Matthias Bjørnlund har talt med professor Erec Smith, der er formand for forummet Free Black Thought, som er et forum, der skal løfte sorte stemmer i debatten, der ikke taler ud fra det sædvanlige, identitetspolitisk farvede narrativ. Smith er også direktør for The Mutual Persuasion Project, der forsøger at bygge bro til diskussioner på tværs af forskelligheder.
Erec Smith, du er blevet kaldt den anti-antiracistiske retoriker. Hvad betyder det?
For mig betyder “anti-antiracist” at være imod den nutidige version af antiracisme, der er gennemsyret af critical social justice theory [en som oftest aktivistisk akademisk disciplin, der sigter mod at identificere, analysere og nedbryde angiveligt undertrykkende strukturer i samfundet, red.], og som afgjort er illiberal i sin natur.
I modsætning til borgerrettighedsbevægelsen i Amerika i 1960’erne, så afviser denne nye udgave af antiracismen den klassiske liberalismes værdier, f.eks. lighed for loven, ytringsfrihed, individualisme, privat ejendomsret, etc.
Jeg tror dog på, at de fleste amerikanere, uanset race, foretrækker den klassisk liberale antiracisme, der fremførte, at problemet med Amerika ikke var de ovennævnte værdier, men at sorte amerikanere var forhindrede i at få udbytte af dem. Uheldigvis ligger det i den nuværende antiracismes natur at censurere flertallet og tvinge dem til tavshed, hvilket skaber en illusion om konsensus.
Hvilke oplevelser ledte dig frem til den konklusion?
Jeg har altid haft en klassisk liberal tilgang til racerelationer, faktisk lige siden jeg var barn. Jeg brød mig ikke om idéen om at skulle handle på en bestemt måde på grund af min hudfarve, og jeg troede ikke på, at nogen gruppe var overlegen i forhold til andre grupper. Det observerede jeg, da jeg voksede op i et hvidt kvarter — de hvide børn var ikke bedre end jeg, og på nogle måder følte jeg mig moralsk (ikke racemæssigt) overlegen, fordi jeg ikke behøvede at såre eller skade andre for at få det bedre med mig selv.
Men jeg blev først anti-antiracist i 2019, efter jeg hørte hovedtalen ved Conference on College Composition and Communication, den største konference inden for mit felt. Hovedtaleren argumenterede for, at der lå en iboende racisme i at forvente, at sorte amerikanere skulle skrive “black English” [en dialekt, som tillægges sorte amerikanere, red.]. Ligesom det blev kaldt for racistisk at forvente, at sorte studerende skulle skrive standardiseret engelsk, angiveligt det hvide overherredømmes sprog.
Jeg besluttede mig for at gå på den mest fremtrædende (nu lukkede) mailliste inden for mit felt og udtrykke min bekymring over talerens budskab. Jeg spurgte, om det virkelig var bedst for vores studerende, særligt dem med minoritetsbaggrund, at dæmonisere standardiseret engelsk. Den hadske reaktion på både maillisten og de sociale medier åbnede mine øjne for, hvor ondskabsfuldt, krænkelsesparat og illiberalt feltet var, når det kom til race og retorik. Da var det jeg besluttede mig for at blive anti-antiracist.
Som sort har du oplevet racisme fra hvide, men også kritik fra andre sorte for ikke at være “sort nok”. Hvad tænker du om den dobbelthed?
De oplevelser lærte mig — utilsigtet, naturligvis — at forskellige grupper efterlever forskellige værdier, attituder og overbevisninger (hvad man normal kalder diskurser i mit felt), og de lærte mig, at to uens diskurser, der bliver anset for at være væsensforskellige i populærkulturen, sagde det samme til mig: “Hvor vover du at være lykkelig og have selvværd; ved du ikke, at du er sort.” De, der var præget af den hvide diskurs, udstødte mig for at tænke, at jeg var ligeværdig med dem; de, der var præget af den sorte diskurs, udstødte mig, fordi de mente at jeg tænkte, at jeg var bedre end dem. De grupper havde to forskellige måder retorisk at udtrykke det på og to forskellige værdisæt, men de ville begge holde mig tilbage.
I 2020 blev du så medstifter og formand for Free Black Thought. Hvad var baggrunden for det?
Da jeg I 2019 fortalte om mine oplevelser og delte mine tekster og videoer på nettet, mødte jeg et par ligesindede. Vi besluttede os for, at vi skulle samarbejde for at få pointeret, at ”race-essentialisme” — idéen om, at alle mennesker fra en bestemt race deler de samme holdninger og omstændigheder — var en fejltagelse fremført af politiske årsager eller af folk, der ikke vidste bedre. Vi blev enige om at skabe en hjemmeside, et tidsskrift og et kompendium baseret på klassiske liberale værdier om lighed, individualisme og ytringsfrihed, der fremhævede de sorte stemmer, der sjældent blev repræsenteret positivt i mainstream-medierne. Free Black Thought var født.
Pointen med Free Black Thought var at insistere på en universel humanisme, der insisterer på, at individer, uanset race eller køn, har ret til “ligheder”: værdighedslighed, lighed for loven; social lighed og politisk lighed. Det betyder, at man ikke skal tvinges til at blive defineret ud fra racemæssige stereotyper.
Din seneste bog, A Critique of Anti-Racism in Rhetoric and Composition: The Semblance of Empowerment fra 2020, blev skrevet og udgivet, lige inden George Floyd blev dræbt. Hvad er nøglebudskaberne i bogen, og hvad ville du eventuelt ændre i en andenudgave i lyset af de seneste tre års begivenheder?
Jeg skrev bogen for at vise, hvor umyndiggørende den antiracistiske pædagogik er i sin natur, og at sort hjælpeløshed bliver udråbt som en slags dyd. Hvis medlemmer af Ku Klux Klan blev sat i spidsen for undervisningsministeriet eller skolernes læseplan ville de formentlig producere noget, der minder ret meget om antiracistisk pædagogik. I sidste ende argumenterer jeg for, at sorte studerende og sorte i almindelighed er meget stærkere, end vor tids offerfortælling får dem til at virke.
I en andenudgave af bogen kunne jeg grave dybere efter oprindelsen til antiracistisk pædagogik i retorik og tekstskrivning. Ideelt ville det være materiale til en helt ny bog, men det tror jeg ikke, jeg har tid til lige nu. Jeg ville også inkorporere Free Black Thought og Mutual Persuasion Project som institutionelle alternativer, der virkelig gør de studerende til handlende individer og går imod race-essentialismen i tidens antiracistiske pædagogik.
Hvorfor mener du, at tidens tendenser er så farlige for den frie meningsudveksling?
Et stort problem er, at i en “critical social justice”-optik kan der ganske enkelt ikke eksistere samtale i god tro mellem mennesker, der ikke er i besiddelse af samme mængde magt. Men en sådan holdning er ikke forenelig med et pluralistisk og borgerstyret demokrati. For dermed insisteres der på, at personen, der formodes at besidde et ufortjent privilegium, blot skal lytte og som regel helt tie stille.
Hvad mere er, så insisterer de mennesker, der besidder denne holdning, på, at en anmodning om en samtale i god tro fra en repræsentant for hegemonien [den dominerende elite, for eksempel hvide mænd, red.] er et trick for at opretholde undertrykkelse og hvid overlegenhed.
Ikke alle, der kan regnes for “woke”, er fortalere for denne holdning. Nogle af dem undgår helt at engagere sig i idéernes markedsplads, fordi det kan udvikle sig til, hvad de ville kalde en diskussion eller dialog. Med liden eller ingen tro på egne defensive evner, det vil sige tro på, at man kan forsvare sine pointer gennem tillærte retoriske færdigheder, så vil disse mennesker helst undgå dialog — noget, de per definition vil se som konfrontatorisk—eller endda gøre dem tavse, der ønsker en dialog.
Som jeg ser det, er det budskab, som du og Free Black Thought sender ud, derimod meget positivt og ”empowering”. I inkluderer ikke-sorte i jeres organisation. I lægger vægt på, at sorte mennesker kan have lige så mange og forskellige holdninger som alle andre. I går imod stammetænkning og identitetspolitik. I er passionerede forkæmpere for ytringsfrihed, meritokrati, nuancer, åben debat osv. Hvordan skete det, at vi nåede til et sted, hvor så mange i USA og resten af den vestlige verden ser det som kontroversielt?
Det skyldes tillært hjælpeløshed, som er et nuanceret emne. En måde at forklare det på er at referere til kritisk teori, mere specifikt den tysk-amerikanske filosof og sociolog Herbert Marcuse og ønsket om at bruge sortes elendighed til at retfærdiggøre omvæltningen af kapitalismen. Marcuse vidste, at glade og succesrige mennesker ikke gør oprør. Hvorfor skulle de?
Mennesker skal ifølge ham overbevises om, at de er elendige. De skal forsynes med én optik at se verden igennem, og den optik skal være farvet af negativ følelsesfuldhed, pessimisme og foragt. Så for at skabe revolutionære ville det være en god idé at finde den slags mennesker, som Marcuse beskriver, og, hvis man ikke kan finde nok af dem, overbevise eller fejluddanne folk, indtil de passer til beskrivelsen.
Jeg kender en professor og administrator inden for retorik, som basalt set indrømmer denne strategi. Hvis han uddannede sine studerende til at blive tilfredse og succesrige, ville det blot opretholde status quo. Hvis de studerende derimod kan overbevises om, at den viden, der er nødvendig for at opnå tilfredshed og succes, er fundamentalt ond, så kan han skabe revolutionære, særligt når disse studerende indtræder i arbejdsstyrken som utilpassede i samfundet, som de lever i.
Hvad er din og Free Black Thoughts holdning eller holdninger til den seneste højesteretsdom vedrørende affirmative action, det vil sige “positiv særbehandling” af minoriteter?
Jeg kan kun tale for mig selv. Medstifterne af Free Black Thought eksemplificerer holdningsdiversitet, så selvom jeg formoder, de er enige med mig på disse punkter, vil jeg ikke tale på deres vegne.
Jeg er okay med dommen, der afskaffer positiv særbehandling. Jeg bliver mindet om Frederick Douglass’ [en sort amerikansk borgerrettighedsforkæmper fra det 19. århundrede, red.] slagord “Lad dem falde”, med reference til de nyligt frigivne slaver i talen What the Black Man Wants. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, men den lærer hende også handlekraft. Når almisserne tørrer ud og krykkerne er helt væk, bliver grupper eller personer enten selvhjulpne eller, som Douglass ville udtrykke det, så falder de. Afskaffelsen af affirmative action kan meget konkret blive en bemyndigende begivenhed.
Skal vi “afkolonisere” universiteternes læseplaner i forhold til forfattere og indhold?
Hvis du med “afkolonisere” mener at gøre eurocentriske forfattere mindre centrale og inkludere ikkevestlige forfattere, så er jeg tilhænger. Hvis du derimod mener, at hvide forfattere skal fjernes, bare fordi de er hvide, så er jeg modstander. Vi skal føje noget til snarere end at fjerne noget fra læseplanerne. Jeg tror overhovedet ikke på, at studerende kun skal læse forfattere, der ligner dem, eller læse om figurer af samme race eller med samme socioøkonomiske status.
Det er ligegyldigt, at der ikke er nogen sorte mennesker i Hamlet; det er en menneskelig historie, som mange kan relatere til. Som sort mand ser jeg mig selv mere i Hamlet-figuren end i Othello. Det betyder ikke. at jeg vil være hvid. Det betyder, at de udfordringer Hamlet havde — ubeslutsomheden og manglen på tillid til sine nærmeste — minder mig om mine egne oplevelser.
Lige da Free Black Thought blev dannet, var det en hjemmeside med et kompendium af heterodokse sorte tænkere. Så kom net-tidsskriftet og efterhånden ganske mange podcasts [hyperlink: https://freeblackthought.com/podcasts ]. Nu begynder det vel nærmest at ligne en tænketank. Hvad er næste skridt for dig og Free Black Thought?
Alt, hvad jeg kan sige for øjeblikket, er, at vi er kommet med i en paraplyorganisation kaldet The Institute for Liberal Values. Dette konsortium består af organisationer, der som Free Black Thought og Mutual Persuasion Project er baseret på klassiske liberale værdier. Det er et relativt nyt initiativ. Vi får se, hvad der sker.
