Artikel

Kan identitetspolitik blive et borgerligt trumfkort?

Kontrast spørger MF'erne Mads Fuglede og Henrik Dahl, om tidens woke tendenser kan bane vejen for et borgerligt comeback, som udlændingepolitik gjorde det tidligere.
Identitetspoitik som borgerlig værdikamp? Interview med Henrik Dahl, Mads Fuglede

Udgivet 12.4.21

Et nyt sæt af idéer udfordrer selve grundlaget for de vestlige demokratier ved at angribe deres bærende principper og idealer. Det er blevet et tema også for danske politikere, og med ét ord handler sagen om identitetspolitik. 

”Identitetspolitik handler om, at man på baggrund af et gruppetilhørsforhold hævder sig krænket. Krænkelsen er lige så vigtig som gruppetilhørsforholdet. Uden krænkelse er der ingen identitetspolitik. Så krænkelsen og påstanden om, at ens gruppe bliver forfordelt - hvad enten det så er på grund af hudfarve, seksualitet, tilknytning til arbejdsmarkedet, alder, køn, spisevaner osv. - er helt afgørende,” forklarer Anna Libak, udlandsredaktør for Weekendavisen, der har beskæftiget sig med emnet i bøger og den øvrige offentlige debat.

Tendensen startede på de amerikanske universiteter, særligt eliteuniversiteterne på øst- og vestkysten. Det spredte sig herfra til medierne og videre ud i erhvervslivet og resten af samfundet. Udviklingen tog fart i første halvdel af 10’erne og har i dag direkte indvirkning på alt fra uddannelsespolitikker til virksomheders ageren. Et aktuelt eksempel opstod, da to slides, som stammer fra et onlinekursus i ”antiracisme”, Coca-Cola angiveligt har anvendt, blev delt på sociale medier. På den ene stod: ”Prøv at være mindre hvid.”

Fra USA er identitetspolitikken kommet til Danmark og med den de holdninger, værdier og begreber, nogle kalder for ”woke”. Også her begyndte det på universiteterne og er i færd med at sprede sig til medier og andre institutioner.

Vi har set det i sin mere uskyldige form, når virksomheder har følt sig nødsaget til at ændre navnet på isen Kæmpe Eskimo. Vi har også set det i sin mere alvorlige form, når en velanskrevet forsker som professor i statskundskab Ole Wæver er blevet anklaget for at være racist. Der er et oprør i gang, som udfordrer, hvem vi er, og hvordan vi skal forstå verden. En ny værdikamp er startet, og det er politik på en anderledes måde.

”Det handler ikke bare om, at man har en identitet som medlem af en gruppe. Biavlerforeningen og Ældre Sagen fører normalt ikke identitetspolitik, selv om de repræsenterer en bestemt gruppes interesser. Det kan godt være, at man ikke specificerer, hvem skurkene er. Eller ikke hævder, at den gruppe, der profiterer, er bevidst om det. Men det handler om en anklage om krænket gruppetilhørsforhold, fremsat mod nogen, der profiterer på ens underordnede stilling. Derfor adskiller venstreorienteret identitetspolitik sig ikke fra højreorienteret identitetspolitik, bortset fra hvem gruppen er,” uddyber Anna Libak.

Men er diskussionen om identitetspolitik en del af vejen ud for de borgerlige partier, der samlet set ligger til stryg i meningsmålingerne? Eller er identitetspolitik snarere noget, de borgerlige gør klogt i at være forsigtige over for – en udfordring snarere end en mulighed? Kontrast sender det spørgsmål videre til borgerlige politikere.

Det handler ikke kun om is

Liberal Alliances Henrik Dahl er en af dem, der har markeret sig stærkest i diskussionen om identitetspolitik. I oktober 2020 udgav han bogen Den sociale konstruktion af uvirkeligheden, der handler om det, han kalder ”den moderne, anti-liberale identitetspolitik”. Han forholder sig løbende til den aktuelle debat om emnet i aviser og på sociale medier, senest i forbindelse med diskussionen om udviklingen på universiteterne.

”I forhold til de borgerliges forståelse af identitetspolitikken savner jeg, at man kommer tættere på den alvorlige del af den. Man bliver nødt til at trænge ned under det latterlige. Identitetspolitikken har manifestationer, som er latterlige, men den har også en mere dunkel agenda. Den består blandt andet i at ændre vores institutioner, herunder vores undervisningssystem, og i at skabe en radikal splittelse mellem mænd og kvinder, hvide og brune, unge og gamle, tykke og tynde og så videre. Den splittelsesdagsorden skal man være opmærksom på,” siger Henrik Dahl.

Med andre ord skal man ikke tro, at det er noget, man kan nøjes med at grine ad, når man læser artikler om eskimois, forlystelser og morgensang, mener Dahl, som senest har hæftet sig ved ’Repræsentationer af sorthed i ældre dansk kunst’ på pensum.

Henrik Dahl er dog ikke i tvivl om, at identitetspolitikken har strategisk potentiale fra borgerlig side.

”Hvis du ser på alle fem borgerlige partier, har vi ikke ret meget på vores fælles varelager, som kan trække vælgere over midten. Det havde vi i gamle dage med udlændingepolitikken.” 

Mens andre politikområder kom og gik, var diskussionen om indvandring og integration en fast bestanddel af den politiske debat og for de borgerlige partier en sikker vinder, når tingene spidsede til. Udlændingepolitikken var blå bloks spar fem, der kunne rydde bordet og give borgerligt flertal i Folketinget i det meste af to årtier. Sådan er det ikke mere. Socialdemokratiet har overtaget de borgerliges politik på udlændingeområdet. De holdninger, Nyrup i 1999 forudså aldrig ville blive stuerene, er blevet mainstream. Men der er stadig en kløft på identitetspolitik ifølge Henrik Dahl. 

”Der er masser af mennesker i Socialdemokratiet, som er totalt imod juridisk kønsskifte og synes, det er noget underligt noget. Jeg ved også, at der er folk højt oppe i SF, der synes, det er noget pjat, men som føler, at de af hensyn til sammenhængskraften i partiet er nødt til at spille med. Så hvis man helt kynisk ser på, hvilke sager der kan trække vælgere over midten, så er identitetspolitikken i den grad noget, vi skal dyrke,” siger han.

”Men vi skal væk fra Kæmpe Eskimoen, gøre vores hjemmearbejde og være kritiske over for social justice theory og alt, hvad det fører med sig.”

Et traditionelt vestligt had

Mads Fuglede, folketingsmedlem for Venstre, er enig med Henrik Dahl i, at identitetspolitikken skal tages alvorligt. Så alvorligt, siger Mads Fuglede, at det er farligt at betragte den som en mulighed for at stemmemaksimere.

”På den ene side kan man tænke, at når venstrefløjen begynder på noget, som er meget skørt, så er det en fordel, at de gør det. Det synspunkt kan jeg godt forstå. Men identitetspolitikken er så skadelig, at selv om man politisk sikkert kan høste nogle frugter på at stille sig op og sige ’det der er ikke det, vi går ind for’, så tror jeg, man skal huske, at identitetspolitikken er et opgør med oplysningstiden og er så destruktiv, at den vil præge samfundet. Man ser mange virksomheder bukke under for det. Det bliver en del af offentlige institutioner. Det er meget stærkt på universiteterne, især på humaniora. Det bliver rigtig svært bare kynisk at sige, at det er godt for os, der er imod identitetspolitikken, at vi har den som modspil. Det er de destruktive sider af identitetspolitikken alt for voldsomme til,” siger Mads Fuglede og uddyber:

”Identitetspolitikken er et ret traditionelt had til Vesten og alt, hvad Vesten har stået for, som er pakket ind i noget andet. Jeg tror ikke, der kommer noget som helst godt ud af det på noget som helst tidspunkt. Det er et angreb på historien, det er et angreb på kapitalismen, og det er et angreb på den såkaldte hvide mands privilegier. Og lige meget, hvor den breder sig, hærger den og ødelægger alt omkring sig. Den er så destruktiv, fordi den rummer den her ’cancel culture’, som betyder, at hvis man ikke er med på vognen, bliver man sagt op, eller ens produkter bliver ikke købt. Derfor vil identitetspolitikken også præge private virksomheder og andre institutioner. Alle, der ikke hopper med på bølgen, vil blive ramt af den.”

Men er det noget, I taler om bredt i partierne og på tværs af partierne – eller er det centreret på nogle få konkrete personer som dig, Henrik Dahl eller Morten Messerschmidt?

”Ja, vi har haft nogle debatter om det. Jeg synes, der har været en meget god forståelse blandt blå partier om, at det her kan vi ikke være med til. Jeg tror, det er et ret bredt borgerligt funderet synspunkt, at vi gerne vil være med til at diskutere nogle af de her ting,” siger han.

Idéen om at betragte identitetspolitikken som den næste værdikamp køber Mads Fuglede dog ikke.

”Man kan hævde, at man på venstrefløjen vil være internt uenige om nogle af de her ting, mens de borgerlige partier lettere kan være enige. Jeg tror, den politiske kamp skal bestå i at forsøge at få det her minimeret så meget som muligt herhjemme og så komme videre. Vi må håbe, vi kan finde nogle allierede, også på den anden fløj, som godt ved, at det her ikke er vejen frem,” siger han.

Så identitetspolitik er ikke noget, du ser som ”den næste udlændingepolitik” – det næste, der kan løfte den blå blok og skabe en platform for fremgang?

”Jeg har det lidt, som jeg har det med udlændingepolitik. Hvis man begynder at tænke det som noget, der bare er en mulighed for at stemmemaksimere og vise, hvem man er, så forstår man ikke, hvor alvorligt et anslag det er mod vores samfund. Det skal betragtes som det. Ikke som en politisk mulighed,” siger Mads Fuglede.

Politiske partier skal vel også tænke i, hvor de har muligheder? Det ene udelukker vel ikke det andet?

”Nej,” siger Mads Fuglede efter en tænkepause.

”Selvfølgelig gør det ikke det, og der vil sikkert også være nogle, der vil forsøge at bruge det i en mere politisk sammenhæng. Der vil bestemt også være borgerlige, der bare vil føre en borgerlig identitetspolitik, og det er lige så farligt og lige så åndssvagt.” 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter