Debat

26.11.21

Chefredaktørens Blok: Kan kristendom frelse Vesten?

Mikkel Andersson: Flere borgerlige mener, at en genrejsning af Vesten kræver en styrkelse af kristendommen, og den har unægtelig haft afgørende betydning for vores kultur og civilisation. Men hvad er det, man forestiller sig, at der skal ske?
Thorvaldsens Jesus kendt fra Vor Frue Kirke, København, her originalen på Thorvaldsens Museum (foto i public domain).
Thorvaldsens Jesus kendt fra Vor Frue Kirke, København, her originalen på Thorvaldsens Museum (foto i public domain).

Lad os starte med at acceptere den præmis, at kristendommen har haft en afgørende og positiv betydning for udviklingen af den vestlige kultur og civilisation, vi i dag lever i. Her er det oplagt at nævne salig Max Weber og hans analyse af den protestantiske arbejdsmoral og nyere tænkere som Joseph Henrich, der placerer religiøse doktriner om ægteskab og tro på Djævelen som centrale for udviklingen af den vestlige civilisation. 

Flere danske borgerlige finder også inspiration i kristendommen: Morten Messerschmidt slår eksplicit til lyd for en “kulturel genoprustning af fædrelandet baseret på vor kristne arv”. Marie Høgh argumenterer for, at “De borgerlige burde kæmpe for kristendom og dannelse i folkeskolen”. Flere danske konservative finder inspiration hos katolske tænkere som den glimrende Ross Douthat.

Men er en reel genrejsning af kristendommen som reelt og inderligt praktiseret religion blandt store dele af befolkningen mulig i Danmark og Vesten i 2021? Jeg tvivler.

Her til lands lever vi i et samfund, hvor kristendommen enten er reduceret til noget amorft feel-good-Jesus-er-flink-og-der-venter-noget-rart-efter-døden diffust, der er løsrevet fra både den traditionelle doktrinære forståelse af religionen såvel som dens praksis, bortset fra lidt hyggelig kirkegang ved højtider og mærkedage. Det er en religiøs praksis og forståelse, der har meget meget lidt at gøre med kristendommen, som den var praktiseret de forudgående 1.000 år her i landet, både før og efter reformationen. 

For de fleste af vores forfædre var kristendommen ikke reduceret til en diffus idé om, at Jesus er en guttermand, men derimod et altgennemtrængende socialt og moralsk kodeks, der regulerede og påvirkede menneskets både ydre og indre liv i kraft af såvel egne overbevisninger som social kontrol fra både medborgere og alle samfundets autoriteter. 

Hvis man gjorde en lang række ting, som kristendommen stemplede som umoralsk, risikerede man ikke alene en aldeles hård jordisk straf, men også at ende en hel evighed i Helvedes flammer. Hvis man derimod levede fromt og begik gode gerninger, kunne man i stedet forvente en evighed med sine kære, i hvert fald de velopdragne af dem, i Himmerige. 

Og naturligvis er der rigelig undtagelser til den ovenfor skitserede nutidspraksis af kristendommen, hvor man tager både Himmel, Helvede og de ti bud mere bogstaveligt. Men der er tale om regelbekræftende undtagelser.

Jeg kan selvsagt ikke kigge ind i mine medborgeres hoveder, men min påstand er ikke desto mindre, at for langt hovedparten af folkekirkens medlemmer er kristendommen i begge henseender stort set irrelevant. De udbreder ikke dens traditionelle værdier gennem egen livsførelse, og den tro, de måtte have, former heller ikke deres verdensbillede eller moralske kompas i nogen meningsfuld forstand sammenlignet med ikke-religiøse. Helvede er selvsagt for længst afskaffet, og hvis nutidens kristne har en forestilling om et liv efter dette (og selv det tvivler jeg på, en del reelt har), er det imidlertid ikke noget, som synes at stille fordringer om nogen særlig adfærd i livet her på jorden.

Dermed ikke sagt, at fortidens mennesker nødvendigvis ville have valgt kristendommen frem for hedonistisk ateisme, hvis de havde haft valget. Men de havde netop ikke valget. Religionen var det hav, man både mentalt og socialt svømmede i, og fisk overvejer sjældent en tilværelse, hvor vand ikke findes.

I dag er kristendommen for langt de fleste ikke det givne i nogen meningsfuld forstand som andet end en fløjlsblød og eftergivende folkekirke, som ikke har nogen intention om at tale om noget så arkaisk som synder og slet ikke evig fortabelse. Den jordiske fordring er et mindre beløb, der praktisk bliver trukket via skattebilletten.

Dermed ikke sagt, at arven fra kristendommen ikke gennemsyrer Danmark, for det gør den i allerhøjeste grad i form af kultur, arbejdsmoral, normer og meget andet. Men en arv er i sagens natur overleveret fra de døde, og den slags har det med før eller senere at falme eller blive opbrugt.

Derfor står konservative med en udfordring, som de færreste tager alvorligt. Hvis man mener, at aftenlandets undergang kan skimtes i skumringen, og at denne er uløseligt knyttet til kristendommens nedtur som vor civilisations centrale lim, hvad er planen så egentlig?

Jeg er, som det fremgår, ikke uenig i, at kristendommen har ført meget godt med sig (også en del skidt, men det er for den nærværende pointe irrelevant). Kombineret med arven fra antikken har religionen været central for både opbygningen af den vestlige civilisation og de mest frie, velstående og innovative samfund i verdenshistorien. 

Men jeg er også ateist eller agnostiker. Ikke på grund af et aktivt valg, men fordi forestillingen om, at Gud valgte at manifestere sig i en korsfæstet apokalyptisk jødisk profet for omtrent 2.000 år siden ikke forekommer videre overbevisende. Selv hvis jeg gerne ville, kan jeg ikke tro på, at graven var tom på tredjedagen, eller at et par millioner års historie om homo sapiens skulle kulminere med en altafgørende og frelsegivende guddommelig intervention netop her. 

Det skriver jeg ikke ud fra et ønske om at overbevise andre om det meningsfulde i at dele min mangel på religion, for hvis man finder trøst i en religiøs overbevisning, så herligt. Livet er kort og ofte hårdt, så whatever gets you through the night.

Det er jeg klar over, at en række kristne konservative utvivlsomt med stor ildhu vil forsikre mig om, at de uden problemer kan, og godt for dem. Det ændrer ikke det centrale i den udfordring, jeg skitserer. For selv hvis jeg faktisk gerne ville tro, og det ville da være rart, så lader det sig jo ikke rigtig gøre. Troen er gået fra at være et givent vilkår til at være et tilvalg, som langt de fleste i praksis ikke kan takke ja til. Selv hvis de ville.

Vi er alle, hvis ikke børnebørn, så tipoldebørn, i et eller andet led, af folk, der havde en inderligt og konkret kristentro, der er blevet udvasket eller helt er forsvundet henover generationerne. Endda selvom selve troen formelt lå som et bagtæppe for både vores nationalstat og med særlig privilegeret adgang til folkeskolen, kongehuset og meget andet. Men ak, alligevel er kristendommen falmet til uigenkendelighed.

Måske er det muligt at forestille sig en situation, hvor mange igen kunne ønske sig den noget mere konsekvente praksis. Uanset om man mener, at idéer, der har overlevet 2.000+ år, er gode eller dårlige, skal man selvsagt vare sig for at lægge dem i graven. Men det er meget svært at se, hvordan man skulle kunne komme dertil i dag. Der er ingen eksempler på større religiøse vækkelser i Danmark de sidste halvandet hundrede år, og hvad skulle gøre, at en masse mennesker pludselig igen omfavnede kristendommen på en dybfølt og inderlig måde? Det forekommer svært at se.

Dertil kommer så spørgsmålet om, hvorvidt det egentlig er særlig kristent at se religionen som middel til et bedre samfund og ikke et mål i sig selv, fordi det nu engang er vejen, sandheden og livet. 

Men lige den del af debatten vil jeg overlade til dem, der faktisk tror.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter