Der findes en ny religion i tiden. Den har dogmer, ritualer, moralsk opdragelse og en profeti om verdens ende – og den går under navnet klimabevidsthed. Det moderne klimamenneske går ikke bare op i bæredygtighed – det bekender sig til den.
Klimamenneskets bekender sig til en skabelsesberetning (industrialisering), en dommedagsprofeti (en planet i flammer), og en personlig frelsesvej (vegetarisk kost, tog frem for fly, tøj af hamp og genbrug).
Dogmerne er: Du må ikke spise kød. Du må ikke flyve. Du må ikke eje nyt tøj.
De hellige skrifter: IPCC-rapporter, Greta Thunbergs taler, klimaberegnere.
Synden er individuel: Du fløj = du syndede.
Frelsen er adfærdsmæssig: Du droppede flyet = du rensede dig.
Sakramenterne består af: Sortering af affald, klimakompensation, CO₂-aflad.
Den performative dyrkelse
Klimamennesket er stærkt i sin tro og handler ikke rationelt, men bekender sig til rationalismen.
Klimamennesket tror ikke – det ved. Det handler ikke i troens håb, men i regnearkets evangelium. Det lever i en præ-kristen verden, hvor sandhed er rituel og synlig, ikke indre og personlig.
Kristendommens introspektive tradition indførte troen som begreb — ikke som ydre ritual, men som et indre forhold til Gud, formet af samvittighed og sjælelig stillingtagen: din tro.
Klimareligionen dyrkes performativt – ikke som et indre trosforhold, men som en række synlige, rituelle handlinger: ofringer, mission og moralsk bekendelse.
Klimamenneskets moralske profil plejes, deles, kommenteres og evalueres. Det handler ikke blot om at leve rigtigt — men om at blive set, som én der lever rigtigt. Det er moralsk branding, en slags digital askese:
Se, hvor lidt jeg flyver - og hvor meget jeg føler. Det moderne klimamenneske lever med samvittighedens lys tændt — ikke i sjælen, men på skærmen.
Korrekthed som social valuta
Klimamennesket bekender sin livsstil med stor omhu. “Jeg tog toget.” “Jeg spiser plantebaseret.” “Jeg har ikke købt nyt tøj i to år.” Hver sætning er en moralsk markering — en offentlig trosbekendelse, formuleret som hverdagsvalg.
Det er ikke bare korrekthed, det er korrekthed som social valuta. De mest fromme fører klimaregnskaber og kompenserer flyrejser. CO₂-beregnerne fungerer som moderne skriftemål og kompensationen som aflad.
Forbruget skrives op, og samvittigheden korrigeres. Og når regnskabet er gjort op og kompensationen betalt, deles frelsen i story-format med et grønt hjerte påklistret.
Den uhæmmede klima-missionær
Klimamenneskets missionerende praksis kender ingen afgrænsning, fordi den ikke ser sig selv som religiøs. Der er ingen steder klimamennesket finder det upassende at missionere. På arbejdspladsen til fødselsdagsfesten og i skolen. Livsstil, madvaner og forbrugeradfærd kommenteres insisterende.
Det er ikke prædiken – det er bare “omsorg”, “ansvarlighed”, “engagement”. Kommentaren falder med naturlighed: “Skal du virkelig spise kød?” – “Flyver du til Barcelona? Vi prøver altså at undgå det.” Her bliver privatsfæren perforeret af en frelseslogik, som ikke anerkender, at noget kan være privat og uvedkommende.
Det er ikke forkyndelse som valgfri samtale – det er social korrektion pakket ind i den højeste intention. Klimamennesket føler sig ikke fanatisk – det føler sig ansvarligt. Og netop derfor breder det sig ind i alle relationelle rum uden kvababbelser.
Moralen er ikke genstand for diskussion – den formidles, som var den en ny naturlov. Man har ikke bare lov til at leve klimakorrekt. Man får moralsk ansvar for at korrigere andres fejltrin.
En religion uden håb
Hvad der er globalt og strukturelt, gøres lokalt og individuelt. Når individet gøres til et globalt ansvarligt væsen, som ved egen levevis kan redde planeten – bliver klimapolitik til narcissistisk spiritualitet. Ved at ophøje egen korrekthed som redning for verden, sætter man sig selv i centrum:
"Verden er afhængig af mig og min korrekthed" - klimamennesket kigger ind i stedet for ud og op.
Det er en religion uden håb om det hinsides men med profeti om snarlig dommedag - som Jehovas vidner uden Guds rige. Der findes ikke håbet om evig frelse, om nåde, men en udsættelse af verdens undergang, betinget af individets korrekthed.
Du skal handle moralsk — ikke fordi du bliver frelst, men for at verden måske undgår at brænde. Det er ikke troens håb, det er moralsk panik i skyggen af kalkuleret dommedag. Det er ikke troen på noget større. Det er frygten for noget værre. “Dommedag kommer stadig — men det bliver din skyld, hvis den gør.” Individet gøres til kosmisk ansvarligt, men får intet håb i retur.
Intet bliver tilgivet. Alt bliver registreret.
