Kan parforholdet overleve i en tid, hvor vi nødigt går på kompromis med egne drømme? Det er det grundlæggende spørgsmål, som komediedramaet Elsker dig for tiden stiller. Spørgsmålet er relevant i en tid, hvor flere end nogensinde lever alene, og især kvinder vælger det frivilligt.
Spørgsmålet er også relevant for mig. Jeg er en 30-årig singlekvinde, men udi kærlighedslivet er jeg allerede at sammenligne med en haltende krigsveteran. Desværre formår filmen ikke at få spørgsmålet besvaret.
Erfaren som jeg er, opfattede jeg på et meget tidligt tidspunkt, at tømreren Thomas aldrig vil kunne gøre fotografen Anna tilfreds. Det bliver allerede tydeligt på første date, hvor Thomas stiller hende spørgsmål som: “Hvad for noget musik hører du” og “har du nogen søskende”. Scenen viser, at filmen i virkeligheden skildrer et møde på tværs af to klasser.
Arbejderklassen stiller konkrete spørgsmål for at vise interesse i den anden. Men den kreative klasse dater på en anden måde. Samtaler foregår tit på metaniveau, og i stedet for at sammenligne biografiske fakta er det livsanskuelser og værdier, man holder op imod hinanden. Antallet af søskende er bifangsten, når barndommens traumer udlægges. Thomas har absolut ikke lyst til at tale om følelser.
Derfor har Thomas og Anna ingen gode samtaler. Ikke én igennem hele filmen. Men som altid er det den lavere klasse, der må arbejde for at leve op til den højere. Og det gør Thomas med tåkrummende ildhu. Han kompenserer for dårlige samtaler med store romantiske gestusser, hvormed de ved fælles hjælp alligevel får rodet sig ind i et fast forhold.
Han møder hende på anden date med en guitar og sin bedste Poul Krebs-parodi og synger Sådan nogen som os. Det burde være sødt, men jeg vred mig i sædet og kæmpede mod en lyst til at holde mig for øjnene.
Thomas er ellers ikke uden perspektiver. Han har købt og istandsat sit eget hus i Hvidovre, og han er en simpel mand af typen, der bare ønsker at finde den rigtige kvinde at få børn med, og så vil han elske hende trofast og livslangt. Men Anna vil bo i byen, og hun ville ønske, at Thomas i stedet tog klasserejsen fra tømrer til møbelsnedker, så de begge kunne sidde og være radicool på Vesterbro.
Altså er filmen mere et studie af, hvordan et parforhold udvikler sig, når det aldrig skulle have været. Det er egentlig et godt tema. Vores Tinder-tid har efter min vurdering skabt en stor tilvækst af disse kærlighedens misfostre. Når man har apps, hvor folk samles med ønsket om at finde kærlighed, kan man pludselig gå på adskillige stævnemøder om ugen, fordi man ikke længere er begrænset i antallet af tilgængelige dates.
Mange af disse stævnemøder skulle nok blive ved det ene, men på grund af alkohol, fysisk tiltrækning og måske en enkelt Thomas-gestus eller to varer mange fejlagtigt i månedsvis, inden man alligevel opdager, at den mislyd, man valgte at ignorere på første date, pludselig runger i øregangen som et færgehorn.
Disse forhold ser ud og føles som parforholdet, der skildres i Elsker dig for tiden. Enten har man været i sådan et forhold, eller også har man set det udspille sig i vennegruppen. I en særligt vellykket scene udvikler en fødselsdagsmorgen sig til et heftigt skænderi, imens Anna taber besindelse i bare ben og hans gamle sweatshirt. Ja, præcis sådan er det, når et parforhold går op i limningen.
Men en film bliver ikke mere end jævn, hvis den blot er genkendelig. Filmen må også gøre os klogere, og derfor tror jeg, at nogen undervejs har fundet på at påklistre den et spørgsmål, der stilles i en enkelt scene med en parforholdsekspert og giver indtryk af, at filmen også forholder sig til dette større tema: Om singlekulturen skyldes, at vi ikke længere kan gå på kompromis.
Filmen fejler ved at stille et spørgsmål, den ikke kan besvare. Når letbenet Sex and the city-komik sælges som eksistentialisme, kan filmen næsten ikke undgå at skuffe en smule. Anna og Thomas er ikke et par, der skal gå på kompromis - de skal bare gå fra hinanden.
