Anmeldelse

28.12.21

Henrik Dahl: ‘Veje til respekt’ får en betinget anbefaling

Hakan Kalkans beretninger om unge med indvandrerbaggrund i det nordvestlige København er en blandet fornøjelse. Bogen byder nemlig både på fremragende materiale og højst besynderlige konklusioner, vurderer MF og sociolog Henrik Dahl i sin anmeldelse.
‘Veje til respekt’, 380 sider, er udkommet på Hans Reitzels Forlag. Illustration fra bogens forside.
‘Veje til respekt’, 380 sider, er udkommet på Hans Reitzels Forlag. Illustration fra bogens forside.

Veje til respekt – Om gadens liv på Nørrebro beretter om unge, marginaliserede og ofte kriminelle mænd med anden etnisk baggrund. Forfatteren, sociolog Hakan Kalkan, har skrevet bogen ud fra syv års erfaringer i de københavnske bydele Nørrebro og Nordvest:

”Som så mange andre unge vil de unge mænd gerne more sig om natten i weekenderne. De vil gerne ud på diskoteker, natklubber og (i mindre grad) barer. For mange shababs er sådanne rum dog ikke en valgmulighed. De bliver ekskluderet derfra ved diskrimination – jeg har flere gange oplevet dette sammen med shababs, men også uden, da jeg selv har flere af de kendetegn, som forårsager diskriminationen.”

Sådan skriver Hakan Kalkan på side 212, og så fortsætter bogen med at dykke ned i det righoldige datamateriale.

”Selcuk: Nogle gange tager folk bare i byen for at slås, du ved.
Hakan: Gør de det?
Selcuk: Ja, ser du ikke det, når du er i byen? Folk, de vil bare slås, de er der bare for at slås.”

Den minutiøse beskrivelse fortsætter over flere sider. Ved en fejl kommer en shabab til at springe en anden shabab over i toiletkøen. Den fejlbegående shabab siger undskyld, men det er ikke nok, og et slagsmål følger. Problemet beskriver Kalkan også på side 216: 

”Bevogtningen af ens rettigheder og grænser og dermed ens niveau af respekt og status i disse rum kan gælde ”de mindste ting”, som Edi forklarede. Derfor må man ikke blot være bevidst om, at andre igennem deres adfærd ikke disrespekterer en, men også at man er i et farligt, højpotent rum”.

For at være ganske ærlig er det utrolig træls (og dertil åndeligt dovent), når forfatteren skriver, at shababs bliver udelukket fra diskotekerne på grund af diskrimination mod folk med et mellemøstligt udseende (Hakan Kalkan stammer fra Tyrkiet). Man kunne med betydelig bedre ret skrive: Sandsynligheden for, at shababs vil smadre alting inden for en betydelig radius, er for stor til, at ret mange restauratører orker at tage chancen.

Ikke mindst, fordi alkohol gør shababs endnu mere hysterisk fokuserede på respekt, hierarki og voldskapital, end de er i ædru tilstand. Fra side 217: 

”Som Newzad beskriver, ændrer deres opførsel sig, når de drikker alkohol. Det har jeg ligeledes fået at vide fra andre shababs, som har uddybet, at den vold, der opstår i nattelivet, oftest skyldes, at de er fulde. Dette kan skyldes, at alkoholen samt evt. kokain giver en mod til i højere grad at udfordre andres status og forringer ens dømmekraft og gør en mere nærtagende over for det, man ser som udfordringer og overtrædelser af ens grænser.”

Som Mehmet Ümit Necef har bemærket i forbindelse med sin og Henning Bechs bog om racisme: Det er ikke rimeligt at kalde folk for ”racister”, hvis de handler rationelt. At formene shababs adgang til et diskotek, er – som det bliver demonstreret til overmåde – et helt rationelt udtryk for rettidig omhu. Derfor kan det aldrig være ”diskrimination” eller ”racisme”.

Desværre er Hakan Kalkans banale og politisk korrekte fortolkninger af sit eget fremragende datamateriale mere undtagelsen, end det er reglen.

I et tungt og klodset akademikersprog kaldes bandemedlemmerne konsekvent for ”etnoracialiserede”. Men hvad siger de selv? Det kan man læse på side 59: ”De unge mænd fortæller endvidere, at deres venners forskelligartede baggrunde ikke betyder noget for dem. Det hænger sammen med opfattelsen af, at ”vi” alle er ”indvandrere” og/eller ”muslimer””.

Hakan Kalkan presser i Veje til respekt helt konsekvent en offersynsvinkel ned over sine shababs. De har det svært i skolen (hans egne data viser noget andet; de saboterer konsekvent skolen). De er marginaliserede på arbejdsmarkedet (hans egne data viser igen noget andet; de gider ikke indordne sig under de regler, der gælder på en normal arbejdsplads. Og synes i øvrigt ikke, de tjener penge nok).

Deres familier er fortvivlede (hans egne data viser, at familierne udmærket ved, hvad der foregår). Danskerne diskriminerer imod shababs (hans egne data viser, at shababs foragter danskerne for deres svaghed og eftergivenhed og ikke vil have noget med dem at gøre). Shababs er i virkeligheden mænd af ære (Kalkans egne data viser, at de er sexistiske og homofobiske og dybt, dybt separatistiske i forhold til at have noget med normalt, dansk samfundsliv at gøre).

I forbindelse med offentliggørelsen af bogen sagde Hakan Kalkan til medierne, at shababs ikke er anderledes end etnisk danske ballademagere i 1950’erne. Hans egne data viser, at de har en ”anden etisk baggrund”, der stikker fuldstændig af fra, hvad danskere bliver opdraget med og socialiseret til. Med et hysterisk æres- og respektkodeks og en ekstrem opskrivning af værdien af ”ultravold”. Hvis man skal finde skandinaver med samme tankesæt, skal man som minimum tilbage til de islandske sagaer.

På den måde er Veje til respekt næsten en skizofren bog. Hvor datamaterialet i sig selv fortjener fem eller seks stjerner, fortjener Hakan Kalkans bearbejdning af det en eller måske to stjerner. Nogle forhold ved bogen stikker i øjnene og bør omtales nærmere.

For det første: Hvorfor har Hakan Kalkan ikke valgt at trække det sprog, shababs taler, ud til selvstændig behandling?

Som man kan se i datamaterialet, er der tale om et sprog, der er fyldt med tyrkiske og arabiske vendinger som ”para” (penge), ”vur” (vold/ballade), ”yallah khallas” (kom nu/stop), ”shufta” (kokain) og så videre og så videre.

Som dialekt ligger det endnu længere væk fra standarddansk end det sprog, man talte i min barndoms Sønderjylland, som nok kunne være svært at kapere for udenforstående. Men det viser vel også, at banderne på den måde sætter en grænse mellem dem, der kan sproget, og alle andre, som ikke behersker det? Samt at den implicitte, sproglige forudsætning for at være shabab – ud over at være muslim, som vi så på side 59 – er, at man forstår de mange mellemøstlige brokker og kan tale med den rigtige – det vil for en taler af standarddansk sige: forkerte – ordstilling og intonation. 

At være shabab synes altså at være ”cosa nostra”: Vores anliggender. Ikke noget, der er for alle og enhver. Medmindre jeg har overset noget, er bogen imidlertid påfaldende tavs om dette

En anden ting er den selektive litteraturliste. Hakan Kalkan skriver, at hans arbejde er det første danske sociologiske arbejde, der benytter metoden med at hænge ud på gaden med minoritetsetniske, unge mænd.

Men det er ikke helt sandt. I tidsskriftet Dansk Sociologi nr. 4, årgang 20 fra 2009 offentliggjorde de to danske sociologer Sabine Klinker og Marie Hvoslef Bilde artiklen Gadens koder i A-town – status og respekt blandt etniske minoritetsfyre. Som man kan se helt ud i artiklens titel, kredser den om nøjagtig de samme emner som Kalkan.

Værre er det dog, at Hakan Kalkan tilsyneladende aldrig har hørt om den svenske, i Cambridge baserede kriminolog Per-Olof Wikström. Han figurerer i hvert fald hverken i teksten eller litteraturlisten.

Sagt lidt forenklet, så kan Wikström dokumentere, at sociale forhold kun forklarer en meget beskeden del af kriminaliteten. En langt større del lader sig forklare af en kombination af to forhold: For det første den personlige moral hos den kriminelle, hvor det anses for moralsk acceptabelt at være kriminel. For det andet en forankring i et socialt miljø, der har de samme normer og på den måde forstærker og knæsætter dem.

Det er ærgerligt, at Hakan Kalkan tilsyneladende ikke kender Per-Olof Wikström, for hans data er tætte på at være en perfekt illustration af teorien. Men måske bør man ikke bebrejde Kalkan? Hovedvejlederen på hans originale ph.d.-projekt (som takkes i forordet) er ikke i nærheden af at være kriminolog. Han har lagt det meste af sin professionelle gerning i at forske i arbejdsmarkedsforhold.

Derfor vil jeg give en betinget anbefaling af bogen: Læs den for datamaterialets skyld, men blæs på de overakademiske og åndeligt dovne anklager mod danskerne og den konsekvente offergørelse af shababs.

Tænk i stedet på West Side Story eller The Godfather eller Goodfellas eller en hvilken som helst anden mafiafilm, der har Robert De Niro på rollelisten. Her vil læseren finde mere sandhed om, hvad der egentlig er på færde blandt shababs, end de vil finde i Hakan Kalkans maltraktering af eget, fremragende datamateriale. 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter