De venstreorienterede har erobret dannelsesinstitutionerne: uddannelserne, kirkerne, højskolerne, medierne og kulturlivet. Alle sammen afgørende institutioner, der former borgernes hjerter og sind.
Hvorfor er det sket? Weekendavisen stillede i denne uge dette vigtige spørgsmål. Lad mig give tre uddybende forklaringer.
Den første angår interesser. De borgerlige interesserer sig ikke rigtigt for ånd. De orienterer sig mere mod økonomi og det praktiske liv. Når borgerlige endelig laver en tænketank, nemlig Cepos, bliver det ikke en sådan. Det bliver i stedet en slags erhvervsorganisation uden blik for uddannelse og kultur.
Den anden forklaring angår karakter. Borgerlige er ikke tilstrækkelig modige og selvbevidste. Et eksempel, jeg selv giver i bemeldte interview, går tilbage til 2011, da daværende konservative kulturminister Per Stig Møller nedsatte den såkaldte ”værdikommission”. Kun tre ud af de 11 medlemmer var erklæret borgerlige. Nemlig Iben Thranholm, Farshad Kholgi og Henrik Dahl.
Borgerlige skal altid være så pluralistiske. Når borgerlige journalister skal i praktik, kan de med undren melde om, at en avis som Berlingske nærmest er en undskyldning for sig selv, hvorimod en avis som Information offensivt bekender sig til en venstrefløjsposition.
I udlandet dominerer venstrefløjen også holdningsdannelsen, men knap så markant. Tænk på de indflydelsesrige, konservative intellektuelle som tyske Rüdiger Safranski, franske Alain Finkielkraut, engelske Douglas Murray og amerikanske Patrick Deneen.
Noget tyder altså på, at den markante overvægt af venstreintellektuelle er et særligt dansk og nordisk fænomen.
For at forstå det, skal vi se på den tredje forklaring, den historiske: Fortællingen om venstreintellektualismens totale dominans, der blev grundlag i efterkrigstiden.
Man skal her ikke underkende den negative afhængighed af nazismen – den store, formative katastrofe. Nazisterne var jo kommet til magten ad parlamentarisk vej, altså er borgerlige, demokratiske procedurer ikke tilstrækkelige til at forhindre barbariet.
Det er derimod nødvendigt at være demokrat helt ind i hjerte og sind. Demokrati bliver altså en ”livsform”, med Hal Kochs ord, der bygger på særlige progressive værdier som internationalisme og åbenhed. På historiens mødding med fædrelandet, Gud, traditionerne, patriarken og den sorte skole, for nu skal der skabes ”harmoniske, lykkelige og gode mennesker”, som det hed i Den Blå Betænkning, der fra begyndelsen af tresserne fungerede som skolernes værdigrundlag.
Det handler, med ét ord, om frigørelse.
Hvordan skaber man den progressive demokrat? Det gør man i åndslivet. Den kulturradikale (eller nyradikale, modernistiske) kunst konfronterer nemlig mennesket med alt det, der hæmmer og slavebinder det til reaktionen. Kunsten bliver et middel til emancipation, og den retter sig direkte mod konservative værdier og dyder. Læs bare Rifbjergs Den kroniske uskyld.
Velfærdsstaten binder det hele sammen. For eftersom demokratiet har brug for progressive borgere, der frigøres gennem kunst og kultur, må velfærdsstaten naturligvis støtte det progressive åndsliv. Socialdemokratismen og kulturradikalismen sejrer.
Men noget er heldigvis ved at ændre sig.
Siden 00’erne er der kommet flere borgerlige studiekredse på sociale medier og ude i det, man kalder virkeligheden. Der udgives mange tænksomme og populære bøger af bl.a. Henrik Dahl, Merete Risager, Sørine Gotfredsen og Henrik Jensen. Der er podcasts og tidsskrifter som Critique og forlag som Munch og Lorenzen. Der er fonde, der støtter bogudgivelser af konservative forfattere, og måske kommer der også en dag en rigtig, borgerlig tænketank med fokus på dannelse og ånd.
Og så har vi jo også fået et medie som Kontrast.
