Debatten om de syriske flygtninge hjemsendelse er på sin vis en pseudodebat. På overfladen handler den om vilkårene i Damaskus og Danmarks enegang i vurderingen af sikkerhedssituationen her. Og der kan argumenteres for, at vurderingerne er masserede i retning af at fremstille et mere imødekommende billede, end der er belæg for i de konkrete vurderinger.
Men den underliggende debat handler om noget helt andet, for i praksis gør situationen i Syrien næppe nogen forskel for de positioner, vi ser aftegnet.
På den ene side, hvor hovedparten af de danske partier efterhånden er, mener man, at flygtningestatus ikke længere skal lede til permanent ophold. På den anden side er en gruppe, som i praksis ønsker en fortsættelse af den hidtidige praksis, der har ført til, at Danmark på cirka 40 år er gået fra et marginalt antal borgere med ikke-vestlig oprindelse til omkring en halv million.
Denne udvikling er altovervejende sket via asylmigration, hvor personer med flygtningestatus efter nogen tid får permanent opholdstilladelse, familiesammenføring og for en stor dels vedkommende børn, der finder ægtefæller i forældrenes hjemlande, der også migrerer til Danmark.
Argumenter for alle grupper
Hvis vi forestillede os, at Syrien var ubestrideligt sikkert, i den forstand, at tilbagevendte flygtninge ikke risikerede fængsling eller repressalier, ville den sidstnævnte gruppe - er det min påstand - mene præcis det samme og føre de samme argumenter i felten. De ville pege på velintegrerede yngre kvinder med gode karakterer og mange venner og retorisk spørge, om man ikke kan se, hvilken ressource de vil udgøre for Danmark.
Sjældent gøres opmærksom på, at de personer hverken er videre repræsentative, eller at asylmigranter som gruppe betragtet ser ud til at blive en udgift, både i første og anden generation. Dertil kommer et argument om, at det vil være inhumant at sende disse flygtninge hjem til et land, de ikke længere kender og ikke har nogen tilværelse i.
Hvis debatten så kom til at handle om personer uden for arbejdsmarkedet, syge, ældre eller ressourcesvage, ville argumentet være, at det er inhumant at udsende disse til en usikker fremtid. Hvilket det uundgåeligt indebærer at hjemrejse til et land, hvor man ikke længere har nogen tilværelse.
Derefter står man tilbage med en mellemgruppe af personer uden for arbejdsmarkedet, men i det tilfælde kan man så belejligt påberåbe sig princippet om lighed for loven. Når nu det er etableret, at de velintegrerede yngre og de ressourcesvage har lov til at blive, hvorfor skal man så negativt særbehandle restgruppen? Og således: permanent ophold til alle.
Klare linjer fra første dag
Det smarte er også, at tiden arbejder for dem, der ønsker, at flygtninge med tiden konverteres til fastboende indvandrere. I Danmark har det i praksis været kutyme, at flygtninge efter 6-9 år bliver bevilget permanent opholdstilladelse, eftersom tilknytningen på det tidspunkt administrativt vurderes som så stærk, at hjemsendelse er urimelig. Hvis man gennem aktivisme får forhalet udsendelsestidspunktet, vil det i praksis føre til, at chancerne for at undgå udsendelse gradvist øges, som det allerede er sket med en række grupper.
Hvis man derfor ønsker at fortsætte den eksisterende asylpolitik, hvor man bruger enorme ressource på at hjælpe de relativt stærkeste flygtninge, der har kræfter og midler til at foretage en rejse på tusindvis af kilometer gennem et stort antal sikre lande, må man som minimum slå fast, at flygtningestatus ikke er en trædesten til permanent ophold. Det indebærer at sikre, at dette bliver gjort helt umisforståeligt klart ved tildeling af asyl. Hjemsendelse må og skal være udgangspunktet, uanset om fredeligere tilstande i hjemlandet opstår efter 2 eller 12 år.
Optimalt ville man naturligvis udtræde af de dele af konventionerne, der giver ret til at søge spontan asyl, og knæsætte som princip, at asyl skal forekomme i første sikre ankomstland. Der er den politiske mainstream endnu ikke. Men mon ikke det kommer om en asylkrise eller to?
