Lad det være sagt med det samme: Hvis du til din sommerlæsning er på jagt efter noget let, der passer godt til fjordrejerne og den kølige rosé på terrassen, er Friedrich Wilhelm Nietzsches Moralens oprindelse ikke det rette valg. For som det gælder for alle Nietzsches bøger, er Moralens oprindelse ikke en letlæst bog. Nietzsche stiller krav til sin læser, ikke mindst i forhold til dennes opmærksomhed og sans for detaljer, og er du ikke i humør til at honorere dem, skal du vælge en anden bog at fornøje dig med. Måske en af Hella Joof.
Har du til gengæld mod på at påtage dig den opgave, det er at forsøge at forstå den tyske filosofs tænkning, er Moralens oprindelse et godt valg. I modsætning til flere af Nietzsches øvrige bøger, som består af aforismer, er Moralens oprindelse mere ligefrem i sin form. Bogen, som Nietzsches skrev mod slutningen af sit virke i 1887, består af tre afhandlinger, og er et mere sammenhængende værk end de føromtalte.
Når jeg anbefaler dig at kaste dig ud i Moralens oprindelse, skyldes det dog ikke indpakningen. Jeg anbefaler dig at læse den, fordi den efter min bedste overbevisning er relevant i dag. I bogen udfolder Nietzsche sine tanker om moralens fremkomst, og de forekommer mig umådelig aktuelle og anvendelige som værktøjer i forståelsen af fremkomsten af vor tids moral: identitetspolitikken.
Ressentiment og ressentiment-mennesker
Med sin genealogiske metode, den, Michel Foucault siden overtog og blev berømt for at anvende i sine studier af blandt andet straffens historie, analyserer Nietzsche de forhold, under hvilke moralen er blevet til. Hvilke omstændigheder muliggjorde eller var ligefrem nødvendige for at moralen udviklede sig, som den gjorde? Hvoraf kommer den dårlige samvittighed? Skyldfølelsen? Det gode? Det onde? Hvorfor forstår vi disse begreber, som vi gør, og hvad er deres udviklingshistorie?
Centralt i Nietzsches analyse er begrebet ressentiment og det tilknyttede begreb ressentiment-mennesker. Ressentiment kommer af fransk og betyder ikke helt det samme som det engelske resentment. Mens det sidste beskriver en vrede over at blive uretfærdigt behandlet, er ressentiment en dybere følelse med langt større implikationer. Ressentiment er ikke kun vrede, men også foragt og had, og angår ikke kun den oplevede uretfærdighed, men hele det system, den tilskrives.
Samtidig udtrykker ressentiment ikke kun et ønske om at få, hvad andre har, men om at forhindre andre i at have, hvad de har. Ressentiment er ikke ønsket om at skabe noget for sig selv; det er ønsket om at ødelægge noget for andre. Ressentiment-mennesket er aldrig agerende, altid re-agerende, og bygger sine egne værdier op som spejlbilleder på en fjendeforestilling.
”Slaveoprøret i moralen begynder med, at ressentimentet selv bliver skabende og føder værdier: ressentimentet hos sådanne væsner, som er nægtet den egentlige reaktion gennem handling, og som kun holder sig skødesløse gennem en imaginær hævn. Mens al fornem moral vokser ud af en triumferende sigen ja til sig selv, siger slave-moralen fra første færd nej til et ”udenfor”, til et ”anderledes”, til et ”ikke-selv”: og dette nej er dens skabende handling. Denne venden op og ned på det værdi-sættende blik – denne nødvendige retning udadtil i stedet for indadtil mod sig selv – hører netop til ressentimentet: for at komme til verden behøver slave-moralen først og fremmest altid en mod- og yderverden, den behøver, fysiologisk talt, ydre pirringer for overhovedet at agere: dens aktion er fra grunden af reaktion,” skriver Nietzsche (p. 38-39).
Heri parallellen til identitetspolitikken og dennes fremkomst. For er det ikke sådan, den i alle sine afskygninger skal forstås? Hvad var for eksempel feminismen uden idéen om patriarkatet? Lever den ikke fuldt og helt af sin forestilling om denne fantasifjende, som i det skjulte undertrykker kvinder og giver mænd fordele?
Er ikke selve feminismens eksistens og alle dens påstande intimt forbundet med opbygningen og vedligeholdelsen af en stor og farlig modstander, som feminismen kan bekæmpe? Ville feminismen overhovedet være noget, overhovedet være, hvis ikke feminismen havde udviklet dette modbillede at spejle sig og komme til syne i?
Tilsvarende med de øvrige identitetspolitiske retninger. Næsten altid er de mere optagede af det, de ikke bryder sig om, end det, de kan lide. Næsten altid er de mere opsatte på at bryde ned end bygge op. Næsten altid bruger de flere kræfter på at forhindre andre i at gøre noget end på selv at handle.
De siger ikke: ”Vi har opfundet et nyt ord, som beskriver et køn, vi mener findes. Det har vi tænkt os at bruge.” De siger: ”Vi har opfundet et nyt ord, som beskriver et køn, vi mener findes. Det skal I bruge. Gør I det ikke, vil vi forfølge jer, udskamme jer, hindre jer i at finde beskæftigelse, slå jeres drømme itu.” Sådan taler man ikke, hvis man har sine tanker hos dem, man ønsker at hjælpe. Sådan taler man, hvis ens tanker manisk kredser om dem, man hader. Sådan taler et ressentiment-menneske.
En nøgle til identitetspolitikken
Konsekvenserne af denne forskel kan ikke undervurderes. Som Jordan Peterson med henvisning til George Orwell flere gange har påpeget, er der forskel på, om man er socialist, fordi man har sympati for dem, der har mindst, eller fordi man hader dem, der har mest. Det er ikke to sider af samme sag. Det er to væsensforskellige tilgange, som fører til væsensforskellige konklusioner.
Det samme gælder i identitetspolitikken. Der er forskel på, om man er feminist, fordi man har sympati for kvinder, eller er det, fordi man hader mænd. Der er forskel på, om man er antiracist, fordi man har sympati for farvede, eller fordi man hader hvide.
En kvindelig psykiater, dr. Aruna Khilanani, erklærede tidligere på sommeren under et onlineforedrag på Yale University’s School of Medicine, at hun systematisk har ”white-ghostet” alle sine hvide venner og har ”fantasier om at tømme en revolver i hovedet på en hvilken som helst hvid person, som kommer i vejen for mig,” og om at ”begrave deres krop og tørre mine blodige hænder af, mens jeg går væk, relativt fri af skyld og med ”a bounce in my step”, som havde jeg gjort verden en en tjeneste.”
Tror nogen, at dr. Khilananis ”antiracisme” handler om antiracisme? Er nogen i tvivl om, at hele hendes væsen er ædt op af et indestængt had til hvide mennesker, og at antiracismen for hende alene fungerer som en anledning og undskyldning for at lade det komme til udtryk?
Op gennem 10’erne er den vestlige kultur i stigende grad blevet præget af sociale bevægelser med klare ressentimenttræk. De kæmper mod forestillede fjender (”patriarkatet”, ”heteronormativiteteten”, ”hvidheden”). Deres værdier defineres negativt i forhold til dem, de betragter som onde (mand = ond, altså er ikke-mand = god, heteroseksuel = ond, altså er ikke-heteroseksuel = god, hvid = ond, altså er ikke-hvid = god), og deres aktivisme fokuserer oftere på at ”smadre” noget hos dem, de ikke bryder sig om, end på at skabe noget for dem, de hævder at kæmpe for. Lige under overfladen lurer en hævngerrighed og et had, som ved forskellige lejligheder kommer til udtryk og afslører sig som den egentlige energikilde.
Moralens oprindelse er en nøgle til at forstå, hvordan disse ressentiment-bevægelser opstår, udvikler sig og skaber ressentiment-mennesker som dr. Aruna Khilanani. Derfor gør du klogt i at sætte tid af denne sommer til at læse den.
