Nutiden kender nok Søren Krarup bedst som politiker og intellektuel kuglestøber for Dansk Folkeparti. Men allerede inden sin entré i Folketinget i 2001 havde Krarup skrevet 26 bøger og markeret sig som en af de helt store skikkelser i det borgerlige Danmark. 

Med tilladelse fra familien vil vi her på Kontrast gerne genudgive stof fra det krarupske arkiv. Denne gang med epilogen fra Loven, der er udkommet på Lindhardt og Ringhof. 

Denne bog er skrevet på bagkant af 70’erne, der ligesom vores egen tid havde feminisme og kvindefrigørelse på dagsordenen, og hvor Søren Krarup var blandt dem, der kunne og ville tale tidsånden imod. Derfor syntes vi, det var værd at få lidt af den gamle tekst udbredt til nutidens øjne. 

Men døm selv, her hvor vi giver ordet til Søren Krarup – anno 1980.

_________________________________

Han kom gående mellem bordene i cafeteriet for at finde sig en plads. Det var sidste dag i efterårsferien og Storebæltsfærgen var fuld af rejsende, men vi havde været blandt de første, der kørte ombord, og havde fået et bord ved vinduet. Jeg havde hentet kaffe og cola ved udsalget, og nu lod vi roen falde på os.

Jeg kastede et blik på hans ansigt. Det forekom mig bekendt. Hvor havde jeg set ham før? Da vore øjne mødtes, nikkede vi til hinanden, og han standsede lidt usikkert foran bordet. Dav, sagde han. Jeg gengældte hilsenen, og så huskede jeg ham. Vi havde jo begge siddet på Universitetsbibliotekets læsesal i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. Han havde læst nationaløkonomi og været meget flittig. Fra læsesalen lukkede op, havde han siddet der med sin stabel af bøger, kun afbrudt af frokost og forelæsninger. Fra morgen til aften, ved de slidte borde i adskillige år, mens årstiderne vekslede og Frue Plads lå klædt i sne eller grønnedes i forårssol. Dagligt havde vi dengang set hinanden, havde også hilst på hinanden, men vist aldrig snakket rigtigt sammen.

Halløj, sagde jeg, det er jo økonomen fra læsesalen. Han smilede genert og indrømmede kendsgerningen. Var det ikke Per, du hed? Det var det, og vi vekslede et par ord om vort datidige læsested, som vi kun sjældent havde besøgt siden. Han hilste på min kone og vore børn, og vi bad ham tage plads ved bordet. Det lykkedes ham efter nogen søgen at finde en ledig stol, og han satte sig ned og tændte en cigaret.

Du ligner jo dig selv, sagde jeg, men han mente, at man nok kunne se årene på ham, og ved nøjere eftersyn måtte jeg give ham ret. Han havde dengang virket lidt bleg og forlæst, men nu var der kommet noget næsten febrilsk over ham. Trætte glansløse øjne, et forpint udtryk i ansigtet, noget underlig trist og glædesløst over hele personen. Ja, det er længe siden, sagde han, snart en hel generation, og sikket opbrud der er sket i den tid. Henvendt til min kone: Din mands og min generation af mænd er virkelig kommet i klemme i de år.

Hun spurgte hvad han tænkte på, og han begyndte at fortælle om sig selv. Det var, som om vor fælles fortid løsnede hans tungebånd. Eller det var som et meget ensomt menneske, der følte trang til at lette sit hjerte. Han havde gjort karriere siden da, fortalte han, var blevet ansat i et ministerium og havde fået en overordnet stilling. God løn. Smuk position. For så vidt var alt godt. Men hans første ægteskab var gået i stykker, og i sit andet ægteskab var han lige netop tålt.

Forstår I, sagde han, min kone er blevet indfanget af kvindefrigørelsen, og det skaber det ene problem efter det andet. Hun var også færdiguddannet og havde heltidsansættelse, men de havde fået nogle børn sammen. Han havde foreslået, at hun i de første år tog halvdagsarbejde af hensyn til børnene, men det ville hun ikke høre tale om. Hvorfor skal det være mig? havde hun spurgt. Nå nej, men han havde ikke praktisk mulighed for at gøre det. Har jeg ikke lige så megen ret som du til at bruge min uddannelse? havde hun spurgt. Og han mente af et oprigtigt hjerte, at det havde hun – men det havde ikke været nemt at arrangere. Børnene var kommet på institution, og nu følte han sig fremmed i forhold til dem.

Men især følte han sig fredløs i sit hjem på grund af hans kones synspunkter, som altid gjorde ham skyldig. Hun kom hjem fra kvindemøder, og så får jeg noget at høre, sagde han. Hun rejste på ø-lejr og kom hjem og anklagede ham for at være mandschauvinist og undertrykker. Han ville gerne hjælpe hende og have det rart sammen med hende, men alt skulle diskuteres og måles og vejes og gøres til et problem. Der var ingen fred. Der var ingen hygge. Det var altid anspændt og problematisk. Han følte sig i klemme.

Mens han fortalte røg han den ene cigaret efter den anden. Man kunne ikke undgå at få ondt af ham, for han virkede som et menneske, der ikke kunne tage ret meget mere. Endnu en belastning ville få det hele til at bryde sammen. En tynd hud af selvbeherskelse over dirrende, tyndslidte nerver.

– Jo, den generation af mænd, som du og jeg tilhører, er virkelig kommet i klemme, gentog han.

– Det er vel ikke lige galt alle steder, svarede jeg

– I min omgangskreds er skilsmisser blevet reglen, sagde han.

Og han fortalte om sit ægteskab med en pige af det velbjergede borgerskab, der var kommet på seminarium og blevet ideologisk “bevidstgjort”, som ungdomsoprøret havde kaldt det. Siden havde hun ikke været til at leve sammen med. Ideologiske frelsermøder i hjemmet. Anti-kapitalistiske kampsange med partifællerne, når han kom hjem fra ministeriet. Overklassepigen, som havde fundet en ny tro og i forlængelse heraf en utrolig selvretfærdighed. Det gik ikke, sagde han.

Men hvor længe ville det andet mon gå? spurgte vi os selv, mens vi lyttede til ham. Hvor længe kunne han holde til at være den evigt skyldige og undskyldende? Hvor længe kunne han udholde at leve uden varme, uden overbærenhed, uden menneskeligt fællesskab? Han kom ind på studenteroprøret og fandt meget berettiget i det, når han mindedes sine professorers egenmægtighed, men der var alligevel noget i udviklingen, der havde været helt galt. Han syntes ikke, det var til at have at gøre med folk, der altid havde ret. Han var kommet i klemme, fordi tidens tankegang havde gjort ham til en syndebuk, den evigt uretfærdige…

Men har en venlig og velmenende mand som han ikke også krav på venlighed og varme? Skulle det være hans uundgåelige skæbne at leve som den fordømte – i ensomhed og fredløshed? Har det ene menneske slet ingen forpligtelse i forhold til det andet? Har den ene bare ret og den anden uret?

Den stakkels, stakkels økonom fra læsesalen, som vinkede farvel og kørte alene i land i Knudshoved.