Trump er ”fascist”, og man bør på ingen måde støtte ham, forlyder det. Men man må åbenbart godt støtte Trump, når han vil hjælpe Ukraine. Så de forargede er ikke konsekvente. Faktisk er de fanget i en hyklerisk selvmodsigelse.
Men der ligger mere end hykleri i det.
Når Trump og de, der forsvarer dele af hans politik, sammenlignes med fascister, med Hitler, med nazister og deres sympatisører, aktiveres en af vor tids stærkeste myter. Journalisten Uffe Gardel er en af dem, der senest har aktiveret denne myte.
Associationstrick til den absolutte ondskab
Nuanceringen af Trumps politik stempler han som ”flirt med fascismen” og styrker sit associationstrick med gamle fotos af heilende KU’ere. På overfladen er det blot politisk retorik. Beskyldninger om fascisme og moralsk fordømmelse etableret gennem historiske paralleller. Men under denne overflade gemmer sig dybere betydningslag.
For Hitler er ikke længere bare en historisk person. Han er blevet et symbol på den absolutte ondskab, et tegn, der overskrider sin oprindelige betydning. Nazismen forvandles fra historisk fænomen til tidløs moralsk kategori. Det politiske drama omformes dermed til et rent moralsk skuespil, hvor modstandere ikke bare er uenige, men inkarnerer selve ondskaben.
Moralsk overlegenhed
Denne myte tjener flere formål. Den skaber først og fremmest en absolut moralsk skillelinje mellem godt og ondt i en kompleks verden. Dermed fritages man fra at skulle forholde sig til modstandernes reelle argumenter. De er jo onde. Det giver en bekvem følelse af moralsk overlegenhed og legitimerer afvisningen af enhver dialog.
For man diskuterer ikke med Hitler, med fascister og med dem, der forholder sig nuanceret ved at forkaste dele af Trumps politik og støtte andet.
Under denne overflade ligger en subtil ideologisk maskering. Den erklærede antifascisme bliver selv til en ny form for intolerance. Slagord som ”aldrig igen” forvandles til et permanent eksklusionsritual. Kampen mod had bliver selv hadefuld. Og den påståede demokratiske åbenhed slår om i sin modsætning: en principiel lukkethed over for dem, der ser anderledes på sagen.
Syndebukken
Myten trækker på ældgamle fortællinger. Fra middelalderens djævlemytologi henter den billedet af den absolutte ondskab. Fra religiøse fortællinger låner den ideen om den evige kamp mellem lys og mørke. Og fra førmoderne samfund genaktiverer den syndebukritualet, hvor fællesskabet renses gennem udstødelse af de urene.
Derfor har den retorik, der udgår fra folk som Uffe Gardel så stor appel. Men det er ikke det værste.
Det værste er de voldshandlinger, der begås af antifascister. I Danmark blev Pia Kjærsgaard udskammet som fascist og dernæst overfaldet. Det samme er sket for andre, bl.a. forhenværende integrationsminister Rikke Hvilshøj.
Hitlermytens tiltrækningskraft skyldes især, at den giver identitet gennem et fælles fjendebillede og legitimerer had til andre ved at omkode hadet til godhed. Ganske effektivt får man et middel til at skjule sin egen intolerance bag en maske af antifascisme.
”Når fascismen vender tilbage, kalder den sig anti-fascisme”, sagde Churchill.
Totalitært tankemønster
Det ironiske er altså, at Hitlermyten selv reproducerer totalitære tankemønstre. Sort-hvid tænkning erstatter demokratiets nødvendige nuancer. Afvigere udstødes som urene elementer fra det gode selskab. Dialog erstattes af bandlysning. Og almindelige politiske uenigheder ophøjes til moralske absolutter.
Det næste logiske skridt bliver voldsudøvelsen eller stigmatiseringen af modstanderen som uværdig til demokratisk repræsentation. Derved bringes selve demokratiet i fare. Det fortrængte vender tilbage – og så dukker de virkelige dæmoner op.
De selvudnævnte demokratiske vogtere ender med at underminere selve demokratiets grundlag: den frie debat, respekten for modstandere, evnen til at håndtere uenighed uden at dæmonisere modstanderen.
Samtidig bliver myten en bekvem måde at slippe for reel politisk diskussion. For hvem gider argumentere, når man i stedet kan råbe ”Ulven kommer!”? Det er lettere at råbe "Hitler!" og ”Fascist!” end at forholde sig til den mudrede virkelighed.
Politik reduceres til et moralsk teater, hvor selvgode aktører kan sole sig i egen fortræffelighed.
