Debat

16.12.21

Dansk Folkeparti bør følge Messerschmidts linje

Kasper Støvring: Den næste formand for Dansk Folkeparti er nødt til at stå stærkt på det nationalkonservative. For det er den bane, der ikke bare er ledig, men helt nødvendig i dansk politik.
Illustration fra Dansk Folkepartis julekampagne i 2018.
Illustration fra Dansk Folkepartis julekampagne i 2018.

Efter dommen over Inger Støjberg er det ikke blevet nemmere at se, hvem der bliver formand for Dansk Folkeparti. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det bliver Morten Messerschmidt eller en anden, men det bør være Messerschmidts linje, partiet vælger at følge.

Messerschmidt er nemlig ikke blot en begavet politiker, han er også nationalkonservativ. Netop det bør få betydning for DF. For det er den bane, der ikke bare er ledig, men helt nødvendig i dansk politik.

I stedet for at give en overflyvning over principperne i en nationalkonservativ politik – det har Messerschmidt og hans kompagnon Peter Kofod allerede gjort  – vil jeg skitsere grundlaget for en sådan politik.

Det er kommunitært, altså fællesskabsorienteret, og udgår altså ikke fra individualismen. Messerschmidt har flere gange lagt afstand til liberalismen. Konservatismen anser mennesket som et socialt væsen, der henter identitet og mening i den dybere forpligtelse over for partikulære fællesskaber – familie, lokalsamfund, nation og kirke, som Messerschmidt har skrevet så fint om. Mennesket er altid allerede indlejret i fællesskaber, der bestemmer dets forpligtelser. De er ikke bare mennesker i en universel forstand.

Det enkelte menneskes værdighed er imidlertid afgørende. Konservatisme er ikke socialisme. Men for at kunne trives har mennesker brug for relationer, og de begynder i familien, ja, de begynder med alle de forpligtelser, der ikke primært er et resultat af individers frie valg. Det er pligter, vi har i kraft af at være født ind i en bestemt familie og nation. Vi kommer ikke til verden som rene individer, der kan skabe en identitet for os selv helt fra bunden. Vi er ikke blanke tavler.

Det begynder altså med familien, netop med den instans, som normkritikerne – et besynderligt sammenrend af marxister og liberalister – ønsker at nedbryde, netop fordi familien som institution er normbevarende. Den er civilsamfundets afgørende byggesten. Den normkritiske strømning har i årevis haft held med at påvirke politikere og organisationer til at tømme civilsamfundet for funktioner.

Når Messerschmidt på det seneste har talt om at sænke skatten, må man formode, at der i det ligger en vilje til at begunstige forældre, så de for eksempel kan vælge at gå hjemme og passe deres børn i stedet for at sætte dem i velfærdsstatens institutioner.

Velfærdsstaten har beklageligvis overtaget mange af civilsamfundets forpligtelser. Det er den indsigt, der bør lede tanken om skattereform, ikke blot et liberalt mantra om, at ”pengene ligger bedst i borgernes lommer”. Det er en liberal tanke, men liberalismen har netop medvirket til at styrke velfærdsstaten. Det lyder paradoksalt.

Min pointe er, at liberalismens dogme om frigørelse af individet fra alle snærende bånd gøder grunden for velfærdsstaten, for når båndene til de civile, forpligtende fællesskaber opløses eller svækkes, efterlades individet ensomt og svagt, og så rækker de ”frigjorte” individer ud efter nye holdepunkter. Så må velfærdsstaten træde til og samle det atomiserede individ op.

Så får man staten som garant for indfrielsen af en masse positive rettigheder hos det rettighedsbærende individ. De liberale, der med god ret ønsker at forsvare civilsamfundet, ligger, som de har redt, kan man sige. Den negative frihed er blevet til positive krav, som staten må opfylde.

Individualisme og velfærdsstat er derfor ikke hinandens modsætninger: De betinger derimod hinanden. Det er også pointen i den amerikanske filosof Patrick Deneens fremragende bog Why Liberalism Failed, der bør være en bibel for nationalkonservatismen. Bogen er ikke kun en kritik af individualisme og velfærdsstat, den er også et forsvar for lokale fællesskaber, kristendom, naturen og dydsetikken.

Individualismen appellerer til os, fordi vi elsker at gøre, som vi har lyst til. Ligesom uopdragne børn. Men individualismen appellerer også til os, fordi vi er glade for at høre, at al vores succes skyldes vores egen fortjeneste. Det er myten om the self-made man.

Men sandheden er, at vi har fået det meste foræret af vores forfædre, og vi er forpligtede på at bevare det og give det videre til de kommende generationer. Et samfund kan kun vedligeholde og videreføre sig selv, når det beror på ofre, man yder til noget eller nogen, der overskrider en selv, for eksempel kommende generationer. Hvis man kun tænker på de nulevende, går samfundet under.

Messerschmidt er som både politiker og tænker også selv en fin arvtager til nogle af dem, der gik forud for ham, især partiets to åndfulde personligheder Søren Krarup og Jesper Langballe.

Forleden fandt jeg Jesper Langballes anmeldelse af Christopher Arzrounis bog Helt uforsvarligt fra 2005 frem, fordi der her står noget vigtigt om nationalkonservatismens kritiske forhold til liberalismen.

Arzrounis endegyldige begrundelse for frihed er, at ”frihed er sjov”, som han skriver til sidst i bogen. ”Jeg må tilstå, at mig begejstrer det udsagn ikke,” skriver Langballe og fortsætter:

”Tænk Dem, om Moses, da han havde ført Israels folk fra Ægyptens trygge kødgryder ud i ørkenens farlige frihed, blev spurgt af de sultne og tørstige israelitter, hvad den frihed skulle til for – og at han så havde svaret: – Kan I da ikke se, at friheden er sjov! Eller modstandsmanden, der foran dødspelotonen blev spurgt, hvorfor han havde sat sit liv ind for friheden – og svarede: – Fordi den er sjov!” 

Ikke sandt? De tænkte svar er indlysende absurde. For den frihed, der drev dem, bestod formentlig ikke i det skideskægge, at alt er tilladt, hvis det ikke er beviseligt til skade for andres liv og velfærd. Men friheden var ét med bundetheden til noget, som var vigtigere end liv og velfærd.”

Som Langballe spørger til sidst:

”Hvad nu, hvis friheden slet ikke er en tilstand, som individet kan have mere eller mindre af, men er en fordring og en kamp, som forudsætter en sammenhæng.”

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter