Europa er under belejring. Rusland truer fra øst med militær aggression. Islamismen truer indefra. Sikkerhedseksperter advarer om risikoen for borgerkrige mellem etniske europæere og islamister. Og overalt lyder den samme dystre diagnose: Europa kan ikke forsvare sig selv. Den europæiske mand er blevet for svag.
Men den analyse tager grundlæggende fejl. For den forveksler tæmning med iboende svaghed.
Den glemmer, hvad der ligger begravet under årtiers domesticering gennem woke, velfærdsstatslig afhængighed, politisk korrekthed og tab af ånd og tro. Når europæeren vågner, kan resultatet blive langt mere brutalt, end vores fjender forestiller sig.
Jeg kan jo ikke vide det. Men vi kender europæeren fra vores historie. Han har den forening af intelligens og brutalitet, man bør frygte. Det var jo derfor, europæerne i sin tid bemægtigede sig verden.
Vi behøver ikke kun at søge i historiebøgerne. Alt dette kan vi også lære af vores litteratur og kunst. Det gælder Sam Peckinpahs film Straw Dogs (på dansk: Køterne) fra 1971. Det er en mørk profeti om, hvad der sker, når den civiliserede mand tvinges til at forsvare sit hjem.
Den liberale illusion
Filmens hovedperson, matematikeren David Sumner (spillet af Dustin Hoffman), er et billede på efterkrigstidens Europa. Han er intellektuel, civiliseret, pacifistisk. Han er amerikaner, der er flyttet med sin kone til en lille landsby i det vestlige England for at undgå Vietnamkrigens moralske dilemmaer og arbejde i fred.
Symbolsk: Han er mere europæer end amerikaner. Han tror på dialog, på rationalitet, på at konflikter kan undgås gennem tilbageholdenhed og god vilje.
Landsbyens mænd læser imidlertid hans civiliserede adfærd som svaghed. De provokerer ham, voldtager hans kone, nedgør hans værdighed. Og David reagerer som det posthistoriske Europa: Han trækker sig tilbage, undgår konfrontation, håber problemet forsvinder af sig selv. Alt imens hans kone foragter ham.
Men ligesom David opdager, at landsbyens mænd ikke deler hans normer, opdager Europa nu, at Rusland og islamismen ikke har accepteret den liberale verdensorden. De spiller efter andre regler. De respekterer ikke pacifismen. De udnytter den.
Belejringen
Filmens klimaks kommer, da byens voldsmænd belejrer Davids hjem. Han ringer forgæves efter hjælp. Ingen kommer. Den eneste repræsentant for ordensmagten er ”majoren”, som meget symbolsk er invalid. Han bliver dræbt, og David er alene med sin angst.
Men pludselig indser han, at enten forsvarer han ene mand sit hjem, eller det bliver ødelagt. Jeg behøver nok ikke at bruge staveplade for at få budskabet ud: Det er Europas situation i dag.
NATO-garantien virker skrøbelig. De europæiske stater kan ikke dæmme op for den islamiske terror, for drab, vold og voldtægter af europæerne.
Men der er noget, fjenderne overser i deres triumferende latter over den europæiske dekadence.
Den fortrængte krigers genkomst
Peckinpahs geniale pointe er, at David ikke lærer at blive voldelig. Han genoptager derimod en kapacitet, der altid har ligget latent i ham. Civilisationen har ikke udryddet volden. Den har blot undertrykket den, domesticeret den, kanaliseret den.
Og når belejringen kommer, transformeres David fra ængstelig intellektuel til kold, kalkulerende kriger. Som en mand, der river sin maske af og afslører et ældre, hårdere ansigt.
David bruger sin høje intelligens til at improvisere fælder, til at beregne fjendernes bevægelser, til at udnytte husets arkitektur. Han kaster kogende olie i deres ansigter, knuser deres kranier, kvæler dem i en bjørnefælde med stålkæber, skyder dem ned.
Han bliver til selve voldens inkarnation, civilisationens hævnende ånd. Og han vinder. Ikke fordi han er fysisk overlegen, men fordi han er villig til at gå længere end sine angribere.
Her ligger filmens afgørende lektie for Europa. Den civiliserede mand bliver ikke mindre farlig, når han tvinges til vold.
Han bliver mere farlig, fordi han kombinerer primitiv aggression med civiliseret effektivitet. Som vulkansk magma der bryder frem under velfærdsstatens tynde skorpe.
Islamismes farlige pokerspil
Muslimske voldsmænd tror måske, den har med Davids første halvdel at gøre, med masken: Den usikre, tilbagetrukne, ængstelige liberale. Men hver terrorhandling, hver kulturel provokation, hver massevoldtægt, hver dominansvold hæver indsatsen i et spil, voldsmændene næppe forstår risikoen i.
For hvad sker der, når europæeren beslutter, at hjemmet må forsvares? Hvad sker der, når tilliden til systemets evne til beskyttelse kollapser, og borgerne tager sagen i egen hånd?
Det konservative ansvar
Peckinpahs film er imidlertid ikke en entydig hyldest til volden. Davids sejr er tvetydig. Han redder sit liv, men risikerer at miste sin sjæl. Filmens sidste replik lyder: "Jeg kender heller ikke vejen hjem." Han har ikke blot mistet den fysiske vej til sit tidligere liv. Han har mistet sin identitet.
Europa risikerer det samme. Vi kan måske forsvare os gennem etnisk borgerkrig eller regulær krig med Rusland, men vi vil miste præcis, det der gjorde kontinentet værd at forsvare. Vi vil redde huset, men miste sjælen.
Derfor er det konservative projekt akut: Forsvar hjemmet før omslagspunktet.
