I et hjørne af dansk lovgivning findes en paragraf, som diskriminerer på køn. Den paragraf er servicelovens § 109. Paragraffen regulerer borgeres ret til hjælp i tilfælde af samlivsvold og er entydig i sin kommunikation: Får du tæsk af din partner, er det dit køn, der afgør, om du har ret til hjælp af din kommune. Er du kvinde, skal kommunen hjælpe dig. Er du mand, skal den ikke.

Den åbenlyse kønsdiskrimination i servicelovens § 109 har gentagne gange været diskuteret. Så sent som i 2016 fremsatte Dansk Folkeparti et beslutningsforslag for at få paragraffen ændret, men uden held. Den politiske opbakning fra Folketingets øvrige partier var ikke tilstrækkelig, og paragraffen forblev uændret.

Det er ellers ikke, fordi det ville være svært at fjerne diskriminationen fra servicelovens § 109. Paragraffen bruger ensidigt ordene »kvinden« og »moderen« samt disses afledte former. Ændrer man dem til »borgeren« og »forælderen«, vil kønsdiskriminationen forsvinde. Den del af affæren kan ordnes på et minut med søg-og-erstat i et tekstbehandlingsprogram.

Så let er det imidlertid ikke, for problemet er ikke teknisk, men politisk. Trods stor enighed om, at ligestilling er en dansk kerneværdi, er det indtil nu ikke lykkedes nogen at samle flertal for at ændre paragraffen.

Borgerlig tilslutning

Diskussionen om servicelovens § 109 er dog ikke forbi. Nye Borgerlige fremsatte 9. februar et beslutningsforslag, som skal kønsneutralisere paragraffen, så retten til hjælp i tilfælde af samlivsvold ikke længere er betinget af den voldsudsattes køn, men gælder alle borgere.

Svarene fra de øvrige partiers ligestillingsordfører efter en rundsending af forslaget, inden det blev fremsat, tegner et ikke overraskende billede: De borgerlige partier er i overvejende grad for en kønsneutralisering af paragraffen, Radikale Venstre befinder sig på midten, og de venstreorienterede partier er de mest skeptiske. Svarvilligheden var dog klart størst blandt de borgerlige partier, hvorfor det er usikkert, hvad Enhedslisten, Alternativet og Socialdemokraterne mener om kønsneutralisering af paragraffen og Nye Borgerliges forslag. 

Hverken ligestillingsministeren, Peter Hummelgaard Thomsen (S), Socialdemokratiets ligestillingsordfører, Lars Aslan Rasmussen, eller socialministeren, Astrid Krag (S), ønskede at stille op til interview om kønsneutralisering af servicelovens § 109, men de borgerlige partier var anderledes tilgængelige. Det Konservative Folkepartis ligestillingsordfører, Birgitte Bergman meddeler i et skriftligt svar:

“I Det Konservative Folkeparti har vi også fokus på mændene og ligestillingen, derfor ser jeg også god grund til, at vi stemmer for en opdatering af serviceloven”, og Dansk Folkepartis ditto Liselott Blixt erklærer sig “helt enig” med forslaget.

Fungerende ligestillingsordfører i Liberal Alliance Henrik Dahl oplyser, at partiet umiddelbart er for en ændring, men ønsker at kende finansieringen af det “omkostningskrævende forslag”, før man tager endelig stilling.

Samme holdning har man hos Venstre, hvis ligestillingsordfører, Fatma Øktem, svarer: “I Venstre er vi positive overfor, at mænd tilbydes samme rettigheder som kvinder i forhold til servicelovens § 109.” Ligesom Henrik Dahl ønsker Fatma Øktem dog svar på en række finansieringsspørgsmål, inden hun erklærer sin støtte.

Tilsvarende overvejelser gør man sig hos Radikale Venstre, hvor man dog er mere uafklarede i forhold til at kønsneutralisere paragraffen. Ifølge partiets ligestillingsordfører, Samira Nawa, er Radikale Venstre enig i, at retten til hjælp ikke skal forbeholdes kvinder, men usikre på, om en kønsneutralisering af § 109 er den rette metode.

“Paragraf 109 er den eneste paragraf i serviceloven, som er målrettet ét biologisk køn. I en tid, hvor det ikke er alle, der opererer med biologiske køn, kan det godt synes forældet. I Radikale Venstre mener vi, at man skal kunne opnå hjælp, hvis man udsættes for vold eller trusler om vold, uanset hvem man er, og hvilket køn man har,” siger Samira Nawa.

Hun forklarer, at partiet dog ikke er afklarede i forhold til, om mænd skal have deres egen paragraf i serviceloven, eller om det er kønsbegrebet i § 109, der skal opløses.

“Men vi er helt enige i hensigten. Uanset hvilket køn man har, skal man kunne opnå hjælp. Og det er mystisk at have en paragraf, der er målrettet ét køn,” tilføjer hun.

I forhold til Nye Borgerliges beslutningsforslag ønsker Radikale Venstre at opsøge informationer fra relevante organisationer og ministeriet, inden partiet tager stilling.

Hos SF er man derimod ikke sikker på, at kønsneutralisering af servicelovens § 109 er en god idé.

“Alle, som har behov for det, skal have hjælp, men det er ikke nødvendigvis smart at slå paragrafferne sammen,” mener partiets ligestillingsordfører, Astrid Carøe, og henviser dermed til servicelovens § 110, den såkaldte ’herbergsparagraf’, som de nuværende mandekrisecentre opererer under.

Hos SF mener man ikke, at der skal mangle pladser, men samtidig er man ikke sikker på, at den rigtige løsning er at flytte mandekrisecentrene fra § 110 til § 109, oplyser ordføreren.

§ 110 er modsat § 109 ikke forbeholdt ét køn og indeholder heller ikke de samme bestemmelser. § 110 er således ikke »§ 109 for mænd«. Der er forskel på, hvad kvindekrisecentrene, som fungerer under § 109, kan tilbyde deres brugere, og hvad mandekrisecentrene, som fungerer under § 110, kan tilbyde deres.

Mandekrisecentre: Kønsneutralisér paragraffen

Netop mandekrisecentrene er centrale i diskussionen om at kønsneutralisere servicelovens § 109. Det er dem og deres brugere, der vil blive berørt, hvis paragraffen ændres. Principielt kan de fleste se det rimelige i, at dansk lovgivning ikke skal tildele rettigheder på basis af køn, men hvordan vil en ændring påvirke arbejdet på mandekrisecentrene? Er de interesserede i en kønsneutralisering af paragraffen, eller foretrækker de den nuværende model, hvor de fungerer under § 110?

Det spørgsmål har konstitueret direktør for Mandecentret, Jacob Astrup, et klart svar på. Mandecentret har seks afdelinger i Danmark, fire i Jylland, en på Fyn og en i København, og for Jacob Astrup er der ingen tvivl: Paragraffen skal kønsneutraliseres.

“Helt entydigt mener vi, at den skal ændres, så den gælder alle mennesker. Det bør være en bestemmelse, som går på, at voldsudsatte mennesker har ret til hjælp,” siger Jacob Astrup.

Direktøren forklarer, at Mandecentret i dag via en godkendelse efter herbergsbestemmelsen kan tilbyde sine brugere løsninger, der i nogen grad minder om dem, centrene ville kunne tilbyde under § 109, men at en kønsneutralisering af paragraffen vil være langt at foretrække.

“Vi har i mange år mødt stor velvilje og opbakning både hos politikere og myndigheder. Socialtilsynet har hjulpet os med at få en tilladelse, som kommer langt hen i retning af § 109. Så i dag kan vi give mændene et tilbud, som er rigtig godt og rigtig kvalificeret, og som på mange måder minder om det, man kan efter §109. Der mangler noget i forhold til børn, psykologhjælp og en koordinerende sagsbehandler. Det er de store hurdler," forklarer Jacob Astrup.

Hvad angår børnene, betyder kønsdiskriminationen i § 109, at børn, som er i følgeskab med en samlivsvoldsramt far, ikke kan få psykologhjælp. Det kan kun børn i følgeskab med en samlivsvoldsramt mor. Hvad angår psykologhjælpen til samlivsvoldsofrene, blev der i november indgået aftale om at etablere en forsøgsordning, så mandlige samlivsvoldsofre får ret til op til 10 timers psykologhjælp på lige fod med kvindelige samlivsvoldsofre. Det skete, efter socialminister Astrid Krag i juni havde afvist at give mandlige samlivsvoldsofre samme ret som kvindelige, da hun stod i spidsen for indførelsen af retten til 10 timers psykologhjælp til kvinder på krisecentre. Især Venstre og Dansk Folkeparti pressede på for forsøgsordningen, efter de forgæves havde forsøgt at få ministeren til at inkludere mandlige samlivsvoldsofre i den ordning, der blev vedtaget i juni.

Hos Mandecentret anerkender man, at forsøgsordningen er bedre end ingenting. Man ville dog foretrække en permanent løsning. Forsøgsordninger er midlertidige, men det er behovet ikke, påpeger Jacob Astrup.

“Hos Mandecentret betragter vi forsøgsordningen som et skridt i den rigtige retning. Det er dog lidt ærgerligt, at det skal gennemføres som en midlertidig forsøgsordning og ikke som en generel sikring af samme hjælp til alle voldsudsatte,” mener han.

Et opgør med kvinden med kagerullen

Fordi den kun er en forsøgsordning, bliver psykologhjælpen endnu et stykke af det store tæppe, Mandecentret skal sy sammen for at komme så tæt på § 109, som det kan lade sig gøre, når man ikke hører under paragraffen. Men Mandecentrets ønske om en kønsneutralisering skyldes ikke kun, at det ville gøre arbejdet lettere og bedre. Det handler også om det principielle.

Ifølge en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2017 udgør mænd hvert tredje offer for fysisk samlivsvold. 38.000 kvinder og 19.000 mænd får hvert år tæsk af deres partner, og for Jacob Astrup og Mandecentret vil en kønsneutralisering af § 109 foruden den praktiske betydning for Mandecentrets drift have en afgørende symbolsk betydning, fordi den vil sende et utvetydigt signal om, at mænd også udsættes for vold i nære relationer.

“Det, at § 109 er forbeholdt kvinder, er med til at fastholde en fortælling om, at vold mod mænd ikke er lige så slemt som vold mod kvinder. Det anerkendes ikke på samme måde. Og det kan vi mærke på de mænd, vi møder. De er præget af det samfundssyn. De er præget af den opfattelse, at kvinder, der udsættes for samlivsvold er ofre, mens mænd, der udsættes for samlivsvold, er tabere. Kvinder bliver mødt med sympati. Mænd bliver mødt med fnisen og undren,” siger Jacob Astrup.

“Det er meget, meget skadeligt for mændene, for det gør, at de ikke søger hjælp. De oplever at være fuldstændig alene. Når de kommer til os, bliver mange af dem overraskede over, at der er andre. At det her faktisk er et almindeligt, anerkendt problem. At der er mange mænd, der udsættes for partnervold af deres kvindelige partner. Så for os er det beskæmmende, at § 109 er, som den er. Den fastholder en fortælling, som er usund, og som ikke er rigtig,” uddyber han.

"Det, der gør ondt på os, det er fortællingen om kvinden med kagerullen. Vold mod mænd har altid eksisteret, men det har været noget, man har grinet ad. En kønsneutralisering af § 109 ville være et krystalklart signal til kvinden med kagerullen om, at det, hun gør, ikke er i orden. At den vold, hun udsætter sin mand for, ikke er i orden," fortsætter Jacob Astrup.

"Vores lovgivning skal afspejle, at alle mennesker har ret til et liv uden vold. Det gør den ikke i dag," afslutter han.