Det er en af de bidende kolde januarformiddage i Københavns absolutte centrum.
Ude foran Café Europa står digteren Emil Salzer. Iført hvid trenchcoat, hvide handsker og et stort gråt Gucci-tørklæde, der er slynget nonchalant over skulderen. Indenfor ryger kun handsker og tørklæde af. Jakken forbliver på under hele samtalen.
Han er venlig og imødekommende og skifter mellem at være nærværende og eftertænksomt forsvinde ind i sine egne tanker. Han vejer sine ord, før de fremføres og siges højt. Barndommen i Randers kan tydeligt høres i hans talte melodi.
Der er én sætning, han vender tilbage til igen og igen i vores samtale - nærmest stædigt og dogmatisk: ”Vi lever i et demokrati. Og det betyder, at vi har brug for så mange perspektiver som muligt for at træffe bedst mulige beslutninger.”
Han siger det, som var det indøvet. Og alligevel ment fra hjertets dybde.
Vi bevæger os hurtigt ind på emner, som han kalder skamhumanismen og det woke-feministiske idésæt. De er ifølge den unge digter skræddersyet til at udskamme, udgrænse og i sidste ende cancelle.
”Den hvide, ciskønnede mand bliver fremstillet som ond, hvis han ikke mener, at der findes 150 køn,” siger Emil Salzer overbevist og tilføjer: ”Det er uhensigtsmæssigt”.
Det bliver begyndelsen på en samtale om cancel culture, fornægtelse og prisen ved at stille sig på kant med herskende narrativer.
Temaer, der også danner rammen om et arrangement, som Kontrast står for i samarbejde med Blå Bar den 29. januar kl. 19:00, hvor Emil Salzer vil dele erfaringer og refleksioner – og læse op af egne værker. Arrangementet holdes på Musen & Elefanten i Vestergade i København.
”Det var et kald”
Lige udenfor Café Europa - dér hvor vi under interviewet sidder foroverbøjet over sort te og smørrebrød - på Højbro Plads stod Emil Salzer for blot en måned siden og reciterede et digt om koranklodser, julemarkeder og terror. Digtet hedder “ Når terror tænder julen”.
Og jeg bliver nysgerrig: hvornår blev islam et vigtigt tema for Emil Salzer? Hvornår gik kritikken fra at være en personlig holdning til noget, der må siges og reciteres højt - for eksempel midt i København?
Svaret ligger i et konkret møde med en ung kvinde. For tilbage under corona bliver den unge digter kontaktet af en kvindelig studerende, der gerne vil lave en opgave om hans poesi. Hun er fra Saudi-Arabien, og i stedet for litteraturteori fortalte hun ham sin historie.
Hun er flygtet, for som Emil Salzer forklarer ”som kvinde i Saudi-Arabien er du alt andet end fri. Du skal undertrykke dig selv for at være i sikkerhed.”
Kvindens flugt fra Saudi-Arabien til Danmark har gjort et stort indtryk på Salzer. Jeg kan høre det i hans ord og måden, han fortæller om det med bestemthed og store øjne.
”Hvis hun blev fanget på sin flugt, ville de slå hende ihjel. Sandsynligvis torturere hende først”, forklarer digteren.
I dag lever hun i skjul i Danmark. Hendes familie leder stadig efter hende. Salzer holder blikket fast og slår over i en nærmest historiefortællende, dokumentaragtig tale og stemme med rynkede øjenbryn:
“Hendes sidste udveksling med sin familie var med hendes bror. Han sagde: ‘Du stikker af, fordi du vil være en luder. Og vi slår dig ihjel, når vi finder dig. Det vil være familiens største ære.’ Forestil dig, at det er de sidste ord, du udveksler med din familie? I hendes øjne så jeg millioner af kvinders lidelse. Jeg så ondskab. Jeg så ondskabens tentakler.”
Han konstaterer efter lang tids stilhed:
“Der må have været en mening med, at hun fortalte mig den historie. Det var et kald”.
Emil Salzer på Højbro Plads foran Christiansborg Slot. Foto: Viktoria Fuglsang Semenova. ZENIT AM-2 // KODAK GOLD 400 35MM.
Randers og realitetssans
Salzer er opvokset i Jennumparken i Randers.
“Der var fyldt med kosovo-albanske og bosniske krigsflygtninge. Der var hård indvandring. Og lige udenfor lå Hells Angels’ rockerborg.”
Jeg kan mærke, at det er vigtigt for Emil Salzer at understrege, at han fra en tidlig alder har haft mange etniske venner, som han kalder det. Hans kritik af eksempelvis det islamiske trossamfund kommer ikke af afstand - men af nærhed.
“Jeg har set, hvordan mange af mine MENAPT-venner fra tidligere blev tvunget til at skamme sig. De var forceret til at undertrykke i stedet for at udtrykke,” forklarer digteren.
Først senere begyndte mønstrene at samle sig for ham. Ikke mindst efter mødet med den saudiske kvinde.
“Når du først har set det, kan du ikke lade være med at se det igen.”
Han nævner barnebrude, æresvold og krisecentre.
“Vi ser jo, at mellem 80 og 90 procent af beboerne på de mest topsikrede krisecentre i Danmark har rødder i Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet.”
Han tilføjer: “Og alligevel bliver det mødt med benægtelse i Danmark. Fordi det er ubelejligt.”
Salzers projekt
Jeg spørger ind til, hvad det er, Emil gerne vil. Er hans projekt politisk? Filosofisk? Poetisk?
“I min kunst ser du min filosofi. Og i min filosofi ser du min poesi,” forklarer digteren.
Og han insisterer særligt på én ting: Kunsten skal have lov til at være politisk.
“Jeg er trist over, at vi er et sted, hvor kunsten ikke længere har den frihed, den bør have.”
Han fortæller advarende: “Poesien er den fattige mands sværd. Hvis vi erstatter det med et papsværd af korrekthedsfrygt, så står kunstens kraft uden potens.”
Prisen for at stå udenfor
At stille sig uden for det herskende narrativ er ikke uden omkostninger. Det ved Emil Salzer.
Når et kulturelt narrativ først har vundet fodfæste, forklarer han, belønnes man socialt for at gentage det - og får samtidig mandat til at udskamme dem, der afviger.
“Du får autoriteten til at pege på dissidenterne og sige, at de ikke er okay,” fortæller digteren og fortsætter: “For at det kan fungere, skal fornægtelsen være intakt.”
Under corona mærkede han fornægtelsen på egen krop. Her skrev han digtet Neger – et digt, han selv betegner som ”nok Danmarkshistoriens mest cancellede digt”. Det blev fjernet fra sociale medier, nægtet adgang til poesiscener og bandlyst fra digitale platforme, sågar Google Drive sendte en notifikation om “misbrug af platformen” og fjernede digtet.
Også i et kommunalt finansieret poesiprojekt i Gentofte kommune stødte han på grænsen for den såkaldte frisindede kunst. Hans digt Fjerde Bølge – en kritisk refleksion over woke-feminismens dogmer – blev fjernet med henvisning til hadtale.
“Ifølge dem var det diskriminerende, fordi digtet skildrer et kønsskifte som et middel til at opnå privilegier. Men hvis vi ikke må portrættere fænomener, der faktisk forekommer i virkeligheden, hvor står ytringsfriheden så?” spørger han og ryster let på hovedet.
Den episode har Kontrast beskrevet tidligere i en artikel af Anne-Marie Vestergaard.
Fremtidens kapløb
Salzer er ikke profet. Han har ingen plan. Men observerer sin tid.
“Jeg ser både mere splittelse og flere nuancer på samme tid.”
To bevægelser, der eksisterer og accelererer parallelt.
“Det er et kapløb”, konstaterer han, hvortil jeg som interviewer spørger: Hvem eller hvad når målstregen først?
Han tøver og svarer: “Ideelt set medmenneskeligheden.”
Men realismen trækker i ham.
“Historisk ved vi, at når islam får fodfæste, vil den have mere islam. Det er en ekspanderende ideologi. Og vi ved også noget andet: Når europæeren bliver trængt op i en krog, så bliver europæeren konsekvent,” udtaler digteren.
Han siger det uden triumf og vrede. Og konstaterer afslutningsvis:
“Ideelt håber jeg, at medmenneskeligheden reducerer blodets mængde.”
En lang tænkepause finder sted.
“Men man må håbe, indtil håbet er ude.”
