Et af venstrefløjens mest potente politiske våben er dens næsten totale ejerskab over ordet fællesskab. Ikke mindst den særlige variant, hvor det anvendes i bestemt form, ”vi skal styrke fællesskabet”, eller andre formuleringer i samme dur. Det er dog en debat, hvor borgerlige ikke nødvendigvis bør lide nederlag, og da slet ikke med så lidt kamp, som vi ser i dag. Der er gode og vægtige grunde til, at borgerligheden bør kunne udfordre venstrefløjens udgave af fællesskabet og måske endda gøre ordet til en trumf, man kan spille som borgerlig politiker for at tage et debatmæssigt stik.

Inden jeg kaster mig ud i argumentationen, er det måske værd at spørge, hvorfor det egentlig er vigtigt at pille i ordenes betydning – spiller det overhovedet nogen rolle i politik, eller er det bare sniksnak blandt wannabe-intellektuelle klummeskrivere som jeg selv? Det spørgsmål hænger sammen med den nylige debat om manglen på borgerlige intellektuelle, som Egander Skov skrev om i Kontrast forleden. 

Mit svar her vil ikke overraskende være, at jo, det nytter noget at diskutere ord og begreber, og at det blandt andet er derfor, manglen på borgerlige intellektuelle er noget skidt set fra højrefløjens synspunkt. De fleste borgerlige politikere er ikke udviklere af borgerlige idéer, men aktive anvendere. De tænker så at sige inden for boksen, hvor boksen udgør de vante borgerlige argumenter og tænkemåder. 

Det, borgerlige intellektuelle skal bruges til, er at forbedre, forstørre og forfine selve boksen. Vi ved fra amerikansk psykologisk forskning, at borgerlige mennesker reagerer på et langt bredere sæt af moralske dimensioner end venstreorienterede, og det er derfor vigtigt, at de aktive borgerlige politikere forstår at appellere til flere forskellige dimensioner. Det er med andre ord ikke nok at tale om frihed og individer; vi skal også tale om institutioner, retfærdighed, loyalitet og fællesskaber.

Det nationale fællesskab
Vi er dermed klar til at forstå, hvorfor kampen om ordet fællesskab er vigtig, ikke blot politisk strategisk, men også på et dybere humanistisk plan. Venstrefløjens brug af ordet ”fællesskabet” er nemlig ofte økonomisk og teknokratisk, og den forfladiger dermed et af tilværelsens vigtigste begreber. Når venstrefløjen siger fællesskabet, mener den som regel velfærdsstaten, og når den siger, at vi skal styrke fællesskabet, er budskabet, at vi skal forøge velfærdsstatens størrelse og den økonomiske omfordeling. 

Jeg er enig i, at velfærdsstaten er skabt af fællesskabet, og at den kan anvendes til at gøre godt i mange tilfælde, men grundlæggende er det fattigt at reducere det danske fællesskab til en økonomisk konstruktion som den danske velfærdsmodel.

Under coronaepidemiens første dage og måneder i Danmark lykkedes det Mette Frederiksen og Socialdemokraterne at fremmane et mere dybt og folkeligt skæbne- og interessefællesskab, men den følelse holdt ikke så længe. Hverken de borgerlige partier eller Socialdemokratiet kunne fastholde idéen om den nationale samling. De borgerlige var fanget i oppositionens lidt skingre rolle, og socialdemokraterne vendte ret hurtigt tilbage til at sætte lighedstegn mellem deres egne interessegrupper og så fællesskabet.

Hvis borgerlige skal anvende ordet fællesskab, bør det i stedet være som en bestræbelse på at adskille nationen og det fælles danske fra velfærdsstaten. Hvis jeg endnu engang her i Kontrast må anvende den britiske filosof Roger Scruton, så kunne man definere det nationale fællesskab ved at stille Scrutons konservative grundspørgsmål: ”Hvad binder mig til min nabo?” 

I Danmark bindes vi sammen i et nationalt fællesskab bygget på det danske sprog og de mange normer og kulturelle overleveringer, der findes gemt i vores særegne talemåder, ordsprog og vendinger. Vi bindes også sammen af en fælles historie om, hvordan Danmark blev til. Det er en historie om konger og magt, men også om bønder, arbejdere og de idéer, der formede danmarkshistorien. Endelig bindes vi sammen af værdiforestillinger, traditioner og sociale normer, der gør os i stand til at forstå hinandens handlemåder og motiver langt bedre, end vi forstår mennesker fra kulturfremmede egne.

Når vi borgerlige anvender ordet fællesskabet i bestemt form, bør det være for at italesætte et dybere og mere grundlæggende fællesskab end venstrefløjens politiske velfærdsfællesskab. Vi er et nationalt skæbnefællesskab, før vi er tilhængere eller modstandere af økonomisk omfordeling og minimumsnormeringer i børnehaven.

Inde og ude
Det nationale fællesskab er underudnyttet i debatten om asylindvandringen, hvor det ellers er ganske oplagt, at den borgerlige politik handler om fællesskabet. Venstrefløjens position retter sit fokus på en helt anden moralsk dimension, nemlig omsorg. For dem handler det næsten udelukkende om de mennesker, vi bør udøve omsorg for, mens de ikke har blik for, hvad der udgør et fællesskab, og hvordan omsorgen for alverdens flygtninge egentlig påvirker det danske nationale fællesskab.

Et fællesskab kan ikke eksistere og give mening for dets deltagere, hvis ikke man kan skelne mellem, hvem der tilhører fællesskabet, og hvem der ikke gør. Hvis man ikke kan afgøre det, eller hvis man helt ignorerer det, reducerer man Danmark fra en nation til en samling tilfældige mennesker på et stykke jord. De fleste mennesker, der bor i Danmark, vil dog formodentlig opfatte sig som en del af et kvalitativt fællesskab, der hænger sammen og som eksisterer gennem de bindinger, jeg nævnte ovenfor.

Hvis man glemmer den politiske fortælling om fællesskabet på den indvandringskritiske fløj, mangler man måske sit vigtigste kort. Hvis det kommer til at handle for meget om de tilkomne – om muslimer – så spiller man gode kort i hænderne på modstanderen, hvis omsorgsfokus så kan komme til sin ret.

Selv om Socialdemokraterne er gået godt mod højre på udlændingepolitikken siden 2015, er de dog stadig fanget i klassisk materialistisk venstrefløjstankegang. Henrik Sass Larsen har tidligere fortalt i Politiken, at Socialdemokratiet vil gå meget langt for at redde velfærdsstaten fra indvandringens byrde, og på Socialdemokraternes hjemmeside kan man under deres asylpolitik læse om årsagen til den stramme udlændingepolitik, at ”det presser vores velfærdsmodel, vores lave ulighed og vores måde at leve på”. Det er altså først og fremmest den politiske indretning af statens pleje-, sundheds- og pasningsfunktioner, der skal reddes, og ikke det danske nationale fællesskab.

Frivillige fællesskaber
Et andet område, hvor man fra borgerlig side kan skrue op for retorikken om fællesskaber, er i forhold til frivillige fællesskaber på markedet og i civilsamfundet. Det handler om at kæmpe for at definere og fastslå en rangorden, der tilsiger, at hvis opgaver kan løses af frivillige fællesskaber som virksomheder, foreninger eller frivilliggrupper, så er det bedre, end hvis de løses af staten. Årsagen er, at frivillige fællesskaber moralsk set har forrang for det fællesskab, der findes under staten.

Når det er sådan, er det, fordi statens primære virkemidler i den sidste ende er tvang og vold. Det er en af grundlæggerne af den moderne statsvidenskab, Max Weber, der definerer staten ved dens legitime voldsmonopol over et bestemt territorium. Staten fungerer herefter primært gennem lovgivning, og det er jo ikke frivilligt, om man vil rette sig efter sådan noget. Hvis man nægter længe nok, så vil der en dag stå et par brede fyre foran din dør, der gerne vil have dig med til et lukket rum et sted i en bastant bygning. Man skal ikke tage fejl. Selv om staten kan gøre godt, og bestemt i Danmark udøver mange gode formål, så er dens virkemiddel i sidste ende som beskrevet.

Derfor bør vi indrette samfundet sådan, at vi maksimerer de frivillige fællesskaber og lader dem løse så mange af samfundets problemer som overhovedet muligt. De er simpelthen af en højere moralsk orden, fordi mennesker dér finder sammen gennem talrige bedre motiver end tvang; uanset om det er på grund af egeninteresse, kaldsetik, lokalpatriotisme eller kærlighed.