Identitetspolitik er blevet et af det seneste årtis mest hypede og omdiskuterede samfundsfænomener, og de fleste opfatter det som noget, der især optager venstrefløjen – ikke sjældent som et angreb på de stivnede, konservative normer, som står i vejen for et mere inkluderende, mangfoldigt og retfærdigt samfund med lige rettigheder for alle samfundsgrupper, ikke mindst minoriteterne. Men det er en alt for overfladisk analyse af fænomenet, for identitetspolitik er faktisk definerende på begge de politiske fløje, dog i vidt forskellige udgaver. 

De fundamentale forskelle på venstreorienteret og konservativ identitetpolitik er vi imidlertid kun lige ved at få øje på, selvom jeg spår, at netop forskellene bliver et underliggende hovedtema ved det kommende valg. For eksempel bragte Berlingske Tidende tidligere på måneden et indlæg af Rikke From om Socialdemokratiets manglende lyst til at favne den moderne, venstreorienterede identitetspolitik. Rikke From hævder, at “det påståede modsætningsforhold mellem arbejderklassen og LGBT+-personer er falskt, polariserende, fordummende og historieløst” og at “Socialdemokratiets politiske identitet er gået fra at handle om, hvem de vil kæmpe for, til hvem de vil bekæmpe”. 

Faktisk, hævder Rikke From, er der ikke alene ikke noget modsætningsforhold mellem arbejderklassen og LGBT+-personer. Der er heller ikke noget modsætningsforhold mellem land og by eller mellem akademikere og arbejdere. Og ja, selv på højrefløjen trives identitetspolitikken i bedste velgående: ”Da Dansk Folkeparti diskuterede danskhed, var det identitetspolitik, og når De Konservative forsvarer kernefamilien, er det identitetspolitik. Klassekamp og arbejderpolitik var identitetspolitiske kampe,” siger From og citerer professor i idéhistorie Mikkel Thorup: “Når folk råber, at de vil have lov at have deres is, sprog og fortid i fred, tror de, at de bekæmper identitetspolitisk vanvid, men de reflekterer ikke over, at de selv forsvarer et stærkt identitetspolitisk standpunkt.” 

Med andre ord: Det man siger, er man selv. Hvad Rikke From og professsor Thorup imidlertid overser – eller vælger at fortie? – er de fundamentale forskelle på den konservative og den venstreorienterede opfattelse af begrebet identitet. For sagen er den, at Mette Frederiksens Socialdemokrati i dette spørgsmål er dybt konservativt og i bund og grund har langt mere til fælles med DF end med SF og EL.  

Af samme grund er det heller ikke noget under, at Inger Støjberg ser ud til at hente så mange vælgere fra S, at magten meget vel kan skifte efter et kommende valg alene på grund af hende. For netop i identitetspolitikken ser vi en ideologisk kløft, som har potentiale til at blive samfundsomvæltende. Den påstand kræver en nærmere forklaring: 

Identitetspolitik tager udgangspunkt i en bestemt minoritetsgruppes religion, etnicitet, race, seksualitet, køn, krop eller lignende og søger først og fremmest at varetage netop denne gruppes særinteresser. I den forstand er identitetspolitik et venstrefløjsfænomen. 

På højrefløjen møder man identitetspolitik i en helt anden skikkelse. Den nationalkonservative ungdomsbevægelse Generation Identitær udtrykker det således: “Generation Identitær er en patriotisk ungdomsbevægelse som arbejder for at bevare dansk og europæisk kultur i Europa … Vi vil vække Europa fra åndløshed, hedonisme og meningsløst forbrug og i stedet genfinde vores identitet, kultur og traditioner.”

Bemærk, at det identitetsbærende her er et nationalt, historisk, kulturelt og værdimæssigt tilhørsforhold, altså forhold, der intet har med biologi at gøre, og som samler mennesker på tværs af køn, race og seksualitet. Og identitetskampen kæmpes på majoritetens vegne imod det, man opfatter som minoriteternes forsøg på at undergrave århundreder gamle, hævdvundne traditioner, værdier og kulturer.

Lidt firkantet kan man sige, at identitet på venstrefløjen er noget, man er, mens identitet på højrefløjen er noget, man har, og noget, man gør. Af samme grund er den udprægede offerrolle, som kendetegner venstreorienterede identitetspolitiske grupper, helt fraværende på højrefløjen. Her anerkender man tværtimod andre kulturers, religioners og folkeslags ret til at indrette sig, præcis som de vil, men vel at mærke i deres egne lande. “Skik følge — eller land fly” kunne være det borgerlige identitetspolitiske motto, idet netop skikke, altså etablerede traditioner og hævdvundne normer, udgør kernen i den borgerlige identitet.

For den (national)konservative er identitet alt det, som omkranser individet og udgør hans eller hendes fysiske, åndelige og mentale miljø: slægt, familie, hjemstavn, modersmål, dialekt, traditioner, nedarvede værdier, tro, moral og ikke mindst fædreland. Inde i denne kulturkrans af givne ydre påvirkninger danner den enkelte så sin samlede identitet, som er både en individuel identitet og en gruppeidentitet, ideelt set smeltet sammen til én.

Jeg er “Thomas”, og jeg er også “Nielsen”; jeg er “menneske”, og jeg er også “dansker” og “europæer” og “vesterlænding”. Jeg er “mand”, og jeg er også “far” og “borger”; jeg er “individ”, og jeg er også “medmenneske”. Med andre ord: Min individuelle identitet adskiller mig nok fra andre, men jeg er hele tiden bevidst om og sætter stor pris på alt det vi har til fælles, på tværs af tid, køn, hudfarve, seksualitet og andre medfødte identitetsmarkører. Vores fælles kultur. Alt det, uden hvilket jeg ikke ville være mig.

Denne skelnen er fraværende i den venstreorienterede identitetsopfattelse. Måske kan man udkrystallisere forskellene sådan her:

For en kvindelig, venstreorienteret, identitetspolitisk homoseksuel er lesbisk noget, hun er.
For en kvindelig, konservativ homoseksuel er sex med en kvindelig partner noget, hun gør.
For en venstreorienteret, identitetspolitisk sort mand er sort noget, han er.
For en konservativ sort mand er hudfarve noget, han har.

Og omvendt:

For en venstreorienteret dansker er nationalitet noget, hun har – og noget, alle i princippet kan få.
For en (national)konservativ dansker er dansker noget, han er – og noget, man er født ind i og opvokset med.

Hvorfor er det vigtigt at skelne? Fordi venstrefløjens identitetspolitiske tilgang til det moderne menneske har en skjult agenda: Når man udvælger en fuldstændig arbitrær, medfødt identitetsmarkør som køn, seksualitet eller hudfarve, så er det for at overbevise den enkelte om, at “hen” først og fremmest tilhører en undertrykt minoritetsgruppe af mennesker med identiske interesser. 

Den venstreorienterede identitetspolitik ser, præcis som den klassiske marxisme, alle menneskelige relationer som magtrelationer: Køn, hudfarve og seksualitet er simpelthen moderne erstatninger for marxismens klassebegreb og en del af den for marxismen så afgørende “bevidstgørelse” af masserne: Enkeltpersoner kan ikke skabe en revolution – de skal først overbevises om deres gruppetilhørsforhold og dermed om individualiteten som illusion, før de i samlet flok kan stå op imod fjenden. De mange fragmenterede “jeg’er” skal samles i et kollektivt “vi” for at blive politisk slagkraftigt. 

Præcis som grundkonflikten i den traditionelle marxisme beskrives som en magtkamp mellem sociale klasser af udbyttere og udbyttede, ja så opererer den moderne marxisme med en kamp mellem undertrykkende og undertrykte identiteter.

Det traditionelle klassetilhørsforhold defineres ved ens ejerskabsforhold til produktionsmidlerne, og der er således to dominerende samfundsklasser i den klassiske marxisme: proletariatet og borgerskabet. I den moderne identitetspolitiske marxisme defineres gruppetilhørsforholdet ved påstået medfødte privilegier eller mangel på samme, og der er altså igen to konkurrerende samfundsgrupper: De top-privilegerede ciskønnede, heteroseksuelle, hvide mænd på den ene side og alle de andre mere eller mindre undertrykte grupper på den anden: kvinder, brune, sorte, homoseksuelle, transseksuelle osv.

Ved hjælp af begrebet intersektionalitet forfines inddelingen af de undertrykte grupper yderligere i en række undergrupper; er du både kvinde og sort, så er du naturligvis mere undertrykt end en hvid kvinde eller en sort mand. Og er du både kvinde og sort og homo- eller transseksuel, ja så er du endnu en grad mere undertrykt end den sorte kvinde. 

Til listen kan så føjes kategorier som “muslim”,  “tyk” eller “handicappet”, så man ender med en sådan detaljeringsgrad, at enhver i sidste ende kan se sig selv som tilhørende en (særligt) undertrykt minoritetsgruppe. På den måde udviskes den individuelle identitet fuldstændig. Den erstattes af en kollektiv identitet, og den enkelte parkeres således i et identitetsmæssigt biologisk fængsel, hvorfra man kun kan undslippe ved én gang for alle at omstøde de de racistiske, heteronormative og misogyne “strukturer” og  “kulturer”, som de hvide, heteroseksuelle mandlige magthavere har etableret, og som udgør de bærende søjler i deres hegemoni.

For den identitetspolitiske  venstreorienterede ligger identiteten altså i gruppedefineret forskellighed. For den nationalkonservative er identitet tværtimod alt det, vi har til fælles, på tværs af køn, race, alder og seksualitet.

Identitet opfattes med andre ord fundamentalt forskelligt på de to yderfløje af det politiske spektrum. Og det hænger ikke mindst sammen med det forhold, at identitet for den (national)konservative er en samfundsbevarende kraft, mens identitet på venstrefløjen konstrueres og mobiliseres som samfundsomvæltende, altså en destruktiv og revolutionær kraft. Af samme grund hæger den (national)konservative identitetspolitk om de etablerede normer, mens venstrefløjen har travlt med at storme dem.

Så ja, Rikke From og Mikkel Thorup, der bedrives identitetspolitik på begge fløje, men værdier, mål og midler er diametralt modsatte. Og inderst inde er Mette Frederiksen rent identitetspolitisk nationalkonservativ, selvom hun desperat forsøger at favne det hele, både rød og grøn, Aalborg Portland og vindmøller, storby og landsby, hæve-sænke-borde og kakkelborde, akademikere og arbejdere. Men nogle kløfter kan man bare ikke skræve over. Identitetskløften er en af dem - og det ved Inger. Mette skal snart få det lært ...