Med denne tirsdags afskalning fra Nye Borgerlige til DF er der ved at tegne sig klarere linjer mellem de to partier.
Mikkel Bjørn Sørensen tager både formanden og næstformanden fra Nye Borgerliges Ungdom med ud, og dermed forsvinder de toneangivende nationalkonservative stemmer ud af partiet – og melder sig ind i Dansk Folkeparti. Mikkel Bjørn har gjort det i dag, og ungdomspartiets ledelse gør det formentlig inden for kort tid.
For formandskandidaten Lars Boje Mathiesen gør det livet noget lettere i den position, han står til at overtage om to uger ved det ekstraordinære landsmøde i Fredericia, som partiet har indkaldt til.
Der er nu fri bane til at køre Lars Boje Mathiesens stil ud over hele partiet. Det betyder, at danskerne kan forvente et Nye Borgerlige, der fra et meget liberalt udgangspunkt vil optræde statskritisk og magtkritisk i en protest mod et politisk system, hvor alle partier – bortset fra Nye Borgerlige – betragtes som et fedt.
Appellen vil være til de vælgere, der nærer generel mistillid til politikere. Vælgere, som føler, at de bliver ført bag lyset, og at deres skattepenge bliver misbrugt. Appellen vil også være til den gruppe af danskere, som befinder sig helt derude, hvor det er selve tilliden til samfundets bærende institutioner, der er røget.
Der er et tilstrækkelig stort vælgersegment i den gruppe til at sikre partiet mere end to procents opbakning, hvis Lars Boje Mathiesen kan fremstå som deres troværdige talerør. Det kunne han under corona, fordi der var en oplagt sag at markere protesten på.
Om stemmen kan forblive troværdig, når den politiske debat flytter over til sundhedsreform og arbejdsmarkedspolitik, det kan man have sine tvivl om – og det har jeg selv.
For Pernille Vermund må dagens udmeldelser være noget af en grim bet at fordøje. Netop balancen mellem det konservative og det liberale i Nye Borgerlige har igennem hele opbygningen af partiet ligget Vermund meget på sinde.
Selv er hun et konservativt menneske med konservative værdier, men også præget af et frisind og en frihedstrang, der harmonerer godt med store dele af liberal politik.
Den balance tippede i dag, og mon hun ikke i sit stille sind fortryder, at hun forcerede et formandsskifte, før hun havde tryghed for, at netop denne balance i partiet kunne fortsætte under et nyt lederskab.
Og lige så skuffet og ked af det Pernille Vermund må være, lige så lykkelig og heldig må Morten Messerschmidt føle sig.
Mikkel Bjørn har med sit skifte givet legitimitet til DF-formandens erklærede mål om at gøre DF til et nationalkonservativt parti. Med unge konservativt sindede mennesker ombord vil Messerschmidt med langt større troværdighed udbygge den position.
Det vil også gøre det langt lettere for ham at kaste skyggen fra Kristian Thulesen Dahl af sig. Det image af et halv-socialdemokratisk DF, som Thulesen Dahl skabte, kan nu pakkes bort og erstattes af et andet:
Et nationalkonservativt parti med blik for fællesskabet, for sammenhængskraften og for forpligtelsen på dem, der har svært ved at klare sig selv.
Det er et godt sted at stå for Morten Messerschmidt og DF.
