Tusindvis af mennesker demonstrerer søndag i Spaniens hovedstad, Madrid, mod planer om at give catalanske separatister amnesti.
- Spanien er ikke til salg, lyder det på et skilt.
- Ingen amnesti, lyder et andet slagord.
Spaniens fungerende premierminister, Pedro Sanchéz, og hans socialistparti har brug for støtte fra to catalanske separatistpartier for at kunne danne en regering efter valget i juli.
Til gengæld kræver de to partier amnesti for hundredvis af mennesker, som er anklaget for at have spillet mindre roller i forbindelse med en folkeafstemning om catalansk uafhængighed i 2017.
Afstemningen for seks år siden udløste Spaniens værste politiske krise i årtier.
Marcos Carbonell, som er en af deltagerne ved søndagens demonstration, siger, at han er oprevet over, at Sanchéz er villig til at indgå en aftale med folk, der ville "bryde Spanien op".
- Det er skamfuldt. Man kan ikke gøre hvad som helst for at blive ved magten, siger den 37-årige ingeniør.
Der er især vrede over, at et amnesti kan ende med at omfatte Carles Puigdemont, der er lederen af et af de to catalanske partier, JxCat.
Mange spaniere betragter ham som en statsfjende.
Puigdemont flygtede til Belgien kort efter den forfatningsstridige folkeafstemning i 2017. Det gjorde han for at undgå retsforfølgelse.
- Send Puigdemont i fængsel, lyder et råb ved søndagens demonstration.
Sanchéz, som har forsøgt at dæmpe de separatistiske spændinger, siden han blev premierminister for fem år siden, benådede i 2021 flere catalanske separatister, der sad i fængsel.
Lørdag forsvarede han igen behovet for en amnesti.
Her sagde han, at selv om benådningerne i 2021 "vækkede ekstrem aggression på højrefløjen", var de nødvendige for at løse konflikten.
- Vi kan ikke lade dette sår være åbent til evig tid, sagde Sanchéz.
Hvis han vil gøre sig håb om at danne regering, skal han sikre sig støtte fra mindst 176 af de 350 medlemmer af parlamentet. Dernæst skal hans regering godkendes af parlamentet senest 27. november.
Hvis det ikke lykkes for Sanchéz at danne regering, vil Spanien være tvunget til at holde valg igen. I så fald vil det formentlig finde sted i januar.
AFP
Kilde: /ritzau/