Debat

08.02.22

Adlyd ikke empatien – kølighed er en dyd

Henrik B. Dynesen: Lad ikke empatien være ledestjerne, hverken moralsk eller politisk. Det gode menneske og den dygtige politiker lyder ikke blindt empatien, men bestræber sig derimod på at aktivere en venlig og ansvarsbevidst fornuft.
Hjertet i isterningen er et motiv, der optræder på den nævnte bog ‘Against Empathy’ af Paul Bloom. Her er motivet fortolket med en egenproduktion (tegning ved Ellen B. Dynesen, redigeret af Kontrast)
Hjertet i isterningen er et motiv, der optræder på den nævnte bog ‘Against Empathy’ af Paul Bloom. Her er motivet fortolket med en egenproduktion (tegning ved Ellen B. Dynesen, redigeret af Kontrast)

Mattias Tesfaye er ved at miste sin menneskelighed. I al fald hvis man skal tro et nyligt interview i Berlingske. Det er åbenbart stillingen som udlændinge- og integrationsminister, der tærer. Udlændingepolitik ødelægger dig menneskeligt, hedder det.  

Artiklens overskrift lyder, at Mattias Tesfaye ikke har været på Facebook i et år. Det siger mere om tiden, end man lige har lyst til at tænke videre over. Den umiddelbare forklaring er dog blot et nytårsforsæt. Det er ikke et politisk statement, for Tesfaye er ikke en af dem, der mener, at sociale medier har været skyld i hverken Trump eller populismen i Vesten. Tværtom er de snarere ”en del af løsningen på de udfordringer, vi har i folkestyret, og ikke en del af problemet”. Men når det kommer til udlændingeområdet, så ser han det dog anderledes. ”Udlændingeområdet trænger til nogle kølige overvejelser og nogle dybe indåndinger.” Og dér er sociale medier altså ikke til megen nytte, forstår man. 

Det lyder sådan set rigtigt nok. Mattias Tesfaye skal ikke skoses for at lade sig lede af ”kølige overvejelser”. I mangt og meget gælder det, at lader man sig lede af kølige overvejelser, da gør man sjældnere uret, end når man er i sine følelsers vold.

Følelsers vold? Vrede, frygt og aggression har ikke god presse. Taler man om frygtens politik, menes det ikke positivt. Vrede og aggressive politikere gør os nervøse, medmindre deres vrede flugter smukt med vores egen. Anderledes er det dog med empatien. Kan vi ikke alle fristes af tanken, at hvis vi alle sammen bare var bedre til at sætte os i andres sted, leve os ind i deres følelser, trængsler og livssituation, da ville verden med sikkerhed være et meget bedre sted.

Det mente Barack Obama i al fald. Han elskede empati og sagde blandt andet: ”At lære at stå i en andens sted, at se gennem deres øjne, det er sådan, freden starter. Det er op til dig, at det sker. Empati er et karaktertræk, der kan forandre verden.”

Hvem kan ikke bedre lide en empatisk person end en kold skid? Er psykopaten ikke netop kendetegnet ved ikke at kunne føle empati? Burde vi ikke alle sammen stræbe efter at være meget mere empatiske? 

Nej, ikke ifølge den amerikanske psykolog Paul Bloom. I hans lille, nyklassiske bog Against Empathy (2016) leverede han en sammenhængende og stærkt overbevisende argumentation for, at vi ikke skal lytte for meget til empatien. Vi bør være lige så varsomme og mistænksomme over for den som frygten, vreden og aggressionen. Når vi gribes af den eller ser andre, der er indfanget af den, så gør vi klogt i at tage en dyb indånding og træde et skridt tilbage.

Problemet med empatien er, at den er talblind, biased og provinsiel. Den sætter spotlys på én ting, én person, ét socialt problem, men bliver blind for alt andet.

At empatien er talblind, er der en god evolutionær forklaring på. Vi føler og forstår det, som truer, vækker ubehag hos eller glæder vores barn. Ingen pris er os for høj, når det kommer til vores eget afkom. 

Forestil dig følgende: Du løber ind i en brændende bygning, hvor dine to unger sover i ét værelse. 20 unger sover i et andet værelse. Værelserne ligger et stykke fra hinanden, så det står klart fra starten, at du ikke kan redde børnene i begge værelser. Hvilket værelse løber du hen til? Dine egne børns, selvfølgelig. Man kan jo ikke lade sine egne børn dø. Det er tragisk, men vel forståeligt, at man sætter sine egne børns liv højere end andre børns liv – også 10 gange så højt. Det er desværre alt for menneskeligt. 

Okay, men hvor mange børn skulle der være i det andet værelse, førend du spurtede ned til dét og vendte ryggen til dine egne børns? 

Jeg tror, at vi fleste fornemmer, at intet tal er stort nok. Det er det, der menes med, at empatien er talblind. Den ser kun sit eget. Det er en følelse, der har udviklet sig gennem evolutionen til benhård varetagelse af egne genetiske interesser. Den sætter spotlys på ens egne børn, og så kan resten af verden ellers brænde.

Denne følelsesmæssige empati gælder dog ikke kun vores egne børn. Den kan udvides til at omfatte alle mulige levevæsener, hvis blot de signalerer nogle af de samme ting som hjælpeløse børn. Evolutionen kunne ikke forudse pressens følelsesladede artikler om sociale stakler, pressede, sygdomsramte og stressede kvinder, skræmte flygtninge, udryddelsestruede pandaer, sæler og i det hele taget dyr med puttenuttede træk, der alle uden egen skyld var endt i frygtelige omstændigheder på grund af krig, hungersnød, forurening, økonomisk krise eller klimaforandringer.

Når det kommer til flygtningeområdet, hvem kan så glemme billedet af den syriske dreng Aylan Kurdi, der lå død i vandkanten på en tyrkisk strand. Denne artikels forfatter kan i al fald ikke. Empatiens oprørte stemme kværner løs i hovedet: ”Se dér, det er resultatet af de europæiske lande, hvis indvandringspolitik er grotesk, urimelig og smålig. Den har bogstavelig talt liv på samvittigheden. Intet demonstrerer det bedre end Aylan. Alle burde kunne komme til Europa. Ingen – og slet ikke børn – skal risikere deres liv for at komme hertil.” 

Den følelsesmæssige empati fordrer vredt og kan hurtigt bruges som politisk våben. Den, der stiller sig i vejen for det medlidenhedsværdige objekt, som empatien har knyttet sig til, er et umenneske.

Tag en dyb indånding og et skridt tilbage, hvis empatien overmander sindet. Lad dig i stedet lede af en venlig, ansvarsfuld fornuft. ”Kølige overvejelser” mener Tesfaye, at der er brug for. Det har han ret i. Men at tænke sig grundigt om, ikke lade sig rive med af sine følelser (også empatien) er ikke at miste sin menneskelighed, det er tværtom at erhverve sig den. At være menneske er at forsøge at hæve sig over det dyrisk-instinktive.

Den franske oplysningsfilosof Rousseaus diktum lød: ”Adlyd naturen”. Undgå for Guds skyld det. Empatien er ikke samvittighedens stemme. Det er en snæversynet, talblind og biased stenalderfølelse. Gode ledere og politikere svælger ikke i empatien, mens deres pis er i kog over en eller anden oplevet uretfærdighed. Selvfølgelig må de gerne have et varmt, venligt og for så vidt også vredt hjerte. Så længe det er sikkert indkapslet af en klar og kølig fornuft.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter