I serien om Blå ambitioner har Kontrast spurgt de borgerlige partier, hvordan vi ville mærke forskel, hvis de havde mere magt i dansk politik. Her er turen kommet til Dansk Folkeparti og formand Morten Messerschmidt:
I Holland er der udbrudt et moderne bondeoprør. De hollandske landmænd kørte forleden deres traktorer ind i by- og butiksbycentre og blokerede vigtige trafikårer, og de fik støtte af vognmænd og andre, som også vil blive ramt, hvis ikke Mark Ruttes liberale samlingsregering slækker på sine drastiske krav om at reducere landbrugets udledning af ammoniak og kvælstof.
Hollands regering indrømmer, at miljøkravene vil drive en tredjedel af de kødproducerende landmænd fra gård og hjem, men den er afhængig af et parti, som i sin klimafanatisme ligner en blanding af Radikale, Enhedslisten og Frie Grønne. D66 hedder det og er groft sagt et vaskeægte overklasseparti for storbyernes og universiteternes elite.
Det er ikke svært at lægge et udskældt erhverv for had. Men meningsmålinger viser, at et flertal af hollænderne støtter landmændene, og de står til at få deres parti, BBB, valgt ind som Hollands næststørste.
Frankrigs grønne venstrefløj fik en alvorlig forskrækkelse i 2018, da den med nye afgifter på diesel og benzin ville straffe de franskmænd, som formastede sig til at fylde fæl, sort energi i deres små renaulter og peugeoter – en omfordeling, som først og fremmest ramte middelstand og arbejderklasse i provinsen og landdistrikterne, og som blev besvaret med et retfærdigt socialt oprør symboliseret af militante gule veste i rundkørslerne i Frankrigs provinser og gadekampe i Paris.
I Nørrekær Enge i Nordjylland er det i første omgang lykkedes beboerne at standse opførelsen af 36 vindmøller med en højde på 150 meter. Men nu trues samme område af 40 vindmøller, som er 170 meter høje. Skal det lykkes vindmøllelobbyen at få staten til at tvinge dem?
Konflikten er den samme i alle vestlige lande, hvor et snævert politisk flertal giver forrang til en arrogant og dominerende klasses ideologi, utopier, idiosynkrasier, smag og krav – og belønner den med økonomiske og sociale privilegier på bekostning af andre befolkningsgrupper, som ikke har det samme faste greb om statsapparatet, storbyen, læreanstalterne og ikke mindst medierne.
I Europa, i Danmark, står vi over for en voldsom økonomisk tilbagegang med eksploderende priser på stort set alting, men også med en stadig mere kvælende mangel på energi: på naturgas, olie og kul. Og på fødevarer.
I skrivende stund har Putin strammet gashanen til Tyskland endnu en tak, og nede i Bruxelles diskuterer man udsigten til, at de europæiske gaslagre kun vil være halvt fyldte om få måneder. Vi kan se frem til, hvad der i sandhed bliver Vort Mismods Vinter, med millioner af kolde europæiske stuer og samtidig eksorbitante priser på både varme og elektricitet. Tyskland er i Putins vold; hvis han lukker helt for gassen, kan nok så mange vindmøller, solpaneler eller drømme om brintbatterier ikke redde os.
I global skala venter nedlagte fabrikker og ringe høstudbytte med en enorm arbejdsløshed, fald i levestandard og sundhedstilstand, underernæring og hungersnød til følge.
Og midt i alt dét forlanges det hysterisk, at udendørs varmelamper og brændeovne skal forbydes. Greenpeace og Mellemfolkeligt Samvirke er i færd med at samle en million underskrifter til et borgerforslag, som skal forbyde reklamer for fossile brændstoffer, flyselskaber og personbiler.
Venstrefløjen kræver tvungen økologisk mad i daginstitutionerne og obligatorisk klimahjernevask i folkeskolen. Mens folkepensionister ikke kan få gjort ordentligt rent, bruger kommunerne enorme summer på at polere deres ”grønne” profil. Milliarder af skatteborgernes penge bliver brugt på at subsidiere el-biler, som beviseligt ikke gavner ”klimaet” en døjt. Det røde flertal i København vil nedlægge 42.000 parkeringspladser. Vores landskaber skændes af 200 meter høje monstermøller og solpaneler. 1.000 hektar solpaneler er på vej i Vesthimmerland og Vendsyssel, på jord, hvor der i stedet burde dyrkes afgrøder. Og alt dét, længe før at elnettet er på plads, og et uvist antal årtier før, at teknologien, som skal lagre vind- og solenergi til mørke, vindstille vinterdage, er løftet op fra laboratoriernes eksperimenter.
Da Lenin, Stalin, Mao og Pol Pot påtvang deres befolkninger den marxistiske utopi, var resultatet millioner og atter millioner af døde bønder. Hvis den økologisk bevidste venstrefløj nogen sinde får held til at påtvinge verdenssamfundet sin drømmeverden, ville resultatet ligeledes blive sult og massedød. Se blot på Sri Lanka, hvor regeringen sidste år forbød al import af kunstgødning og pesticider med det mål at gøre Sri Lankas landbrug ”økologisk” i løbet af ti år. Nu er Sri Lanka bragt til tiggerstaven, høstudbyttet har været katastrofalt og landets te- og risproduktionen i ruiner – og præsidenten flygtet ud af landet.
En afledt følge af Ruslands krig mod Ukraine er i øvrigt, at millioner af tons livsnødvendig kunstgødning aldrig når frem til Afrika og Asien.
Mon vores rød-grønne plageånder i det gedulgte føler en pervers fryd ved at slippe af med den slemme kunstgødning? Som da de under coronaepidemien udtrykte glæde over, at de onde flyvemaskiner stod stille på landingsbanerne? Glæder de sig inderst inde over de fossile brændstofprisers himmelflugt?
Men i Tyskland har Putins gas-kvælergreb sammen med de rød-grønnes paranoide angst for kernekraft ført til øget brug af brunkul, som forurener mere end træ! Selv De Grønne tør ikke kværulere. Jeg vil æde min panamahat på, at de tre sidste kernekraftværker, som stadig leverer strøm til tyskerne, ikke bliver lukket. Jeg kan forsikre om, at nye om føje år vil blive genåbnet, og at franskmændene ikke lukker ikke ét eneste – tværtimod er nye under opførelse. Jeg er sikker på, at hollænderne alligevel ikke lukker Europas største naturgasreservoir i Groningen i 2025.
Hvis Folketingets klimatosser dogmatisk fastholder deres uopnåelige klimamål, vil virkningen af årtiers dommedagspræk og klima-hjernevask fordampe som dug for solen. Heldigvis.
De borgere, som skal betale for klimapanikken, vil sige: Jo, det kan da godt være, at der skal gøres ét eller andet ved den globale opvarmning, hvem véd? Men eftersom iskalotten alligevel ikke er smeltet, og verdenshavene alligevel ikke er steget en meter eller to, som klima-dommedagsprofeterne ellers spåede for 20 år siden, selv om CO2-indholdet i atmosfæren blot er forøget, så kan vi nok vente lidt, før vi sætter hele samfundet i stå – og begår økonomisk selvmord.
Hvis den nuværende hovedløse, urealistiske og uretfærdige energi- og klimapolitik fortsætter, så vil det føre til konflikter mellem sociale klasser og grupper. Også kaldet klassekamp. Hvis ikke klimafanatikerne bliver standset, så vil vælgerne give de etablerede partier øretæver på valgdagen, og vi vil se gule veste og traktorer på motorvejene, også i Danmark.
*
Bliv klogere på Dansk Folkeparti:
