Hinsides #MeToo-æraen venter der intet harmonisk og idyllisk arbejdsliv for de to køn, men derimod blot et nyt – uomgængeligt utilfredsstillende og frustrerende – kompromis.

Den anden dag var det Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard, som havde kigget dybt i #MeToo-moradset og havde høstet tre vigtige pointer. Det var noget om ”ledelsesværdier”, ”magthierarkier” og ”ingen tilgivelse uden uforbeholden undskyldning”. I morgen og overmorgen kommer der nok nye bud på, hvad vi alle sammen har lært, og hvad der skal til, for at det alt sammen bliver meget bedre. 

Når man lytter til #MeToo-fortalernes forkyndelse, så får man det indtryk, at hvis blot vi får den nødvendige kulturforandring og opgør med sexisme på arbejdspladserne, så venter der os et arbejdsparadis med gensidigt respektfulde og anstændige kønsrelationer på den anden side. Et landskab af blomstrende arbejdspladser med tryghed for alle flittige arbejdsbier af begge køn. Det er nok ønsketænkning. 

Sandheden er desværre snarere, at i de næste årtier er #MeToo den nye modus vivendi for kønnene på arbejdsmarkedet. På kønsblandede arbejdspladser rundt i landet vil der nok være endnu færre, kiksede, lumre hø-hø-bemærkninger. Ligesom kontorlokaler og personalefester vil være støvsugede for flirt og fjas og lummer lir. Fint nok for anstændig- og pænheden, hvis mandehørmen eksisterede som et ensidigt, trælst bagtæppe, men nok også mindre lystigt og noget kedeligere (i al fald for en del mænd). For ansatte med meningsløst pseudoarbejde kan det måske blive endnu sværere at komme op om morgenen og på arbejde. 

Den dybere årsag til, at der ikke venter et harmonisk arbejdsliv for de to køn, men kun et eller andet kompromis mellem de to køns begær, er, at kulturen og magthierarkierne ikke er de bagvedliggende årsager til #MeToo-moradset. De er blot umiddelbare årsager.

Selvom vi bliver tudet ørerne fulde om, at det ikke altid var berøringen, tilnærmelsen, de sexistiske bemærkninger, som var skyld i faldet, men magtforskellen eller løgnen, håndteringen, den dårlige undskyldning og bortforklaringerne, så var det aldrig kommet til de sidstnævnte, hvis ikke sex og begæret fandtes. Og når det kommer til begæret og sex, så er der forskellige partnerstrategier, som er optimale for de to køn, hvorfor vores samvær med hinanden aldrig blot kan være idyllisk, men også altid vil være spændingsfyldt og have elementer af det komiske og tragiske.

I 1972 lancerede den amerikanske biolog Robert Trivers sin forældreinvesteringsteori. Her i jubilæumsåret burde denne teori stilles op på piedestalen for de store erkendelsesmæssige landvindinger. Hvad termodynamikkens anden lov er for fysikken – uomgængelig, ubrydelig og grundlæggende – ligeså burde forældreinvesteringsteorien være for diskussionen om køn.

Teorien siger helt enkelt, at forskellene mellem de to køn opstår som følge af, hvor meget de investerer i det fælles afkom. I udgangspunktet er hunkønnet den, der investerer mest, hankønnet den, der investerer mindre.

Forældreinvesteringsteorien forklarer mangt og meget. Forskellen i investering fører en fascinerende kaskade af både fysiologiske og psykologiske konsekvenser med sig, men hér vil vi blot opholde os ved et par ting, som har betydning for kønnenes omgang på arbejdspladserne.

Kvinden i menneskets evolutionshistorie har produceret cirka ét stykke barn hvert andet til tredje år. To, tre eller tusind mandlige elskere ville ikke ændre på det. Kvindens begær er derfor blevet kodet til at vurdere mandens kvalitet – status, ressourcer, evner, samt potentiale som fader. Anderledes for manden, dér er ikke blot kvalitet interessant, kvantitet er det på en helt anden og radikal måde. Hver parring med en ny hun kan potentielt føre til levedygtigt afkom – en appelsin i mandens reproduktions-turban. Mænd er derfor stort set altid parate til lagengymnastik med en kvinde, der måtte byde sig til. Det er kvinder til gengæld ikke! 

Evolutionspsykologen David Buss og andre har bl.a. forsøgt at finde ud af, hvor kort tid mænd og kvinder havde brug for, før de var villige til at have sex med en attraktiv fremmed. De fandt ingen nedre grænse for mænd, mens ingen kvinder i 37 lande (herunder Danmark) tog imod tilbuddet om uforpligtende sex fra den fremmede. At kvinder ikke interesserer sig for kvantitet, som han selv gør, bør den moderne mand skrive sig bag øret hver morgen, når han tager den blå skjorte på og går på arbejde. Den unge, kvindelige praktikant eller medarbejder ser altid lækker og sød ud, men hendes smil betyder ikke, at hun finder dig attraktiv, som du hende. Hun smiler, fordi hun er kollegial og venlig. At du, kære mandlige læser, måtte opleve det anderledes, kalder evolutionspsykologer overperceptions-bias. 

Ligeledes bør mænd også være bevidste om – hvad David Buss i hans seneste bog When Men Behave Badly (2021) indrømmer, at han ikke selv helt havde forstået graden af – at kvinder vitterligt frygter seksuelle overgreb på en helt anden måde end mænd. Voldtægt frygter de mere end nogen anden forbrydelse, og dets alvorlighed sidestiller de med mord. Den frygt og vurdering forstår mænd ikke intuitivt. David Buss mener, at der en evolutionær forklaring derpå – både på kvindernes frygt såvel som forståelseskløften for mændene.

Nu er det dog heller ikke sådan, at vi kan sige, at vi har en seksualitet, der er ligesom vores nærmeste slægtninge – de store aber. Havde kønnenes investering i afkommet været som hos gorillaerne (hannens investering = en teske sæd), havde vi i dag haft kontorlandskaber og virksomheder med 5-30 ansatte. Alle ansatte havde nødvendigvis været kvinder på nær chefen (sølvryggen, der var dobbelt størrelse af kvinderne), som kvinderne på skift gjorde sig lækre over for, når de havde ægløsning. Pressens #MeToo-skandaler havde handlet om, når chefen var for doven til at løfte sit ansvar og befrugte høj som lav i virksomheden. 

Eller, hvis vi havde haft en seksualitet som dværgchimpanserne, så havde vi alle, mænd og kvinder, haft sex på kryds og tværs flere gange om dagen på vores arbejdspladser. Hver gang der var en social spænding, et svært diskussionspunkt på strategimøder, kaffe- eller spisepause, så ville det være en nødvendig eller oplagt lejlighed til en hurtig omgang i en af kroppens åbninger. #MeToo-skandalerne hér ville være favoritisme og perverst monogame chefer af begge køn.

En anden ting, som begge køn også kunne skrive sig bag øret på nutidens kønsblandede arbejdspladser, er, at mænd synes, at unge kvinder er mest attraktive. Næppe nogen nyhed, men det er en præference, som er kodet ind i mænd af evolutionens pres. Igen kan det være værd at sammenligne med andre primater, hvor de ældre hunner ikke synes at være mindre sexede i hannernes øjne end de yngre modeller. Tværtimod kan de være mere sexede (erfarne mødre).

Men mænds gode øje til unge kvinder, hævder evolutionspsykologer, er ironisk nok et vidnesbyrd om, at monogamiet har været standarden i homo sapiens’ evolutionære historie. Hvis de fleste mænd kun får chancen for at få afkom med én kvinde, så har den mand den bedste reproduktive strategi – det mest fordelagtige begær – som finder unge kvinder attraktive, for de har flest frugtbare år foran sig. Noget overraskende er monogamiet altså evolutionært medskyldig i #MeToo.

For kvinder er uønsket seksuel opmærksomhed altså ubehageligt i en grad, som mænd ikke begriber intuitivt. Og selvfølgelig skal mænd og chefer ikke sende klamme dick pics og få kvindelige kollegaer til at føle sig utrygge på deres arbejdsplads eller frygte for deres karriere pga. afviste seksuelle tilnærmelser. Men selvom vi alle har lært så meget, så venter der os alligevel ikke noget harmonisk arbejdsmarked hinsides #MeToo. 

Det nye arbejdslandskab, som de to køn vil bevæge sig igennem, vil ikke være paradisets have, for vi møder fortsat på arbejde med vores stenalderfølelser og -begær. Ét begær fristes i højere grad af kvantitet, variation og ungdom, et andet af kvalitet, status og ressourcer. Disse begær er hverken etiske eller politisk korrekte. De er, hvad de er. De kan kun forvandle sig over utallige generationer, hvis der er et evolutionært selektionspres, der presser dem i andre retninger. 

Der vil altid være en kampplads – en afstand mellem kønnenes begær – hvor der skal slås et kompromis. Kompromiset har vi forhåbentlig en bedre chance for at håndtere, når vi forstår begærets oprindelse. Som Anton Tjekhov skrev: ”Mennesket vil blive bedre, når du viser det, hvem det er.”

 #MeToo synes at være tidens løsen, der hvirvles rundt af internettets virtuelle vinde. Dog bliver det næppe det sidste hashtag i forhandlingen om den rette, dydige og etiske handlen mellem kønnene, for det perfekte svar findes ikke.