Der stod han så. Jakob Ellemann-Jensen. Skarp, velovervejet og klar til kamp. Onsdag var tiden kommet til at fremlægge det udspil, der skulle gøre de fleste kritikere stille, i forhold til hvor han og Venstre stod. Onsdag var dagen, hvor Jakob havde tænkt sig at markere “Her står vi, og intet har ændret sig” i forhold til udlændingepolitikken. Men ærligt talt – ud over et par gode pointer var det hele en mindre fuser. En seance, som reelt fik mig til at stå tilbage med mange flere spørgsmål end svar. Ikke pga. deres forslag, men hvad det er, Venstre vil?

I den seneste tid har mange sat spørgsmålstegn ved Venstres ståsted, når det kommer til udlændinge- og integrationspolitikken. Især fordi mærkatet “bløde Jakob” stadig er det første, man ser for sig, når ordet integration dukker op. Og det er ikke et tilfældigt mærkat, der er dukket op ud af den blå luft. Nej, det mærkat har han nærmest selv printet og stolt sat på sig selv, da han i sin tid meldte sig ud af Venstre, fordi “tonen i udlændingedebatten var for hård, og samarbejdet med DF var forkert”. Et mærkat, som bare er blevet større efter Ellemanns egen udmelding om, at han ikke så et behov for yderligere stramninger af udlændingepolitikken. Og ja, så er der hele Inger Støjberg-situationen. Derfor giver det også god mening at mange, inklusive de øvrige borgerlige partier, har sat spørgsmålstegn ved, hvad Venstre vil. Vil de holde fast i det, de selv kalder “stram, men fair udlændinge- og integrationspolitik”. Ellemanns svar var altid: “Bare vent. Vi kommer snart til at sige mere.”

Det øjeblik kom så. Onsdag formiddag på et pressemøde stod Jakob Ellemann-Jensen flankeret af sin indfødsrets- og integrationsydelsesordfører, Morten Dahlin, integrations- og udlændingeordfører, Mads Fuglede, og beskæftigelsesordfører, Hans Andersen.   

Jeg sad i min stue og tænkte: ‘Nu sker der noget – alle generalerne er samlet, og Ellemann er klar til at rive “bløde Jakob”-mærkatet af og kaste det i skraldespanden. Nu er tiden kommet, hvor han med præcision og nytænkning fremlægger Venstres idéer til, hvordan man kan bekæmpe social kontrol, få flere i jobs og ændre tilgangen. For det var jo det, vi var lovet’. 

En flad fornemmelse

Og jo, det startede også godt. Ellemann fremlagde klart og tydeligt, at nu skulle der en ny og konsekvent tilgang til i integrationen. Hvis det var op til Venstre, så skulle arbejdspligt for flygtninge og indvandrere på dagsorden. Det skulle ske via nytteindsatser og arbejdspligt for alle i kontanthjælpssystemet. Indføring af opholdskrav for dagpenge, og færre indvandrerkvinder skulle gå derhjemme. Generelt var størstedelen af det, Ellemann, Dahlin og Andersen fremlagde, lovende. Og ja, noget af det Venstre fremlagde mindede lidt om det, Socialdemokratiet fremlagde tilbage i 2018 – men fred nu være med det. For nu er formanden med det bløde image endelig i gang med at tale integration.

Alligevel sad jeg tilbage med en flad fornemmelse. Jeg nået dog at blive begejstret, da Mads Fuglede fremlagde deres initiativer, eller nærmere refleksioner, til bekæmpelse af social kontrol og kritiske syn på bisidderrollen, men så slutter min begejstring. For det store fokus på beskæftigelse virkede mærkværdigt og nærmest hæmmende. Ærlig talt, så sad jeg tilbage med en følelse af, at Venstres forslag i forhold til bekæmpelse af social kontrol bare var “flere i arbejde”. 

Værdipolitikken er væk, og tilbage er en tom skal, der bare siger “arbejde, arbejde”. 

Der manglede noget. Noget, der handlede om andet end at “få flere i arbejde”. Noget, der fortalte os, at der er noget ideologisk, noget værdimæssigt på spil. For mig at se var det meget klart. Ellemann havde gjort alt, han kunne, for at fjerne alt, der kunne tolkes som værdibaseret integrationspolitik i forhold til at stille krav til ikke-vestlige om at deltage i fællesskabet, at være en del af majoritetssamfundet – problemerne med social kontrol blev slet ikke italesat. Jo, på et tidspunkt blev der sagt parallelsamfund. Men det var også det. Dermed stod man med en følelse af, at Ellemann præsenterede gammel vin på nye flasker og gjorde det på en måde, hvor han ikke “lød ligesom Støjberg.” 

Balancen manglede

Men hvorfor så denne tilgang? Venstre ved godt, at “flere i arbejde” ikke er nok. Det kunne man hurtigt mærke, da Morten Dahlin udfoldede sig. Især hans “fra Helmand til Hundige” fangede alles opmærksomhed. Men det var så også det. Og han fik nærmest ikke lov til at svare på “hvorfor”-spørgsmål for Ellemann. For det var, som om tonen lige skulle være i orden. 

Men det er jo “hvorfor”, der er vigtigt her. Jeg og danskerne har brug for at kende den værdipolitiske begrundelse for, hvorfor Venstre fx vil sætte retssikkerheden på spil, trække bevillinger tilbage og fjerne en borgers ret til førtidspension. Det samme gælder bekæmpelsen af social kontrol, retten til bisidder, flere kvinder i arbejde osv. Men årsagen kom ikke. Derfor kan jeg ikke bare ryste tanken af mig om, at Venstre tror, vejen ud af social kontrol “bare” er at komme i arbejde.  

Integration er mere end beskæftigelsespolitik. Det er også bolig-, social-, kultur- og sundhedspolitik. Hvis man havde italesat, at social kontrol godt kan forekomme, selvom man er i beskæftigelse, og at social kontrol forekommer pga. kultursammenstød, mangel på dannelse eller misforstået social forståelse, så havde balancen været der. Men balancen manglede. På et tidspunkt greb jeg mig selv i at tænke “Det er ligesom at høre Dansk Industri holde et foredrag”. Jeg hørte nærmest ikke Morten Dahlins meget selvsikre udmeldinger eller Mads Fugledes forsøg på at forklare social kontrol. Det hele blev bare “job, job og job”. Måske er dette bare en forsigtig start efter Støjbergs exit. Måske er det, fordi man, hvis du spørger mig, ramte fuldstændigt forkert i forhold til kommunikation og fremlæggelse af forslagene, fordi “Støjberg spøger i baggrunden, eller også havde jeg bare forventet mere af Jakob Ellemann-Jensen og Venstre. Jeg ved det ærligt talt ikke. Men lige nu står jeg tilbage med en følelse af, at Venstre står ved en skillelinje. 

Spørgsmålet er, om venstre fremadrettet skal bløde op og køre en mere liberal og mindre værdibaseret integrationspolitik eller holde fast i deres forhenværende tilgang, som gav dem succes både politisk og løsningsmæssigt. For ligegyldigt hvor meget Venstre vil acceptere det eller ej, så var den stramme linje, Venstre havde i Støjberg-tiden, dét, der rykkede integrationen allermest i en positiv retning. Og det var den linje, den danske befolkning støttede op omkring til sidste valg.