Danmark har ikke adskillelse mellem stat og kirke, som de har i fx Sverige og Tyskland. Vi har en folkekirke, som staten opkræver kirkeskat til. Kristendommen er statsreligionen i Danmark – som den eneste. Danmark er altså et kristent land. Det er udelukkende de kristne helligdage som jul, påske og pinse, der fejres officielt her i Danmark. Så sent som den 5. maj i år gjaldt det også Store Bededag.
Uanset SVM-regeringen valgte at afskaffe en kristen helligdag, som noget af det første den gjorde, så er Danmark altså formelt set stadigvæk et kristent land. Det er værd at have in mente, når man ser på regeringens lovforslag om at gøre det strafbart at behandle et religiøst skrift utilbørligt.
Straffelovens § 110 e, stk. 2
Ligesom straffelovens § 134 c om maskeringsforbud intet har at gøre med fastelavn, men alt at gøre med burkaer, og derfor også er kendt som burkaloven, så bliver § 110 e om forhånelse af fremmede nationer og deres flag snart udvidet til også at omfatte en (fremmed) religions skrift. Hvis altså regeringen får magt, som den har agt. Og det kræver et mirakel, hvis den ikke gør det.
Lovforslaget er de facto en særlov, der skal beskytte et helt bestemt skrift mod såkaldt utilbørlig behandling – og er derfor for længst i folkemunde døbt koranloven. Sådan en skal vi nu have – i et kristent land. Fordi der er danskere, der begår såkaldte utilbørligheder mod deres dertil indkøbte eller donerede til formålet koran. Det har de deres fulde ret til ifølge gældende lovgivning. Men det er der nogen, der ikke kan lide.
Det er blasfemikerne, de utilbørlige og deres utilbørligheder, der skaber hadet og splittelsen og balladen – må man forstå. Ikke dem, der bliver krænket over dette lands love. Især én blasfemiker er en splint i øjet på politikerne. Derfor kaldes lovforslaget også af og til for Lex Paludan. Noget må gøres. Det mener regeringen i hvert fald, og den bakkes desværre op af vox populi.
Jeg kan ikke mindes at have læst et lovforslag med så lang en kommentar med så meget juristeri og så mange eksempler på, hvad man ikke må foretage sig, som koranlovforslaget. ”Ud fra en almindelig samfundsmæssig betragtning”, hvad det så end betyder, skal koranen – eller pardon - skriftet, kunne siges at være blevet utilbørligt ”fysisk” behandlet. Der skrives stolpe op og stolpe ned om eksempler på alskens tænkelige utilbørligheder begået mod skriftet såsom naturligvis afbrænding, indsvøb (i bacon, det er haram, mens i regnbueflag er tilladt, hvadbehager?) overhældning, klipning – og rivning.se Det er nok en til dig, Firoozeh Bazrafkan. Og spark – og knivstik. Ja, man tror det næppe. Havde det ikke været så dybt alvorligt, var det til at grine af.
Koranlovforslaget 2.0 tillader billigelse af fx at brænde det hellige skrift. Så i sit stille sind kan man fortsat godt mene, at det er en god ide. For § 136 stk. 2 om at billige trusler mod statens sikkerhed, fx terror, kommer ikke til at omfatte koranvandalisme. Om det at råbe ”Palæstina er besat, skal bekæmpes med Jihad” se som nogen angiveligt har gjort på Den Røde Plads på Nørrebro, er omfattet af bestemmelsen, kunne være rart at vide, men det er en anden snak.
Ligesom der er forskel på folk, er der forskel på blasfemikere. Loven giver da også et smuthul til dem fra den øverste hylde, altså kunstnerblasfemikerne, hvis deres utilbørligheder indgår, som det hedder som ”en mindre del af et kunstnerisk værk” se Det er givetvis ikke advokat Paludans kunster, der favnes her, selvom figuren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm engang kaldte Rasmus Paludan for Danmarks største provokunstner og indvilligede i at betale ham 350 kroner per 100 gram aske i en radioudsendelse på hedengangne Radio24syv.se
Spørgsmålet er nu, om de krænkede over utilbørlighederne, stiller sig tilfreds med koranloven version 2.0.
OIC
Der er tiltagende stærke stemmer i verden, der presser på for, at blasfemi skal forbydes universelt. Det har OIC siden 1969 arbejdet for – med delegationer i FN. FN blev stiftet efter 2. Verdenskrig, efter Holocaust, funderet på vestlige værdier, men er i 2023 meget præget af islamiske værdier. I den islamiske version af FN’s menneskerettigheder, Cairo-deklarationen vedtaget i 1990, skulle menneskerettigheder være i overensstemmelse med sharia. Det betød blandt meget andet, at blasfemi var strengt forbudt se. I 2021 blev ordet sharia ganske vist taget ud, men som det fremgår af artikel 21 c er det at skænde religiøse symboler stadigvæk ikke tilladt. se
OIC har kronede dage for tiden. I juli måned fik FN’s menneskerettighedsråd, der domineres af OIC-landene, vedtaget en resolution til bekæmpelse af religiøst had, i kølvandet på koranafbrændinger i Sverige, se og sidste år erklærede FN den 15. marts for: International dag til bekæmpelse af ”islamofobi”.
Efterfølgende har Danmarks udenrigsminister været ude at fordømme, mindre kunne åbenbart ikke gøre det, helt lovlige koranafbrændinger i Danmark og kaldt dem for en skændig handling. her Og nu kommer der så i Danmark et forbud mod at skænde koranen.
Til FN’s generalforsamling i år, hvor Lars Løkke Rasmussen talte, glimrede Frankrigs præsident Macron og Storbritanniens Sunak ved deres fravær.se Efter massakren den 7. oktober 2023 kunne De Forende Nationer ikke blive enige om at fordømme terrorangrebet.se Det er i den kontekst, man skal se koranloven og dens tilblivelse. Selvom regeringen, når de nødtvungent taler om den kommende lov, helst vil reducere det til, at det handler om, at man ikke skal brænde bøger.
Forarger dit højre øje dig – så riv det ud.. (Matthæus 5:29)
”Jeg kan ikke lide, at man brænder bøger af”, udtalte statsministeren i et interview i Weekendavisen. se Politikere vedtager landets love. De moraliserer normalt ikke, men det blev hurtigt et mantra, som bl.a. den nu afgåede vicestatsminister gerne gentog: Bøger skal ikke brændes - de skal læses.se
Man må gå ud fra, at de selv har læst, ja ikke Bøgernes Bog, men BOGEN. Og nærlæst det, der står om Israels børn, altså om jøder, om de rene og urene kvinder, vantro, kuffar, frafaldne, apostater. For man udtaler sig naturligvis ikke om en bog, man ikke har læst, gør man? Og tager ansvar, som politikere siger, for noget, man ikke ved, hvad er. Vel?
Og de mange meningsdannere og kulturpersoner, de toneangivende, der bakker helhjertet op om lovgivning mod de utilbørlige og deres utilbørligheder, må da også formodes at være kloge på det skrift, de så indædt forsvarer, ikke? Andet er da helt uantageligt. Når de udtaler sig med så stor patos om at udvise pli og leve civiliseret sammen.
For det er åbenbart uciviliseret at være blasfemiker i vor tid. Så det er blevet helt legitimt at reducere dem til mestendels at være tosser og fusentaster og randeksistenser, eller med Peder Hvelplunds (EL) retorik ”racistiske snothoveder”.se Her skulle man måske skelne skæg fra snot. Religionskritik er ikke racisme, selvom nogen meget gerne vil gøre det til det.
Anført bliver også af både politikere og dem med de (rigtige?) meninger, at det eneste formål er at skabe splittelse og had. Hvor de så ved det fra. Undtaget er naturligvis de ædle kunstnere, modsat de entartete, forstås, fra de toneangivnes fordømmelse. Men dem, der brænder koran, er altså de utilbørlige ifølge lovforslaget - ikke dem, der truer og råber og skriger og kaster med sten, når nogen udnytter deres grundlovssikrede rettigheder og foretager lovligt anmeldte demonstrationer, må man forstå.
Så om lidt kan man, hvis man mener sit skrift krænket, klage til justitsministeren. Det er nemlig ham, der får påtaleretten, og som vurderer, om der er sket utilbørligheder og om den utilbørlige skal ind at spjælde – i op til 2 år. Det bliver virkeligheden i vores kristne land. At der skal tages endnu et særhensyn til islam. Nogle kalder det en glidebane og at leve på knæ. Regeringen vil nok kalde det pragmatisk realisme.
Især Sverige og Frankrig har ytret sig negativt over for koranloven. I Frankrig er provokatør, forfatter og islamkritiker Michel Houellebecq blevet slået til ridder af æreslegionen. Men i Danmark bliver det nu forkætret at være provokatør – i hvert fald, når det gælder utilbørligheder rettet mod fredens religions skrift. For det er det mest provokerende af alt provokerende. Og det kan man ikke have her i Danmark. Men kan man tage så mange særhensyn og ”række så meget ud” til - i dette tilfælde - Det globale syd, at man selv står udvandet og værdiforladt tilbage?
Det må tiden vise. Ligesom den også vil vise, om koranloven bringer fredelig sameksistens og samling i Danmark. Nu landets lovgivere har mødt vold og trusler om vold med dikkende lammehaler og venden-den-anden-kind-til. Jesus vendte den anden kind til. Og Salman Rushdie skrev et essay ”Why I have embraced Islam” i 1990, efter udgivelsen af De sataniske vers, hvori han bekendte sig til islam.se Vi ved, hvordan det gik dem begge.
