Mange unge forlader mange folkeskolen i den tro at CO2 er forurening. Fra politisk hold, koordineres fortællingen i medierne og uddannelsesinstitutionerne om, at CO2 er skadeligt, og at vi helst skal have mindre af det i atmosfæren, hvis kloden skal forblive beboelig.

Det er denne forestilling stort set alle klimaindsatser baseres på. Nyeste påfund er, at man nu skal bruge en masse skattepenge på at ”suge” CO2 ud af atmosfæren og deponere den i undergrunden i den tro, at det vil gøre nogen målbar forskel for det samlede indhold i atmosfæren.

Om det gør nogen forskel for andet end politikernes grønne image er dog tvivlsomt, men det vidner om at man i klimadebatten ofte negligerer nogle helt basale naturvidenskabelige principper.

”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå.” Det er et ordsprog, som de fleste kender. I virkeligheden burde man faktisk bytte ordet ”jord” ud med ”luft”. CO2 er nemlig et af de grundlæggende elementer, som livet skabes af.

Derfor betegnes CO2 også, som ”livets gas”, der sammen med vand udgør de vigtigste elementer for at liv på jorden kan gro og trives.

Men hvad gør CO2 så speciel?
Uanset hvilke af organismer, vi taler om her på jorden, er de baseret på kulstof.  Det kulstof kommer ene og alene fra den CO2, som er i atmosfæren. Et menneske består af ca. 18% kulstof, som alt sammen stammer fra den atmosfæriske CO2.

Kulstofatomet har særlige egenskaber, da det kan forme mange forskellige kemiske bindinger, som samtidig er i en tilpas størrelse til at kunne passe ind i meget store molekyler. F.eks. glukosemolekylet.

CO2 optages af planterne igennem små åbninger i planternes blade (Spaltelæber), som sammen med vand og sollys bruges til at fabrikere sukkerstoffer i plantens indre.

Disse sukkerstoffer (kulhydrater) gør planterne i stand til at vokse, og udgør således den nederste del af fødekæden - fundamentet for alle klodens økosystemer – til lands og til havs.

Uanset hvad vores kost måtte bestå af, finder man de samme grundelementer: Fedt, kulhydrat og protein, som alle er konstrueret omkring kulstofatomer. Når en kalv eller et barn undfanges i moderens mave, konstrueres fosteret af det kulstof, moderen indtager via kosten.

Kort efter kalven eller barnet er født, kan det selv indtage føde og derved tilføre organismen de nødvendig byggesten til vækst og trivsel.

Den CO2, vi optager gennem livet, frigives igen til atmosfæren, når vi dør. Samme princip er gældende for øvrige planter og dyr, både eksisterende og uddøde. Hvad enten det drejer sig om et træ, en ko eller et menneske, er organismen formet af det CO2, som er tilgængelig i atmosfæren.

Livets gas fra jordens indre
For milliarder af år siden var jorden en glohed planet uden en fast skorpe og næsten ingen atmosfære. Efterhånden som Jorden afkøledes, blev der dannet en tæt atmosfære af gasser som kulmonoxid, kuldioxid og metan

Disse kulstofholdige gasser blev slynget ud fra jorden varme indre af massive vulkaner som dækkede det meste af kloden. Svovlbrinte, metan og 200 gange så meget kuldioxid som nutidens atmosfære formede en tung og tæt atmosfære.

En stor del af den atmosfæriske CO2 blev opløst i havet, hvor den kulstofholdige gas blev anvendt til en af naturens store succeser.

Skaldyrene trak kulstof ud af atmosfæren
Sarte havorganismer, som snegle, muslinger og krebsdyr udviklede en metode for at kunne beskytte deres bløde sarte kroppe imod rovdyr. Sætter man opløst kuldioxid sammen med kalken i havvandet, skaber man et let og hårdført materiale - Kalciumkarbonat.

Kalciumkarbonat er hovedingrediensen i skaldyrenes hårde rygskjolde og skaller. En konsekvens af denne succes var, at når dyrene døde, blev deres skjolder og skaller efterladt på havbunden, som senere hen dannede undersøiske bjerge af kalksten.

Det kulstof, som før var tilgængelig i atmosfæren, var nu ”låst” i aflejringer. Sammen med en anden af naturens store succeser, fotosyntesen, har skaldyrene stille og roligt, over de sidste godt 150 mio. år, drænet atmosfæren for kulstof, som i slutningen af sidste istid er målt til 180ppm.

CO2 i atmosfæren er historisk lavt
Det er blandt de laveste niveauer i klodens historie og tæt på den nedre tærskel for planters eksistensgrundlag. Planternes forbrænding og CO2 behov er velkendt ved at studere planternes biologi i væksthuse gennem årtier. Ved omkring 200ppm stander planternes vækst, hvilket udnyttes i væksthuse, så man kan forhindre blomsterne i at vokse sig for store, inden sendes til butikkerne. Falder niveauet til under 150 dør planterne.

Geologiske undersøgelse viser også en opbremsning af plantevæksten visse steder på kloden under sidste istid, hvor niveauet nåede 180ppm. Selvom der har været en stigning i atmosfærisk CO2 over de sidste 50 – 100 år, lever vi altså stadig i et CO2 fattigt miljø, set i forhold tid perhistoriske klima.

I politiske kredse benytter man sig af kostbare computermodeller for at prøve at forudsige et klimaet med højere CO2 niveau, men det behøver man slet ikke.

Naturen har allerede udført det eksperiment for os og geologiske data fra det forhistoriske klima viser tydeligt, at selv i perioder hvor den gennemsnitlige koncentration af atmosfærisk CO2 har været tre gange højere end det, vi måler nu, har vores klode været en grøn og frodig planet.

Det ekstra CO2, som er tilført atmosfæren i de seneste 100 år har da også betydet en tilvækst at planteliv svarende til et areal på størrelse med USA, specielt i de tørre egne af kloden. Større mængder CO2 reducerer nemlig planternes behov for vand, som derfor nu kan trives i områder på kloden som før var for tør.

Når politikere udråber CO2 som forurening og miljøskadeligt, har de helt misforstået, hvad CO2 er. Bevist eller ubevidst tilsidesættes de grundlæggende principper bag, at komplekst liv overhovedet har kunne opstå på denne blå oase, i et ellers mørkt og tomt kosmos.

CO2 har en egenskab som drivhusgas, det skal man ikke fornægte. Men i en myriade af input i et komplekst klimasystem, er CO2 kun én ud af mange faktorer, der påvirker temperaturen. CO2’s betydning for livets for vores planet er generelt anerkendt i de videnskabelige kredse som ikke er blevet infiltreret af de politiske interesser, som præger store dele af klimadebatten.

Lad os nu give ”livets gas” den berettigede anerkendelse, den fortjener og komme tilbage til en mere objektiv fortælling om CO2 betydning for livet på jorden - både medierne og i skoleklasserne.