Golda Meir blev født den 3. maj 1898 i Kiev, Ukraine, som dengang var en del af det russiske imperium. Hun voksede op i en tid præget af antisemitisme og økonomiske vanskeligheder.
I Kiev oplevede Golda og hendes familie flere former for antisemitisme, som prægede deres dagligdag. Der var ofte fjendtlige udtalelser rettet mod jøder, og voldelige pogromer var en realitet, der skabte en atmosfære af frygt og usikkerhed.
Emigration til USA
Oplevelserne fik en dyb indvirkning på Golda, og antisemitismen i det russiske kejserrige var en af de afgørende faktorer, der førte til familiens beslutning om at emigrere til USA i 1906.
I Milwaukee, Wisconsin, søgte familien et bedre liv. Golda tilpassede sig hurtigt sit nye hjemland og udmærkede sig i skolen, hvor hendes lederskabsevner begyndte at tage form.
Zionismen
Goldas interesse for zionismen blev vækket i hendes ungdom, da hun blev aktiv i jødiske ungdomsorganisationer, der støttede oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.
Her mødte hun også sin fremtidige mand, Morris Meyerson. 1921 besluttede de at flytte til Palæstina, hvor de sluttede sig til kibbutzen Merhavia. Livet i kibbutzen var hårdt, men det styrkede hendes beslutsomhed og engagement i den zionistiske sag.
Politisk opstigning
Goldas politiske karriere begyndte for alvor i 1928, da hun blev valgt til sekretær for Arbel-komiteen, en position, der førte hende til flere prominente roller inden for den zionistiske bevægelse.
Arbel-komiteen var ansvarlig for at organisere og lede kvinders arbejde i den zionistiske bevægelse og spillede en central rolle i at integrere kvinder i forskellige sociale og økonomiske aktiviteter i det jødiske samfund i Palæstina.
Hendes evner som leder og diplomat blev hurtigt anerkendt, og hun blev en af de få kvinder i toppen af den politiske scene i det britiske mandat Palæstina.
Minister og diplomat
Efter oprettelsen af staten Israel i 1948 blev Golda Meir udnævnt til arbejdsminister i David Ben-Gurions regering.
Hun spillede en afgørende rolle i at etablere landets arbejdsmarkedspolitik og var kendt for sin kompromisløse arbejdsstil.
I 1956 blev hun udenrigsminister, hvor hun arbejdede for at styrke Israels internationale relationer og sikre støtte fra vigtige allierede.
Premierminister i en krisetid
I 1969, efter Levi Eshkols død, blev Golda Meir Israels fjerde premierminister og den første kvinde på posten. Hendes tid som premierminister var præget af store begivenheder, herunder Yom Kippur-krigen i 1973. Selvom hendes regering blev kritiseret for ikke at have forudset angrebet og mobiliseret hæren tidsnok, viste hun ukuelig styrke og lederskab i en kritisk periode for nationen, og krigen blev vundet.
Afsked og eftermæle
Efter Yom Kippur-krigen trådte Golda Meir tilbage som premierminister i 1974. Hun var på det tidspunkt syg af kræft. Hendes tid i embedet havde efterladt dybe spor i det israelske samfund og politik. Hun fortsatte med at være en indflydelsesrig figur indtil sin død i 1978.
