Debat

19.04.23

Borgerligheden stortrives i det konkrete Danmark

Morten Falk glæder sig over sin flytning til Kernefamilieland. Det giver opløftende tanker til at nuancere den meget omtalte borgerlige krise, beretter han.
Luftfoto fra Børkop-egnen lidt uden for Vejle. (Foto: Finn Byrum/Ritzau Scanpix)
Luftfoto fra Børkop-egnen lidt uden for Vejle. (Foto: Finn Byrum/Ritzau Scanpix)

Tiden er fyldt med mange velskrevne bøger, kronikker og debatindlæg, der alle i en eller anden grad kortlægger borgerlig krise og forfald samt baggrunden for undergangen. De leveres af tidens skarpeste borgerlige tænkere. Her tænker jeg på Christian Egander Skov, Eva og Rune Selsing, Sørine Gotfredsen m.fl.

Jeg læser deres bøger med stor interesse og har hverken grund, evner til eller ærinde om at bestride den borgerlige krise, men jeg ønsker at bringe en anden og mere opløftende vinkel på tingenes tilstand, fordi den er alt for fraværende i debatten. 

Derudover er jeg overbevist om, at den positive fortælling om borgerlige værdier er det, der skal vende udviklingen. Jeg mener, at borgerligheden i det konkrete Danmark stortrives, på trods af at borgerligheden politisk set er i krise. Den har det faktisk ganske fremragende og er en stor fed bourgeois-langemand til tidens nedbrydende ideologier.

Kernefamilieland

Jeg er en del af et mindre lokalsamfund uden for Vejle, hvor jeg bor i et parcelhuskvarter med min kone og vores tre børn. Vi flyttede hertil direkte fra København, hvor det, der tiltrak os ved at bo i en storby, efterhånden blev utiltalende. 

Den kosmopolitiske selvtilfredshed, københavner-ekkokammeret, som vi selv var en del af, larmen, banderne, den fraværende natur osv. En helt klassisk historie med en børnefamilie, der skifter den pulserende storby ud med et børnefamilieliv i provinsen. 

Min oplevelse af skiftet overraskede mig meget i positiv retning. Vi er blevet en del af, hvad jeg føler er et kommunitært mikrokosmos med stærke fællesskaber, både i kvarteret, i foreninger og i kirken, som nyder stor tilslutning. 

Det er kernefamilieland med konservative dyder, også blandt folk, jeg ikke formoder stemmer på konservative partier. Men de lever efter normer, som er forankret i familie, et stærkt civilsamfund, kirke og godt naboskab, hvor man hjælper hinanden. 

Jeg tror ikke, der bor folk i mit lokalsamfund, som ikke er bekendte med post-marxistisk intersektionelt tankegods, selvom de ikke sætter sådanne betegnelser på eller kender det filosofiske ophav bag de ideologier, som grundlæggende hader deres levevis. De er det tavse flertal, der fodres som foie gras-gæs med fjerdebølgefeminisme og cancel culture ligesom alle andre.

Men det ændrer dem ikke grundlæggende. 

En opløftende tanke

Årsagen til det tror jeg er, at den gennemsnitlige kernefamilies levevis bygger på noget, der er for stærkt til at blive trådt under fode af et højtråbende mindretal af kønsforskende RUC-professorer. Det er et tavst flertal, men et stædigt flertal, som ikke så let opgiver sine værdier.

Nogle gange kan jeg irritere mig over den manglende bidskhed i mit provins idylliske konservative kerneland. Hvorfor slår almindelige mennesker ikke i bordet og lukker munden på den højråbende, overuddannede snakkende klasse af lidet værdiskabende socialkonstruktivistiske pseudoforskere, familiehadende hæve/sænkebordsfeminister og blåhårede wokister, som foragter alt, der er smukt? 

Det ved jeg faktisk ikke. Måske har de det for godt. Men jeg synes, det heldigvis tyder på, at den åndløse liberalisme og den kvælende socialisme i høj grad preller af på folk. Den kommunitære, nationalt forankrede og åndeligt rodfæstede borgerlighed vil fortsætte med at eksistere i den konkrete virkelighed, i det konkrete Danmark, hvor jeg bor og lever. 

Det synes jeg faktisk er en opbyggelig og opløftende tanke, og jeg tror, borgerlige skal blive bedre til at fortælle den positive historie, og om hvor meget der er at miste, hvis ikke vi bevarer det, som er godt.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter