Letland har været en brik i stormagters spil i århundreder og har først i de seneste årtier opnået fuld selvstændighed og begyndende integration i Vesten. Siden Sovjetunionens sammenbrud har Letland udviklet sig til et moderne demokrati med markedsøkonomi, men står stadig overfor udfordringer som befolkningsfald, spørgsmål om russiskhed, fortid og fremtid samt sociale spændinger.

Med medlemskab af både EU og NATO spiller Letland i dag en strategisk rolle i det sikkerhedspolitiske Europa og med et stort russisk mindretal er forbindelsen til Rusland kompliceret at skille sig af med. 

Letland de seneste 300 år – kort fortalt
Letland har i tre århundreder ligget som en brik mellem stormagter. I 1700-tallet blev området en del af det Russiske Kejserrige, efter Sverige mistede kontrollen over Baltikum. I denne periode blev den baltisk-tyske adel siddende på sine godser og embeder. Kejserriget Rusland overlod i vidt omfang den lokale forvaltning til denne klasse – det var en slags indirekte styre.

De baltisk-tyske familier fungerede som godsejere, dommere, officerer og administratorer, mens den lettiske befolkning forblev livegne bønder langt op i 1800-tallet. Med den russiske revolution i 1905 ændrede billedet sig dramatisk. I Letland rejste bønder og arbejdere sig i et blodigt oprør, hvor adelsgodser blev angrebet og brændt ned i hundredvis.

Efter Letlands uafhængighed i 1918 blev opgøret med adelens magt fuldendt. Selvstændigheden varede dog kun indtil 1940, hvor Sovjetunionen annekterede landet. Tysk besættelse fulgte i 1941–44, hvorefter Sovjet genetablerede kontrollen.

Først i 1991, med Sovjetunionens sammenbrud, blev Letland igen en fri nation. Siden har landet søgt mod Vesten – med EU- og NATO-medlemskab i 2004 – og arbejder stadig på at balancere national identitet med global tilpasning.

Befolkningen
Letland har i dag omkring 1,86 millioner indbyggere – men bag dette tal gemmer sig en og sammensat befolkning.

Mere end hver tredje lettiske borger har russisk baggrund, det vil sige at Letland huser den største etniske mindretalsgruppe i EU, hvor overvejende russisktalende ikke-lettere udgør hele 37 pct. af befolkningen i Letland.

Der har siden Letland blev selvstændigt efter Sovjetunionens kollaps i 1990 været spændinger mellem russisktalende letter og etniske letter. For at forstå disse spændinger må vi se tilbage på, hvordan den russisktalende befolkning i det hele taget blev en så dominerende gruppe i Letland.

Da Sovjetunionen efter Anden Verdenskrig satte gang i en voldsom industrialisering af de baltiske lande, strømmede russisktalende arbejdere til Letland. Her blev millioner af mennesker systematisk flyttet rundt mellem de forskellige sovjetrepublikker som led i en planøkonomisk strategi.

Letland blev et vigtigt industrielt centrum, og for at opbygge det nye samfund efter Anden Verdenskrig flyttede Sovjetstaten store grupper af russisktalende arbejdere hertil. De kom ikke for at blive en del af en lettisk nation, men for at tjene et system, hvor national identitet var underordnet.

Letland blev et land med en delt befolkning
Mange af dem boede i Letland i årtier – uden nogensinde at lære sproget, fordi det ikke var nødvendigt. Det har sat sig dybe spor og gjort integrationen efter 1991, hvor Letland fik selvstændighed, både kulturelt og politisk udfordrende.

For hvordan styrker man et lands etnokulturelle identitet, når landet består af mage forskellige etniciteter og en meget stor gruppe stammer fra det land, som man opfatter som imperialistisk?

Letlands svar på dette blev at føre en stram statsborgerskabslovgivning, der i praksis udelukkede mange russisktalende fra at opnå lettisk statsborgerskab – altså russisktalende, som havde mistet deres sovjetiske statsborgerskab med Sovjetunionens opløsning.

Letlands håndtering af de russisktalende borgere blev kritiseret af EU.

Over 60 % af den russisktalende befolkning stod fortsat uden statsborgerskab i 1997 – og selv i 2005 var næsten hver femte indbygger statsløs. Mange af disse mennesker havde boet hele deres liv i Letland, men blev alligevel betragtet som udlændinge i det land, de kaldte hjem.

Denne statsløshed betød, at mange russisktalende ikke havde adgang til offentlige stillinger eller politisk indflydelse. Men de vendte i stedet blikket mod det private erhvervsliv – og her fik de hurtigt en stærk position. I dag domineres store dele af Letlands økonomi af russisktalende forretningsfolk.

I 2025 er 9 % af Letlands befolkning stadig “ikke-borgere” – et særstatusskab, hvor man bor i landet, men ikke har stemmeret.

Letland i dag

I dag står Letland efterladt med en arv af mistillid og spændinger, og med krigen i Ukraine er mistilliden til russere kun blevet større. Der er to narrativer i Letland, der kæmper mod hinanden: For etniske lettere er der i dag russisktalende i Letland på grund af den sovjetiske, imperialistiske fortid. For de russisktalende lettere er Letland deres hjem - et sted, de har været i flere generationer. 

Sikkerhedspolitisk er Letlands regering fast forankret i NATO og EU og ser Rusland som en alvorlig trussel. Letland fremstår i dag som en moderne stat med et voksende tech-segment og fokus på innovation. Samtidig er landet stadig præget af demografiske og sociale udfordringer – ikke mindst en aldrende befolkning, en splittet befolkning og stor udvandring af særligt veluddannede unge.