“Jeg forstår slet ikke, hvordan nogen kan købe produkter, der ikke er fairtrade. Har de ingen medfølelse for den tredje verden?”
“Da jeg så en reklame for undertøj, blev jeg mindet om, hvordan jeg konstant lever i stress over, at min krop er tyk og forkert i samfundets øjne.”
Ovenstående er eksempler på henholdsvis virtue signalling (signaler om egen dyd) og victim signalling (signaler om egen offerstatus). Udsagn som disse ses ofte i udvekslinger om omfordeling, migration og identitetspolitik. De kan ofte kortslutte debatter, da de flytter fokus fra fakta til følelser og gør politik til en kamp mellem godt og ondt.
Men hvad nu hvis de gode slet ikke er så gode, ja i virkeligheden ofte kan være de onde? Det spørgsmål satte et forskerhold fra University of British Columbia sig for at se nærmere på. I et nyligt studie sammenholdt de forsøgspersonernes tilbøjelighed til at præsentere sig selv som dydige ofre med ”mørke” personlighedstræk, såsom manglende empati og moral, tendens til at udnytte andre og narcissistisk egoisme.
Forskerne fandt frem til, at folk med mørke personlighedstræk netop havde tendens til at sende signaler om, at de selv var dydige ofre. Derefter fulgte man op med adfærdseksperimenter, hvor folk havde mulighed for at lyve, snyde og handle uetisk for selv at opnå fordele. Igen viste resultaterne, at de, der hævdede at være dydige ofre, ofte var mere tilbøjelige til at lyve og snyde for egen vindings skyld.
Selvhævdende narcissister
Netop vindingen er interessant, da studiet også dokumenterede, at offerstatus ofte kan veksles til fordele. Det kan være materielle fordele i form af omfordeling fra produktive til påstået udsatte grupper. Men det kan også være moralske fordele, idet andre vil være tilbøjelige til at undskylde offergruppernes uhensigtsmæssige – og til tider kriminelle – adfærd. Hvis aktivisterne i FedFront eksempelvis gik rundt og skændede undertøjsreklamer i det offentlige rum, ville mange nok se deres handlinger i et mildere lys, end hvis der havde været tale om vilkårligt hærværk.
Den såkaldte cancel culture kan også ses som påståede ofres retfærdige gengæld mod krænkere, hvorfor tredjeparter bliver utilbøjelige til at blande sig for at stå fast på en rimelig debat og en rationel udveksling af synspunkter.
Pligten til at hjælpe dem, som lider, findes i flertallet af verdens moralsystemer, og visse menneskers liv er utvivlsomt sværere end andres. Men faren er, at velmenende mennesker kan blive forledt til at støtte de falske ofre med de ressourcer og den velvilje, som egentlig skulle være tilfaldet de ægte. Selvhævdende narcissister, der har held til at overbevise andre om, at de fortjener særstatus, eller at de er særligt gode mennesker, kan desværre nemt forveksles med dem, der i virkeligheden har brug for vores sympati.
Så vær på vagt for den selvpromoverende manipulator med falsk offerstatus og falske dyder – for det er ikke nødvendigvis de sande ofre, der råber højest eller skriver om det i Politiken.
