 50 procent af deres massefylde inden 2100.

Men med temperaturstigninger på tre grader - som verden med sin nuværende klimapolitik er på vej til - ventes gletsjerne i det østlige Himalaya at miste op mod 75 procent af deres is.

Temperaturstigninger på fire grader kan øge tabet til 80 procent.

Samtidig smelter gletsjerisen langt hurtigere end tidligere antaget ifølge holdet bestående af internationale forskere.

- Vi mister gletsjerne, og vi mister dem om 100 års tid, siger Philippus Wester, miljøforsker og fellow i ICIMOD.

Mellem 2010 og 2020 smeltede gletsjerisen 65 procent hurtigere end i det foregående årti.

Det har ellers været svært for videnskabsfolk at vurdere, hvordan klimaforandringer påvirker Hindu Kush-Himalaya.

I modsætning til Alperne og nordamerikanske Rocky Mountains mangler regionen historisk data, der kan afsløre, hvorvidt gletsjerne vokser eller skrumper.

- Der har altid været usikkerhed i Himalaya - smelter de virkelig?, lyder det fra Wester.

Men de nye vurderinger vækker bekymring i forhold til de mennesker, der bor i regionen.

I midten af det nuværende århundrede forventes den smeltende is at øge vandstanden i regionens 12 vandreservoirer til sit maksimale niveau.

Det får konsekvenser for de over 1,6 milliarder mennesker, der er afhængige af floder som Ganges i Indien og Mekong, der udspringer i Tibet.

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter