Det undrer mig ofte, at vi som borgerlige – med enkelte undtagelser – lader til fuldstændig at have kastet håndklædet i ringen, når det drejer sig om kulturpolitik. 

Det er et problem. 

For forudsætningen for at genrejse det borgerlige Danmark er, at vi som folk forstår og værdsætter, at det er vores fælles kultur, der danner grundlaget for vores tillidsfulde omgangsform med hinanden – og dermed for et meget mere borgerligt samfund. 

Vores kultur er kittet, der binder vores fællesskab sammen og udgør et lager af moralsk viden, fælles normer og værdisæt, som har til formål at overbringe tidligere generationers erfaringer. Vores kultur og traditioner forbinder os til hinanden og til de generationer af danskere, der kom før os. Som danskere har vi rødder i den samme muld, og sammen skaber vi vores efterkommeres historie. Vores kultur skaber forankring. 

Det forpligter.

I en tid, hvor globaliseringen, kompleksiteten og hastigheden kan have tendens til at rive os fra hinanden og skabe mistrivsel, knytter vores kultur, normer og værdier os sammen. Som folk og i forpligtende fællesskaber. 

Det skal vi værne om.

For uddannelsespolitikken betyder det, at respekten for et dybdegående kendskab til vores egen kultur og historie skal genintroduceres. I den danske historie, litteratur, kunst og arkitektur er der viden og idéer, som giver perspektiv og forståelse af, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi kan. 

Den viden skal deles og formidles i undervisningen.

For kulturpolitikken betyder det, at det er vores historiske kulturarv, der skal prioriteres og formidles. Statens rolle over for kulturen er altså at gøre den tilgængelig igennem kulturtilbud. Men den er også at skabe selve efterspørgslen igennem formidling allerede fra barnsben af både litteratur, kunst og historie. 

Staten skal ikke skabe kultur, men skabe gode rammer for, at danskerne kan bevare og udvikle kulturen. 

Og for erhvervspolitikken betyder det, at vi i højere grad skal skabe rammerne for, at erhvervslivet og kulturen kan bidrage positivt til hinandens udvikling.

På lang sigt betyder kulturen alt. Det er vores særlige, danske værdier, der har gjort vores samfund velstående. 

Derfor er der brug for en borgerlig kulturkamp efter alt for mange år, hvor det borgerlige Danmark har fokuseret på samfundsøkonomi og overladt kulturen til venstrefløjen.

Her er det værd at huske på, at kulturen før 1968 var defineret af borgerlige værdier. 

Uddannelsessystemets oprindelige formål var netop at bevare den danske kulturs samlede viden og erfaringer. Vores historiske bygninger er ofte bygget og bevaret af civilsamfundet. Og højskolesangbogen er fuld af historiske viser og fædrelandssange.

Den danske kultur skal altså ikke bare erobres, men generobres. Og det haster.

For vores kultur er under pres. 

Af en indvandring fra Stormellemøsten, der har medført tilstedeværelsen af en dominanskultur i visse indvandrerkredse.

Af en magtfuldkommen stat, der svækker familierne og de frivillige fællesskaber – og gør os rodløse. 

Og af wokeismen, der med krav om særhensyn og indirekte privilegier til særlige grupper spreder sig som et minefelt af usikre grunde for os at betræde – og dermed svækker vores ellers frie og uformelle omgang med hinanden.

Derfor er den borgerlige værdikamp også en kulturkamp. 

En kulturkamp, der skal værne om Danmark som historisk nation med de specifikke værdier, der har givet os frihed og velstand. 

En kulturkamp, der skal skabe forudsætningen for et meget mere borgerligt samfund med en stat, der er velfungerende og ikke magtfuldkommen. 

Og ikke mindst en kulturkamp, der i en tid med splittelse, mistrivsel, normstormere og rodløshed måske kan minde os om, at vi med vores danske kultur er givet en arv, som kan skabe værdi og forankring i livet – hvis vi tør prioritere den.