Jeg har brugt weekenden til at læse og fundere over Christian Egander Skovs nye bog ”Folkeligt skal alt nu være – et forsvar for vores folkestyre”.

Hvis du ikke ved, hvem forfatteren er, så kan jeg fortælle, at han er 41 år gammel, uddannet historiker, skrevet Ph.d. om konservatismen, redaktør af tidsskriftet Critique, stifter af tænketanken Prospekt og forfatter til bogen ’Borgerlig Krise’, som han i 2023 fik Weekendavisens litteraturpris for.

For et borgerligt sindet menneske som mig er det altså ikke hr. Hvem-som-helst, der har brugt en god bid af sin tid i det forgangne år eller to på at sætte 250 sider sammen til en bog om folkeliglighed og folkestyre. Jeg har derfor læst bogen med den respekt, som jeg synes, forfatteren fortjener.

Historikeren står forrest
Og hvad har jeg så fået ud af at bruge min weekend på ’Folkeligt skal alt nu være’? Faktisk ret meget. Bogen har nogle stærke kvaliteter. Man skal ikke kimse ad, at det først og fremmest er historikeren Christian Egander Skov, der har skrevet bogen. Debattøren og den nationalkonservative frontkæmper står i baggrunden og nynner grundtonen, men dominerer ikke værket.

Vi får en indføring i de borgerlige revolutioners tidsalder. Det er epoken fra den amerikanske løsrivelse fra England i 1700-tallet og frem til og med Verdenskrigene i 1900-tallet. Christian Egander Skovs syn på epoken er ikke voldsomt kontroversiel, men med den konservative grundtone, som præger bogen, giver kapitlerne en rigtig god baggrund for at forstå forfatterens senere pointer om folk og folkestyre.

Og der er mange pointer undervejs. Nok også flere end man som læser af bogen kan kapere på en enkelt gennemlæsning. For det er en ambitiøs bog, og ambitiøse bøger har det med at blive gemt væk til senere grundigere læsning, men ender desværre oftest med at blive glemt bagest i bogreolen.

Jeg synes bogen fortjener at blive husket og genlæst. Så når du køber den, og det synes jeg, du skal, så sæt den et sted, hvor du jævnligt ser den og mindes om den. Den er aktuel i dag, men den vil også være det i morgen og til næste år, for emnerne folk og folkestyre kommer vi til at forholde os til grundigere, og vores politiske konklusioner vil få store konsekvenser for samfundets udvikling.

Bekymring for det store 'Vi"
Christian Egander Skov er bekymret, kan man læse mange steder bogen. Han er især bekymret for det store ’Vi’ i danskheden, som han oplever som svækket. Folkestyret er hans hjertebarn. Han giver udtryk for - måske lidt troskyldigt - at teknokratiet, EU, forbrugerisme, finansverdenen, bigtech osv.  kan tøjles ved at genoplive et folkestyre baseret på Grundtvigs tanker.

Men man kan jo ikke genskabe et folkestyre, hvis man ikke har et folk, lyder erkendelsen fra Egander Skov. Det har han jo ret i, så vi skal 'opruste' vores folkelighed, lyder budskabet. Men man kan nok heller ikke have et folkestyre, hvis man har mere end ét folk i landet. Så derfor må bestræbelsen være at fastholde ét folk i ét land, for ellers kan det hele være lige meget.

Det sidste er min konklusion og ikke forfatterens. Og det, kan man sige, er både en styrke og en svaghed i bogen. De logiske følgeslutninger, som man som læser drager og forventer fulgt op på de kommende sider, kommer kun sporadisk og slet ikke systematisk.

Under læsningen skete det mange gange, at jeg løftede blikket og kiggede ud i rummet. Jeg blev nødt til at tænke de tanker selv, som jeg ikke fandt i ordene i bogen. På en måde, er det jo godt, at en bog giver grund til refleksion, men det er ikke så godt, hvis man får fornemmelsen af, at forfatteren viger tilbage fra de konklusioner, som han selv lægger op til.

Midten - det er mig
Christian Egander Skov skriver et sted begyndelsen af bogen, at han opfordrer til en ’nationalisme fra midten’. Det skal forstås på den måde, at både nationalisme til venstre og til højre leder over i totalitære regimer, og så bliver folket til objekt i stedet for subjekt. I stedet for en stat, der ledes af folket, bliver det staten, der leder folket. Kommunisme og fascisme.

Det er jo ikke rocket science, men ret enkelt at forstå, at vi ikke skal gentage de værste excesser i den moderne historie, hverken sovjetimperiets eller Nazismens undertrykkelse og folkedrab indbyder til at forsøge det samme igen.

Banalt, men det er som om, det er tilstrækkeligt for Egander Skov til at mene, at han har defineret sin egen position på midten. Og det mærker man igennem bogen. Han vil meget gerne selv være midten. Som han selv nævner, var der for 50 år siden nogen, der skrev en bog, de kaldte 'Oprør fra Midten'. Forfatteren kunne have ført parallelen igennem og kaldt sin egen 'Bekymring fra Midten'.

At opfordre til at styrke folkestyret baseret på Grundtvigs tanker kombineret med et moderne inkluderende medborgerskab er jo netop ikke kontroversielt.

Det er blot konsensus-Danmark med et skvæt konservativt ’forandre for at bevare’, og det giver Christian Egander Skov mulighed for både at ironisere over venstrefløjen og advare mod populismen fra højre. For én som mig, der er vokset op med Bertel Haarder og Per Stig Møller, hører man ekkoet.

Om deres ekko er tilstrækkeligt til at give brugbare politiske svar i 2026, tvivler jeg på, men så igen. Bogen er ikke et politisk manifest. Det er en bog skrevet af en historiker, der til dagligt lever med, i og ikke mindst af det folkeoplysende Danmark. Så det tilgives.

Bedre oplyst, men ingen afklaring
Bogen er skrevet uden sammenhæng med den aktuelle debat om danskhed, der kører med en noget fladpandet vinkling i mainstreammedierne om genetik, som determinerende faktor for at høre til det danske folk. Problemet med debatten er, at tæt på nul mennesker i Danmark mener det, men rigtig mange får taletid til at problematisere det, som netop kun meget få mener.

Kan man så læse bogen og blive afklaret i forhold til, hvor det danske folk begynder og ikke mindst hvor det slutter? Nej, det kan man ikke, og jeg tror heller ikke, at forfatteren ønsker, at man opstiller en facitliste, men han fremlægger alligevel nogle pointer eller måske snarere kvalificerede påstande, som kan være brugbare, når vi fortsætter debatten om danskhed og folkestyre.

• For det første, at man ikke kan fastslå danskhed objektivt. Der vil altid være en god portion subjektivitet indblandet.

• For det andet, at vores folkelige identitet bygger på fortællinger om et fællesskab. Altså at danskhed er ånd og ikke nedarvet.

• For det tredje, at folkeligheden ikke kan bestå uden borgere, der forpligter sig på den og handler i den.

Personligt er jeg efter læsningen inspireret og bedre oplyst. Så tak til Egander Skov for at have brugt energi og tid på at sætte ord på tankerne. Men jeg er ikke forløst på en måde, hvor jeg med et ’aha’ udbryder, at nu er tingene sat på plads.

Det er de ikke.

"Folkeligt skal alt nu være"
Christian Egander Skov
Udgivet på Gyldendal
250 sider
Pris: 230,- kroner