Da Morten Messerschmidt og Dot Wessman hånd i hånd forleden trådte ud af retten for at møde den ventende presse, var det med blanke øjne og ægte store smil.
Det var faktisk lidt rørende at være vidne til.
På det menneskelige plan kan man sagtens genkende den fnuglette følelse af befrielse og glæde, som med dommerens frifindelse spontant afløste årelangt stress, bekymring og usikkerhed for fremtiden.
På det politiske plan betyder frifindelsen for Morten Messerschmidt, at hans parti fra en tilværelse som i lang tid nær-død og næsten sikker død ved en fængselsdom til formanden, nu står med en hånd med flere esser og trumfer end hans nærmeste konkurrenter på den borgerlige fløj – Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne og Pernille Vermunds Nye Borgerlige.
Han er nede i meningsmålingerne og slæbte sig akkurat ind i Folketinget ved valget i november, men der er lang tid til næste valg, og han skal snarere bedømmes på sit potentiale end på sin dagsform.
Og ved SMV-regeringens tiltræden sagde Mette Frederiksen blandt så meget andet, at ’regeringen naturligvis ville acceptere eksisterende forlig og indgåede aftaler’.
Det er her ét af Messerschmidts esser på hånden sidder. DF er med i 71 eksisterende forlig uden udløbsdato. Forligene handler om alt fra beskæftigelse over transport til forskning, uddannelse, erhverv og kultur. NB er med i ét. Støjbergs parti er med i nul.
Forligene er en kuffert med guld, som Morten Messerschmidt har arvet fra sine forgængere, som siden systemskiftet i 2001 systematisk og dygtigt arbejdede sig ind i dansk politisk maskinrum. ’De gule sedlers epoke’ kan man kalde den grundighed og omsorg for at sikre sig indflydelse, som Kristian Thulesen Dahl leverede, både før han blev formand og efter.
Det guld kan Morten Messerschmidt i de kommende år omsætte til vælgere, hvis han evner at spille sine kort rigtigt.
Ifølge ’forligsnormen’, som det hedder på Christiansborgsk, har alle forligspartier nemlig vetoret over for ændringer.
Det betyder, at SVM-regeringen, når den går i gang med sit reformarbejde, på en lang række områder bliver nødt til at forhandle sig til rette med DF’s fem mandater, selvom regeringen i sig selv kan mønstre et flertal.
Pernille Vermund og Inger Støjberg behøver regeringen ikke bekymre sig om. De er totalt ligegyldige i det parlamentariske arbejde. I det store og hele er Vermund og Støjberg henvist til at fiske i havet af kronisk utilfredse vælgere med lav tillid til politikere generelt og med latent mistillid til det politiske system og de bærende institutioner.
De vil helt sikkert begge to forsøge at appellere bredere, men uden den synlighed for vælgerne, som den parlamentariske relevans giver, bliver det ulige meget sværere for de to kvinder end for Messerschmidt.
Morten Messerschmidt vil på sin side kunne vise sig yderst relevant og meget synlig for sine potentielle vælgere – både helt nye, men nok især de tabte, som tidligere flokkedes om DF i hobetal, men i de senere år er gledet andre steder hen.
De fleste tabte DF-vælgere hænger i dag ud hos Mette Frederiksen og hos Inger Støjberg. Det er dem, der udgør potentialet.
En DF-strategi, der sigter på i de forhandlinger, hvor partiet qua sin status som forligspartner har vetoret, konsekvent at pille det ud af reformerne, som ’gør ondt’ på potentielle DF-vælgere, men som Mette Frederiksen har måttet acceptere i kompromis med Løkke og Ellemann, vil gøre livet ret surt for Mette Frederiksen.
Han vil også kunne bruge det gammelkendte DF-trick med at blande æbler og pærer i forhandlingerne. For at give sig på f.eks. erhvervspolitikken, kan han kræve en større forhøjelse af ældrechecken.
Mulighederne bliver mange, og med en grundig analyse og forberedelse vil Morten Messerschmidt med hjælp fra erfarne forhandlere som Pia Kjærsgaard og René Christensen kunne placere DF tilbage i maskinrummet af dansk politik.
Jeg har ladet mig fortælle, at DF’s sekretariat allerede er godt i gang med dette analysearbejde, og at Messerschmidt er sig fuldt bevidst om de muligheder, han står med. Han er desuden både intelligent og veltalende, så min vurdering er, at potentialet vil kunne indløses.
Vil det så være godt for det borgerlige Danmark? Det er så ret tvivlsomt – i hvert fald, hvis man måler det op mod parametre som fordelingspolitik, decentralisering og forenkling. SVM-regeringens aftryk vil formentlig blive en tand eller to rødere med DF-aftryk.
Men i modsætning til sin forgænger Kristian Thulesen Dahl indeholder Morten Messerschmidt faktisk en varm kerne af borgerlighed – han er en slags non-binær politiker, der er svær at definere. Måske mander han sig op.
