Blekingegadebanden er blevet en fast del af danskernes erindring om 1970’ernes og 80’ernes venstreekstremisme. Historien om bandens røverier, drabet på politimand Jesper Egtved Hansen og støtten til palæstinensiske terrorister er blevet genfortalt i podcastserier, bøger og artikler.

Men ifølge historiker og Kontrasts faste skribent Bent Blüdnikow er det en farlig forenkling, når vi ser tilbage på dengang som en tid, hvor kun Blekingegadebanden truede demokratiet. Der var mange flere – og nutidens trussel er langt mere alvorlig, fordi den er global, digital og langt sværere at gennemskue.

Blekingegadebanden slog politimanden Jesper Egtved Hansen ihjel, støttede PFLP med våben og penge og førte lister over danske jøder og zionister. Alligevel blev de fremstillet som idealister på den yderste venstrefløj. Da journalisten Lars Villemoes i Information afslørede netværket af sympati, blev han mødt med vrede og protester – og måtte forlade avisen.

”Bandens ’idealisme’ nød sympati i venstrefløjskredse,” skriver Blüdnikow i sin kronik. Den støtte var ikke bare et historisk kuriosum, men et faresignal: Den viste, hvor langt dele af venstrefløjen var villige til at gå i deres had til Israel og til Vesten.

De glemte terrorgrupper
Mens Blekingegadebanden plyndrede i Danmark, var internationale grupper aktive i hele Norden. Abu Nidal havde et våbenlager i Sverige. Hizbollah og Force 17 opererede i Norge. Blüdnikow understreger, at billedet bliver for snævert, når vi i dag udelukkende fokuserer på Blekingegadebanden. Dengang var der flere internationale grupper, som opererede frit i Norden.

I Sverige afslørede efterretningstjenesten i 1989 et stort våbenlager knyttet til Abu Nidals folk, som planlagde angreb mod SAS-fly. I Norge havde tre palæstinensiske grupper etableret sig. Og den 22. juli 1985 eksploderede bomber i København – ved synagogen og ved et amerikansk flyselskab – hvor en tilfældig algerisk turist mistede livet.

Terror fra København
Den mest skræmmende aktør var Force 17. Gruppens medlemmer havde base på den palæstinensiske repræsentation i København og lagde planer om mord på centrale skikkelser: overrabbiner Bent Melchior, journalist Herbert Pundik, Israels præsident Chaim Herzog og den israelske spion Sylvia Raphael i Norge.

Et centralt kapitel er sagen om Ulla Lyngsby – en dansk kvinde, der ifølge PET-lækager blev udset til at udføre et attentat i Israel. Hun blev anholdt, men løsladt efter politisk pres. Danske medier fremstillede hende som et offer, måske endda tortureret. Statsminister Poul Schlüter var dog klar: Der var ingen tvivl om hendes rolle i mordplanerne.

Force 17 var også involveret i mordet på den palæstinensiske tegner Naji al-Ali i London, kendt for at karikere Arafat. Han blev skudt på åben gade og døde kort efter.

Ingen blev dømt. Ingen blev tiltalt. Terroristerne forlod bare landet.

Tavse aftaler og politisk bekvemmelighed
Hvorfor? Ifølge Blüdnikow fordi PET indgik en aftale med Arafats topfolk: Ingen terror i Danmark – mod at man til gengæld fik oplysninger om andre terrorister i Europa.

Det benægter tidligere PET-chef Frank Jensen i sine erindringer, men som Blüdnikow påpeger, findes der andre kilder: blandt dem SF’s udenrigsordfører Pelle Voigt, der hævdede at have set aftalen på skrift. Resultatet var det samme: Terrorister gik fri, og Danmark beholdt sin ro.

Alliancen mellem Islamisterne og venstrefløjen
Kronikkens centrale pointe er, at vi nu ser de samme mekanismer – blot i en ny forklædning. Dengang var det venstrefløjens revolutionære, der lod sig forblænde af en sag, de kaldte ”retfærdig”. I dag er det islamister, som viderefører fanatismen – og de finder på ny allierede på venstrefløjen.

”Vi har nu store grupper af islamister og radikaliserede muslimer, der sympatiserer med hadet til Israel, zionisme, jøder og de åbne, demokratiske samfund,” skriver Blüdnikow. Han peger på, hvordan konspirationer om jøder igen flyder frit blandt venstreorienterede aktivister og islamister.

”Det er den nye form for jødehad,” skriver Blüdnikow. Han peger på, at også danske ngo’er ensidigt omtaler palæstinensiske ofre, aldrig de jødiske. Samtidig breder gamle konspirationsteorier om ”jødernes magt” sig igen – nu både på venstrefløjen og blandt islamister.

Faren er større i dag
Blüdnikow konkluderer, at 1970’erne og 80’erne var farlige, men at truslen i dag er langt mere alvorlig, fordi fakta om historien erstattes af konspirationer, og fordi ekstremistiske miljøer på tværs af religion og ideologi finder fælles sag i hadet til jøder og Vesten.

”Nu er truslerne farligere,” skriver han, ”for radikale muslimer, venstrefløjsfanatikere samt konspirationsteoretikere marcherer sammen. Der er grund til at frygte fremtiden.”

Parallellen er tydelig. Dengang hyldede venstrefløjen Blekingegadebandens ”idealisme”, selv når de tog liv. I dag hylder venstrefløjen radikale islamisters kamp, selv når den er gennemsyret af had til jøder og Vesten. I begge tilfælde er volden og antisemitismen pakket ind i et idealistisk sprog, der får støtte fra mennesker, som burde vide bedre.

Det er en advarsel, der kommer fra en af landets mest erfarne i kampen mod historieløshed og fanatisme – og en fast skribent her på Kontrast.

Læs Bent Blüdnikows kronik i Berlingske Tidende: Blekingegadebanden var brutal – men nutidens ekstremisme er langt mere maskeret og global | Berlingske