Beror det i væsentlig grad på tilfældighed, om man bliver kendt eller glemt? Ja, argumenterer Hans Hauge for i syn nye bog, De kendte og de glemte – tænkere i tyvernes Tyskland. Hauge fremhæver et faktum, som de fleste af os næppe tænker over til daglig: Man må snarere undre sig over, at en forfatter overhovedet bliver kendt, når 99 procent af alle andre forfattere og tænkere er og bliver glemte.

Hauge har i bogen udvalgt fem kendte tænkere, som alle har været markante samfundsborgere i 20’ernes og 30’ernes Tyskland. Det drejer sig om nationaløkonomen Johan Plenge, retsfilosoffen C.A. Emge, cembalisten Eta Harich-Schneider, teologen Paul Tillich og filosoffen Hannah Arendt. 

Hvorfor er netop disse fem i fokus? Bogens fokus er på universitetsmiljøet og de benhårde karrierekrav, som blev håndhævet på datidens tyske universiteter. De fem tænkere udgjorde alle en del af den absolutte top af Tysklands intellektuelle. Alle blev konfronteret med nazistiske tanker, levede i en periode med store krav og indbyrdes modsætninger. I eliten var mange af dem bekendte, blev venner eller fjender og udkæmpede magtkampe. 

Overordnet medførte udviklingen af nationalsocialismen de største modsætninger i kredsen af tænkere. Enten var man med eller imod den nazistiske ideologi. Hans Hauge anvender udtrykkene cogito ergo sum (jeg tænker, altså er jeg) og cogito ergo sumus (vi tænker, altså er vi) til at forklare forskellen mellem samfundssyn, hvor nazisterne så fællesskabet som samfundets vigtigste kraft. 

De kendte og de glemte giver et interessant indblik i alle de fem intellektuelles biografier og ikke mindst deres individuelle kampe for anerkendelse i tysk historie, krigens konkrete påvirkning i deres liv og arbejde, samt deres kærlighedshistorier. En mørk periode præget af magtkampe og ideologiske forandringer. Det er fem skæbner, hvoraf flere af dem allerede er glemte, og andre måske kan forvente at blive det.

Galleri af kendte og glemte
Den kendte Hannah Arendt skiller sig markant ud i bogen, måske først og fremmest fordi hun blev undervist af Martin Heidegger, som også blev hendes elsker. Hun er absolut den mest kendte i Vesten og USA og en af de mest kontroversielle. Og Hauge afklæder hendes etiske habitus på en gang subtilt og skræmmende.

I denne sammenhæng har Hauge en pinlig afsløring, som ikke er særlig kendt. Det viste sig, at Arendt og Heideggers personlige relation forblev en skjult romance og et venskab, som varede hele livet. Heidegger meldte sig ind i nazipartiet, og ifølge de fleste bøger om Hannah Arendt var dette samtidig et brud imellem de to. Arendt færdiggjorde sin doktorafhandling om Augustinus og rejste derefter fra universitetet i Heidelberg. Det var Heidegger, der bedømte hendes afhandling. Hauge giver udtryk for, at der ikke var et brud. Det var en livslang kærlighedsaffære.

Hvem er de andre? Økonomen Plenge og juristen Emge var hhv. den glemte socialist og nationalsocialist. De har hver især haft unikke oplevelser, som gør dem interessante. De tilsluttede sig forskellige filosofiske og økonomiske retninger og ideologier, men deres teorier blev kun læst af ganske få samtidige. Plenge blev i datiden kendt for hans direkte angreb på Kants begreb om den praktiske fornuft. Han opfattede Immanuel Kant som formalistisk, for abstrakt og stærkt individualistisk (i dag er fokus skiftet til, at universitetsstuderende betegner Kant som hvid racist).  

Den verdensberømte cembalist Eta Harich-Schneider blev født i Østrig og valgte i 1941 at rejse til Tokyo. Da hun ankom til Tokyo, gav hun koncert – allerede dagen efter ankomsten på den tyske ambassade. Hun mødte i de følgende år en række notabiliteter, blandt andet den japanske 'Goebbels', Karlfried Graf Dürckheim. Hun var flittig og uddannede sig til japanolog og skrev samtidig en række bøger om musik. 

En yderligere af de glemte er Paul Tillich, som Hauge betegner som en kristen socialist, der var kendt for sin promiskuøse tilgang til kvinder. Han var, allerede i teologiske kredse i Danmark, udnævnt som den skarpeste tænker i tiden, og hans tanker er senere blevet formidlet i danske kredse i et sommermøde, hvor Hauge selv deltog. 

Hvorfor bliver nogle husket og andre ikke? Den berømte sociolog Max Weber giver udtryk for, at hvorvidt en forfatter er kendt, er nærmest at sammenligne med et hasardspil. Ifølge bogen handler det især om, hvorvidt man kanoniseres og/eller opretholdes af en eller flere fortolkningsfællesskaber. Det er et utal af faktorer, som påvirker resultatet, ikke blot den enkeltes politiske ståsted, tidens ideologiske magtkampe eller individuelle bidrag. I Tyskland er en del tænkere efter krigen blevet fjernet, fordi de var for højrekonservative eller nationalsocialistiske. Udviklingen afspejles på gader, der har måttet skifte navn, eller statuer, der er fjernet.

Bredt spændende bog
De kendte og de glemte kan læses på mange måder. Som en historisk dokumentation – en fortælling om intellektuelles liv og tanker i en historisk afgrænset periode – eller måske en filosofisk og socialrealistisk skildring af kendte mennesker og “kendthed” i bredere forstand. Uanset hvordan man læser den, vil bogen samtidig kunne forekomme både let og svær. 

For nogle vil det være besværligt med overskrifter, som er gengivet på tysk, hvis man ikke har kendskab til sproget. Generelt kan man blive forpustet over mange navne, titler og skæbner, især i kapitlet om Eta Harich-Schneider. Det hæmmes af de begrænsede oplysninger om netværket og relationernes betydning for hende. Det positive og det vigtigste er, at bogen er spændende, inddragende og uhyre oplysende. Og en fremragende fremstilling af tysk tænkning og krigens menneskelige konsekvenser for især filosofien.

En særlig hjælp til læseren – og en særdeles dejlig en af slagsen – er Hans Hauges mange definerende og underforståede bemærkninger undervejs. Hauge er for eksempel ikke en stor fan af Hannah Arendt og det kan aflæses i sætninger som, ”Han var ikke noget, hvis han ikke var berømt og kendt” om Hannah Arendts syn på mænd. Underforstået: Arendt vidste godt, hvem hun skulle satse på, og det gjorde hun. Arendt er ikke ligefrem Hauges yndlingsfilosof, selvom han anerkender hende fagligt.

I dag er universiteterne præget af helt andre ideologiske værdier og magtkampe. For tyve år siden skrev psykologen og filosoffen Judith Butler Gender Trouble, hvor hun trækker på viden fra blandt andet Hannah Arendt. Hauge skriver, at i 60’erne kom dekonstruktivisterne til orde. Heidegger røg ud af pensum, og ind kom Queer-teoretikerne, og Critical Race Theory, som oprindeligt er en retsfilosofisk teori. 

Hvem mon bliver kendt og glemt af kommende generationer? Det er nok den intersektionelle feminist Judith Butler, som vil huskes i de næste 20 år frem for Hannah Arendt, mener Hans Hauge, fordi kvindesagen nu har skiftet forbillede til et diametralt modsat standpunkt. Mon han får ret?