Er han virkelig en af os? Og hvis han er – hvem er vi så?

Det er de spørgsmål, Mikkel Bjørn stiller i ”En af os – indfødsretten vender hjem.” Og det er spørgsmål, mange danskere længe har haft på tungen, men som det politiske system i årevis har forsøgt at gøre tekniske, apolitiske eller direkte pinlige at stille.

Bogen er ikke skrevet for at overbevise venstrefløjen eller Institut for Menneskerettigheder. Den er skrevet indefra – af en politiker, der sidder midt i det udvalg, hvor beslutningerne om, hvem der skal være danskere, faktisk træffes.

Mikkel Bjørn insisterer på, at indfødsret ikke er en teknikalitet, der kan afgøres administrativt, men skal ses som en tillidserklæring fra samfundet til navngiven indvandrer fra et andet land.

For Kontrasts læsere vil hovedsynspunktet være velkendt. Spørgsmålet er snarere, om Bjørn formår at løfte det fra holdning til sammenhængende politisk og historisk argument. Det gør han – for det meste.

Tildeling af indfødsret som politisk handling
Bogprojektets centrale påstand er enkel og grundlæggende: Dansk statsborgerskab er ikke en rettighed, men et privilegium. Det gives ikke til individer på baggrund af udfyldte skemaer og objektive kriterier, men af et folk gennem dets valgte repræsentanter.

Det er præcis den forståelse, Bjørn mener er blevet udhulet, når indfødsret gennem årtier er blevet reduceret til et kontoranliggende. Her står bogen stærkt. Gennem både historiske nedslag og konkrete beskrivelser af nutidens praksis viser Bjørn, hvordan Grundlovens §44 reelt er blevet tømt for indhold.

I praksis stemmes der i Folketinget to gange om året om tusindvis af navne ad gangen, uden individuel politisk stillingtagen, og uden at nogen for alvor spørger, om ansøgeren deler et dansk værdifællesskab – eller blot opfylder minimumskrav.

Bogen er et overbevisende opgør med forestillingen om, at “objektive kriterier” kan erstatte politisk dømmekraft. Og det er også en påvisning af, at et lands suverænitet ikke kun handler om dets grænser, men om hvem man lukker ind i det folkelige fællesskab.

Lader man det folkelige fællesskab – værdifællesskabet – udtynde, kan suveræniteten ikke opretholdes på sigt.

National identitet uden undskyldninger
Bogprojektets måske mest markante kvalitet er, at Bjørn nægter at undskylde for at tale om national identitet. Danskhed beskrives ikke som et værdikatalog, man kan tilslutte sig, men som noget historisk, kulturelt og levet. Noget, man vokser ind i – og som kræver mere end opholdstid, arbejde og sprogtest.

For læsere, der er trætte af integrationsdebatten som enten moralsk anklage eller teknokratisk forvaltning, er det forfriskende. Bjørn insisterer på, at fællesskab forudsætter grænser, og at det at sige “vi” også indebærer et “dem”.

Hans pointe er er ikke, at der skal være et fjendebillede. Men et dem er en nødvendighed, der afgrænser fællesskabet og skaber grundlaget for den sammenhængskraft, der gør os til et folk i vores eget land.

Her trækker han tydeligt på en nationalkonservativ tradition, hvor nationen forstås som et historisk fællesskab, ikke et administrativt projekt. Det er i sig selv ikke nyt, men det er sjældent så direkte formuleret fra en siddende folketingspolitiker. Man mærker en arv fra Søren Krarup i den unge Mikkel Bjørn.

En bog skrevet fra maskinrummet
Et af bogens stærkeste greb er, at den kombinerer idéhistorie med insiderberetning. Bjørn skriver ikke kun om, hvordan det burde fungere – han beskriver også, hvordan indfødsretsbutikken i Folketinget faktisk fungerer i dag. Og hvordan modstanden ser ud, når man forsøger at politisere et område, som mange helst vil holde uden for politik.

Skildringen af reaktionerne på hans udtalelser som ny formand for Indfødsretsudvalget – fra medier, kolleger og menneskeretsorganisationer er afslørende. Ikke fordi kritikken i sig selv er overraskende, men fordi den viser, hvor stærk automatikken i reaktionerne er. Enhver afvigelse fra den gældende praksis fremstilles straks som “farlig”, “diskriminerende” eller “på kant med konventionerne”.

Her er bogen klart polemisk, men også præcis. Bjørn har ret i, at der allerede forskelsbehandles bare på andre præmisser. Spørgsmålet er ikke, om man vil forskelsbehandle, men på hvis vegne.

For lidt modstand, for lidt tvivl
Netop fordi målgruppen i høj grad er politisk enige læsere, savner man indimellem mere friktion. Bogen argumenterer konsekvent for sit synspunkt, men går sjældent i reel dialog med de stærkeste modargumenter. Kritikken af “menneskerettighedsindustrien” og embedsværket er ofte rammende, men også forudsigelig.

Bogen kunne med fordel stille flere ubekvemme spørgsmål til Mikkel Bjørns egen position: Hvordan vurderer man konkret assimilation? Hvor går grænsen mellem dømmekraft og vilkårlighed? Hvordan undgår man, at politisk skøn bliver et partipolitisk instrument? Disse svære balancer tages der kun overfladisk fat på, men for den positivt indstillede læser er det de spørgsmål, man bliver nødt til at finde svar på.

Opgør og signal
Bjørns bog er ikke en neutral bog, og den forsøger heller ikke at være det. Den er et partsindlæg – men et velargumenteret og velinformeret et. For Kontrasts læsere vil den fungere som både bekræftelse og opkvalificering: Bekræftelse af, at noget er gået galt, og opkvalificering af argumenterne for, hvorfor tildeling af indfødsret er en ganske alvorlig sag.

Bogen er en formulering af det fremadskridende brud med konsensus, som foregår blandt de borgerlige partier i disse år. Det er opgøret med ideen om, at statsborgerskab blot er en teknisk formalitet.

Uanset om man deler alle Bjørns konklusioner eller ej, er projektet i sig selv sundt. Han insisterer på, at spørgsmålet om, hvem “vi” er, er betydende for, hvem der kan betragtes for som en af os. Og er man ikke en af os, skal man ikke tildeles indfødsret.

Mikkel Bjørn: En af os – indfødsretten vender hjem
192 sider, 250 kr.
Forlaget Grønningen 1