Artikel

Forfatter: Borgerligt opgør med identitetspolitik er hysterisk og nytteløst

Løsningen på de borgerliges krise ligger ikke i en ideologisk kamp mod woke politik. I stedet for at blive sure over statuer og mexicanerhatte burde de borgerlige moderere sig og se fremad, mener forfatter og redaktør Esben Schjørring.
I sin bog om 'Værdikæmperne' har Esben Schjørring beskrevet den borgerlige værdikamp i årene 2001-2011. Det er på den baggrund, Kontrast spørger ind til det nye og sværere årti. Forfatterfoto fra Gyldendal.
I sin bog om 'Værdikæmperne' har Esben Schjørring beskrevet den borgerlige værdikamp i årene 2001-2011. Det er på den baggrund, Kontrast spørger ind til det nye og sværere årti. Forfatterfoto fra Gyldendal.

Udgivet 15.6.21

”Jeg synes, de borgerlige hele tiden viser sig at være i krise. Alt er krise i dem. De er i krise uden at ville ned i fundamentet og arbejde med det. De er så hidsige hele tiden,” siger Esben Schjørring i den anden ende af telefonen. Interviewet er kun lige gået i gang.

Esben Schjørring skrev sammen med Michael Jannerup bogen Værdikæmperne - slaget om danskernes sjæl, som udkom i 2018. Bogen analyserer den borgerlige værdikamp fra 2001 til 2011, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) stod i spidsen for. I dag er Schjørring magasinredaktør hos Altinget.

Kontrast taler med Esben Schjørring for at få hans vurdering af den borgerlige krise og idéen om at genstarte den borgerlige værdikamp gennem et ideologisk opgør med den venstreorienterede identitetspolitik. En idé, som blandt andre Henrik Dahl (LA) har gjort sig til talsmand for. 

Det står dog hurtigt klart, at det ikke er en idé, Esben Schjørring har tiltro til.

”Der er jo altid foregået alt mulig mærkeligt på universitetet. Er det virkelig nogle tanker på en lillebitte del af venstrefløjen, der skal være benzinen i den borgerlige motor?” spørger han retorisk.

Ifølge Esben Schjørring bør de borgerlige i stedet skele til socialdemokratiske ministre som Kaare Dybvad, Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaard, der alle har skrevet bøger om politik.

”Den form for arbejde står og venter på de borgerlige. At fortolke det borgerlige projekt. Det er det, vi går og spejder efter,” siger han.

Esben Schjørrings skepsis over for idéen om at lancere en ny værdikamp a la den, Fogh iværksatte i 00’erne, hviler på to iagttagelser. Dels er tiderne skiftet. Dels var værdikampen slet ikke den sejr for de borgerlige, som nogle af dem forestiller sig.

”Der var specielle grunde til, at tingene i 80’erne og 00’erne var, som de var. Selv hvis Jakob Ellemann-Jensen var Poul Schlüter, og Mette Frederiksen var Anker Jørgensen, så er tiden en anden. Vi er i en helt anden makroøkonomisk situation. It’s another game.”

Det samme gælder for Foghs storhedstid i 00’erne. Også den udfoldede sig under specifikke historiske omstændigheder, understreger Esben Schjørring.

”I 00’erne var situationen den, at Socialdemokratiet var i partnerskab med Radikale Venstre om udlændingepolitikken. Det kunne Fogh udnytte til at komme til magten i 10 år. Men den situation er der jo ikke mere. Socialdemokratiet har annammet det. Det game er også overstået,” siger han.

Hertil kommer spørgsmålet om, hvor gavnlig værdikampen i grunden var for de borgerlige.

”Hvad vandt man ved værdikampen? Hvilken pokal er det, de borgerlige mener, de har stående i skabet? Udenrigspolitikken? Næh. Kulturpolitikken? Heller ikke. Udlændingepolitikken? Ja, men er årsagen til den stramme udlændingepolitik egentlig ikke velfærdsstaten?”

Esben Schjørring peger på, at Dansk Folkeparti mistede 60 procent af sine vælgere på få måneder, da partiet sagde god for Socialdemokratiets udlændingepolitik.

”Er det ikke et eksempel på, at udlændingepolitik og velfærdsstatspolitik er to sider af samme sag? Jeg køber ikke idéen om, at de borgerlige kommer til at vinde valg på udlændingepolitik i al tid fremover. 12-15 procent af vælgerne tror på et crash mellem kristendom og islam. Resten er egentlig ikke så optaget af det. Ikke på den præmis,” siger Esben Schjørring.



“Så vigtigt er det simpelthen ikke”

Faktisk er udlændingepolitikken blevet en strategisk udfordring for de borgerlige, mener Esben Schjørring. Han henviser til en undersøgelse foretaget af Epinion for Altinget og DR, der viser, hvilke politikområder partiernes vælgere betragter som de vigtigste. 

Ifølge undersøgelsen mener 22 procent af de borgerlige vælgere, at udlændingepolitikken er det vigtigste politikområde, mens det samme blot gør sig gældende for 5 procent af de vælgere, der støtter en socialdemokratisk regering. 

En borgerlig leder, hvad enten han hedder Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape Poulsen, er dermed fanget i en vanskelig situation. Vægter han den stramme udlændingepolitik på bekostning af andre politikområder, tiltrækker han ingen nye vælgere. Vægter han andre politikområder på bekostning af den stramme udlændingepolitik, bliver kernevælgerne utilfredse. 

”For seks-syv år siden var udlændingepolitik det emne, vælgerne fandt vigtigst. I dag er det kun noget, borgerlige vælgere går op i. Derfor kan man ikke hive vælgerne hen over midten med udlændingepolitik længere,” siger Esben Schjørring.

Som interviewet skrider frem, bliver det klart, at Schjørrings analyse ikke kun handler om de borgerliges historie, problemer, strategier og beslutninger, men også om Esben Schjørrings opfattelse af identitetspolitik. 

Få emner giver anledning til større forskelle i vurderingerne. I den ene ende af spektret mener man, at identitetspolitik rummer et samfundsomvæltende potentiale. I den anden mener man, at identitetspolitik er en krusning på overfladen; et emne, som fylder meget mere i den offentlige debat, end det kan bære. Esben Schjørring tilhører den sidste gruppe.

”Jeg mener, det er det forkerte fokus at have. Skulle man ikke beskæftige sig med noget andet? Eksempelvis sammenhængen mellem globale værdikæder og samfundsøkonomien? Jeg ved godt, det første er lettere og giver flere likes på Facebook. Men så vigtigt er det simpelthen ikke,” siger Esben Schjørring.

Han mener, de borgerlige anvender deres ressourcer forkert.

”Hvorfor bruger man ikke sin intellektuelle og mentale energi på noget andet? Hvad med klimaet, hvad har man tænkt sig der? Hvad er de rigtige svar? Hvordan omsættes de til policy? Det har det borgerlige Danmark behov for. Det er ikke åbenlyst, at Socialdemokratiet skal have ejerskab til klimapolitikken. Overhovedet ikke,” siger Esben Schjørring.

En sådan tilgang ville ikke kun gavne politikudviklingen, men også skabe plads til en mere afslappet tilgang til identitetspolitik, mener han.

”Så kunne man trække lidt på skuldrene af den identitetspolitik, der foregår visse steder på Københavns Universitet, og sige: ’Jamen, sådan er det at være ung. Så bliver man optændt af alt muligt. Det kommer man nok over igen’,” siger Esben Schjørring, som heller ikke tror på, at tidens kamp mod politiserende forskning bliver et hit ud fra et strategisk perspektiv: 

“Forskningspolitik ligger meget lavt på vælgernes dagsorden, og selv om det giver mindelser om smagsdommerdebatten fra 00’erne, tror jeg ikke, at den brede befolkning oplever, at forskere giver dem mundkurv på via deres videnskabelige artikler. Eller fordærver ungdommen. Det er en meget perifer debat, som ironisk nok for især nationalkonservative i høj grad er import fra USA.”  

Heri ligger en advarsel om, at det ikke er gratis at overdrive identitetspolitikkens betydning. Bruger de borgerlige kræfterne på identitetspolitik, efterlader de politiske tomrum andre steder, som Socialdemokratiet ikke vil tøve med at udfylde.

”Nu skal vi kæmpe om statuer, mexicanerhatte og kulturel appropriation, siger de borgerlige. Hvis jeg var Socialdemokratiet, ville jeg tænke: ’Det gør I bare. Så laver vi andre samfundet herovre. For hvis jeres energi er der, så er den ikke her, og så er det ulig meget lettere for os at lave politik’, siger Esben Schjørring og vender tilbage til venstrefløjen og dens forfattere, også uden for Christiansborg:

”Tag Lars Olsen. Man lytter til Lars Olsen. Han er seriøs. Det kan godt være, han er socialdemokrat og venstreorienteret, men du kan ikke komme uden om det, han siger. Der er tal og evidens. Hvad svarer man til det? Så nytter det ikke noget at tale om mexicanerhatte til en fest ovre på jura og være helt rød i kammen over det. Det er uden for pladen.”



Borgerlighed som nederlagsfortælling 

Men hvis opgøret med den venstreorienterede identitetspolitik ikke rummer politisk potentiale for de borgerlige partier, hvad gør så? Lige nu ædes de blå op af interne konflikter, konstaterer Esben Schjørring: 

”Man ser tilbage på de gode dage i 00’erne. Man kæmper om de samme vælgere. Man stjæler politikere fra hinanden. Knivene er fremme internt. Sammenbrudstendenserne er 10-12 gamle, og nu er de kommet til fuldt udtryk. De borgerlige er først og fremmest oppe at slås med hinanden. Socialdemokraterne behøver næsten ikke stille op. På den måde er 20’erne et spejl af 00’erne. Dengang var det Socialdemokratiet, der kom op at skændes med sig selv og resten af venstrefløjen.”

Politisk er de borgerliges udfordring at integrere værdipolitik og fordelingspolitik, mener Esben Schjørring. Forenes de ikke, bliver projektet hult.

”Hvis man ikke kan tænke de ting sammen, tror jeg, man får svært ved at lave noget om. Det bliver hurtigt et tomt projekt. Kulturpolitikken dør hen. Det bliver et slag i luften, fordi man ikke vil forholde sig til, hvad personlig frihed er og ikke er klar til at sætte økonomi bag ordene,” siger han.

De borgerlige er desuden nødt til at formulere et positivt projekt, mener Schjørring. Det er ikke nok hele tiden at kritisere. Man skal også præsentere et alternativ.

”Dansk borgerlighed er først og fremmest en kritisk position. Det samler folk, der er kritiske over for velfærdsstaten. Men ser man på, hvad de ønsker i stedet, bliver det uklart. På den måde er det borgerlige en negativ position i Danmark. Man er imod velfærdsstaten og imod Socialdemokratiet. Men hvad er man for? Det er man ikke enige om.”

Esben Schjørring gentager, at de borgerlige bør udnytte tiden i opposition til at gentænke det borgerlige projekt, sådan som socialdemokraterne gentænkte deres i 10’erne. En del af det arbejde handler om at forstå, hvilken situation man er i, påpeger han. En forståelse, som muligvis vil gøre ondt.

”Hvis man skal være grov, så er Danmark jo et socialdemokratisk samfund. Socialdemokraterne vandt debatten om efterkrigstidens Danmark. ’Fremtidens Danmark’, som Jens Otto Krag kaldte det. Derfor er en del af den borgerlige fortælling en nederlagsfortælling. En del af den meget hidsige borgerlige debat skyldes det. Man siger noget meget voldsomt, fordi man et eller andet sted godt ved, at man har tabt. At det ikke kan laves om.” 

En stor del af den danske borgerlighed er således præget af forurettethed og bitterhed, og moderation som en borgerlig dyd er byttet ud med en hårdtslående, indimellem hysterisk debatform, mener Esben Schjørring og hæfter sig ved den nyligt afdøde tidligere statsminister Poul Schlüter (K), der sagde, at han “ikke var så konservativ, at det gjorde noget”.

“Hans pointe var, at hvis de borgerlige skal vinde valg og lave ting om, så skal de bruge stemmer fra folk, som ikke går rundt 24 timer i døgnet og tænker, at de er borgerlige. Hvis man går meget op i ideologi og at være forurettet og vred over KVINFO eller Sex & Samfund, så kommer man hurtigt til at være inde i en boble sammen med 200 andre inde på Facebook.”

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter