Debat

09.12.21

Borgerlighed med blinde vinkler

Andreas Kragh: Er det virkelig frihed, vi mangler i vores moderne samfund med stadig flere valgmuligheder? Det er tid til at glemme ideologier og rette blikket mod det nære, lyder det i modsvaret til Stefan Aggers indlæg på Kontrast.

I den senere tid har der været debat om krisen i blå blok. Hvad er de borgerliges politiske projekt, og hvad ville de stille op med magten, hvis de fik den? Nationalkonservative og liberale er uenige i forhold til deres visioner for samfundet. 

Liberalt sindede borgerlige kritiserer nationalkonservative for at ønske sig tilbage til en svunden tid, en nostalgisk længsel efter kristendom, stærke lokalsamfund og autoritetstro, som er dømt til at mislykkes. De liberale selv taler for en optimistisk tilgang til fremtiden med økonomisk vækst, åbenhed, tolerance og fremgang – hvilket i praksis ofte betyder, at man argumenterer for lavere skat og mere frihed fra statslig indblanding i borgernes liv.

Her er der noget, der skurrer: Er det virkelig frihed, vi mangler i vores moderne, globalt orienterede samfund, hvor vi bombarderes med indtryk og information fra morgen til aften og har stadig flere valgmuligheder? Det forekommer, at vi snarere mangler fokus, retning, identitet og forankring. Men mere om det senere. 

Lad os se på et eksempel på en liberal kritik af nationalkonservatismen. 

Stefan Agger skriver i sit indlæg på Kontrast ”Vi skal pille fællesskabet ud af kløerne på venstrefløjen”, at borgerlige skal droppe deres berøringsangst over for ordet ”fællesskab” og bruge det i en anden betydning end venstrefløjens. 

I indlægget slår Agger fast, at danskerne er bundet sammen i  ”et dybere og mere grundlæggende fællesskab end venstrefløjens politiske velfærdsfællesskab. Vi er et nationalt skæbnefællesskab, før vi er tilhængere eller modstandere af økonomisk omfordeling”. Dette fællesskab består af sprog og kultur, historie og forestillet historie, og vi bindes sammen af ”værdiforestillinger, traditioner og sociale normer, der gør os i stand til at forstå hinandens handlemåder og motiver langt bedre, end vi forstår mennesker fra kulturfremmede egne”. 

Denne betoning af den nationale identitet er ikke fundamentalistisk laissez-faire-liberal a la Ayn Rand (som hadede og foragtede nationalisme), men flugter i høj grad med nationalkonservative synspunkter. Agger bygger da også sine argumenter på den konservative britiske filosof Roger Scruton og hans bog How To Be A Conservative

Den liberale positions problemer
Der er flere problemer med Aggers liberale position. 

Det må logisk gælde, at hvis man frivilligt kan tilvælge et fællesskab, så kan man også fravælge det. Men Agger slår fast, at danskerne indgår i et nationalt skæbnefællesskab, som er det grundlæggende fællesskab, der definerer den danske identitet.

Da ingen vælger, hvor de bliver født, har ingen tilvalgt dette fællesskab. Det er et givet livsvilkår for den enkelte (det er ikke umuligt at fravælge det nationale skæbnefællesskab ved at emigrere, men det er svært og kun de færreste forundt). At være født i Danmark er i høj grad den enkeltes skæbne. Vi hænger på hinanden, på godt og ondt.    

Manglen på valgfrihed må ifølge Aggers logik betyde, at selve den nationale identitet, som ellers er det, vi skal bevare, hviler på et fællesskab ”af en lavere moralsk orden”, da det ikke frivilligt kan til- og fravælges. Vi skal således værne om et fællesskab, som er påtvunget og derfor moralsk tvivlsomt. Det virker ikke gennemtænkt.

Mere lavpraktisk forekommer det desuden temmelig opskruet, at alle offentlige fællesskaber hviler på en trussel om vold og tvang. Gælder det alle offentlige ordninger – børnepasning, sundhedsvæsenet, vedligeholdelse af infrastruktur, uddannelse, naturbevarelse, statsstøttet kunst og kultur m.m.? 

Danskerne kan rigtig godt lide nationalstaten og velfærdsstatens omfordeling af goderne. Der er endvidere intet i vejen for, at folk kan danne alle de private fællesskaber, de har lyst til, hvilket danskerne da også gør i stor stil (jf. det højt besungne Foreningsdanmark). Dette skal åbenbart opskaleres og gøres bærende i en langt højere grad, end tilfældet er i øjeblikket. Hvordan det skal foregå, står hen i det uvisse. 

Man kan også sætte spørgsmålstegn ved, om Scruton har entydigt ret i, at man ikke kan skabe samfundsforandringer oppefra og ned via politiske tiltag. Der skal givetvis være en vis parathed til det i befolkningen, men idéen om, at det eneste legitime er spontant opståede, organiske fællesskaber, forekommer overdrevent romantiseret og, ja, utopisk.

Et eksempel kunne være rygeloven, der blev indført i 2007 under stor mediedækning og mange protester. Her gik politikere og sundhedseksperter forrest i en ændring af samfundets normer.

Desuden må man ikke glemme, at venstrefløjen ikke har nogen kvababbelser ved at påvirke samfundslivet via lovgivning. Hvis man fra borgerligt hold rynker på næsen af statslige tiltag som et værktøj til at få sine idéer igennem, så overlader man initiativet til venstrefløjen og er henvist til at stå på sidelinjen og råbe op om frihed. 

Det illustrerer, at den liberale vision ligesom den nationalkonservatisme, som den kritiserer, har sine egne blinde vinkler og selvbedrag. Grundlæggende stræber man efter et frihedsideal, som er et fatamorgana. 

Men meget af kritikken af nationalkonservative er begrundet. Jeg er enig i, at idéen om at genkristne Danmark ikke har ben at gå på. Men også mere bredt er den nationalkonservative tendens til at ønske sig tilbage til fortiden hverken frugtbar eller realistisk. At klæde sig og tale gammeldags og forbande den moderne verden fører ingen steder hen. Der er ingen vej tilbage, kun fremad.

Hvor venstrefløjen har sin internationalisme og oikofobi, har højrefløjen de liberale med deres idéer om frihed for enhver pris og deres refleksive modvilje mod staten, samt de nationalkonservative med deres drømme om at vende tilbage til 1960. Ingen af de to fløje har et holdbart svar på den moderne verdens udfordringer, der kan vende den borgerlige krise til fremgang.

Af banen med utopi og ideologi
Hvis det er rigtigt, hvad er så en farbar vej frem? Jeg kan give et forsigtigt bud.

Det 20. århundrede var tiden for de store utopier som marxismen og fascismen. De fik aldrig for alvor fat her i landet, hvor vi var mere pragmatiske og jordnære. ”Utopier er noget bras” som Poul Schlüter sagde. Det havde han ret i.  

Det er tid til at glemme utopier og ideologier og rette blikket mod det nære. Det, som er bærende for vores liv hver dag. I en verden, hvor den teknologiske udvikling stormer frem, hvor globaliseringen for længst er en realitet, har vi brug for lokal forankring – og solidaritet. Ja, noget så gammeldags. Og vi har enestående gode forudsætninger for dette. Vi er nemlig (stadig) en lille, homogen befolkning på et lille areal. Det giver solidariteten gode betingelser.

Vel at mærke ikke den hule, gloriepudsende internationale solidaritet, der er så populær. Nej, vi skal først og fremmest være solidariske med vores landsmænd og loyale over for det nationale fællesskab.

Vi kommer ikke uden om, at det historisk betingede nationale fællesskabs bærende institution er nationalstaten. Nationalstaten er det største fællesskab, det største meningsfulde ”vi”, som danskerne har. Dette er en afgørende erkendelse. Nationalstaten er den stærkeste (eneste?) muskel, den danske befolkning har til at forsvare sine kollektive interesser i en globaliseret verden.  

Kapitalismen har nemlig ikke nødvendigvis sammenfaldende interesser med befolkningerne i de forskellige lande. For internationale virksomheder er lokal lovgivning og kulturelle særegenheder mest af alt besværlige forhindringer for problemfri bevægelse af varer, kapital og arbejdskraft og dermed profitmaksimering.

Den liberale fløj må indse, at Danmark ikke er noget ufrit samfund. I Danmark kan man leve stort set, som man har lyst til, uden at blive forfulgt eller chikaneret. Det er ikke tilfældet mange andre steder. Vi er ikke på nogen meningsfuld måde underlagt statslig undertrykkelse. At hævde andet er at trivialisere begrebet. 

Vi har et højt skattetryk og en rigtig stor offentlig sektor, ja. Måske også for højt og for stor. Men den liberale kritik af dette ville faktisk stå stærkere uden overbygningen af frihedsfetichisme, som snarere skræmmer folk væk end får dem til at høre efter.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter