Det har længe stået krystalklart, at dem, der med vold og magt ville have indført samtykkeloven for at få nogle flere mænd og drenge dømt for voldtægt, uanset, om de så havde begået en sådan eller ej, ville gå uhyggeligt langt for at få gennemført deres mål.

Indtil videre har det ført til en hel stribe af tvivlsomme domme, for ikke at sige til regulære justitsmord. Hvis man altså ser på det med almene fornuftsbriller, hvilket vi jo er berygtede for at gøre her på Kontrast.

Jeg har nu igennem fire et halvt år forsøgt efter bedste evne at beskrive disse sager i detaljen, med det udtrykkelige formål, at befolkningen og de politikere, som ikke er fuldkommen hjernevaskede af den herskende venstreradikale kønsideologi, kan råbe op og få det standset.

Herpå kan et forhåbentligt retsligt efterspil gå i gang, som placerer ansvaret for dette udskred. For det er selvsagt nødvendigt i så alvorlig en sag. At beskrive det i detaljen er den eneste måde at få omverdenen til at begribe, på hvilket uholdbart grundlag, der dømmes i disse sager.

Skandalen fortsætter i fængslerne
Men det er ikke kun, viser det sig, ude i retssalene, den er rivravruskende gal. Den er også gal i fængslerne. Der sker nemlig det, at når de uskyldigt dømte bliver sat under lås og slå, går en proces i gang, som de færreste nok ville have troet mulig i et såkaldt civiliseret land som Danmark.

Som samtykkedømt, hvor man alene er dømt på en påstand og uden ét eneste direkte bevis, mødes man således ikke alene med kulde og ligegyldighed af omverdenen. Man mødes ofte også med en decideret chikaneagtig adfærd fra Kriminalforsorgen, der overgår hvad nogen anden gruppe af indsatte, inklusive mordere, udsættes for.

Chikane
Chikanen kommer til udtryk på flere forskellige måder. Man forhaler fx de samtykkedømtes overflytning fra arrest til egentlig afsoning med henvisning til, at der ikke er plads i de dertil indrettede fængsler (selvom man bygger og bygger for at skabe mere plads).

Derudover giver man rask væk afslag på anmodninger om udgang og prøveløsladelse, hvis man synes, man har lyst til det. Ja, man underkaster sågar de samtykkedømte ulovlig frihedsberøvelse, aldeles ligeglade med de erstatningssager, der herpå kan komme til at køre i årevis bagefter.

For det er jo ikke de ansatte i Kriminalforsorgen selv, der skal punge ud. Det skal i sidste ende staten – dvs. os alle sammen. Sådan som det eksempelvis var tilfældet for den 30-årige mand, jeg skriver om i ”Har vi politiske fanger i Danmark?” i Stridsens lille blå.

Kan det hjælpe til med at ”knække” nogen af dem og få dem til at indrømme en forbrydelse, de ikke har begået, ja, da anses det for fuldt ud legitimt ud fra devisen om, at målet helliger midlet.

Jagten på den hvide middelklassemand
Og målet er i dette tilfælde, at en venstreideologisk elite, der har kuppet og groomet sig til magten over resten af samfundet, herunder beslutningstagere og myndigheder, for enhver pris skal have gennemtrumfet noget, de kalder ”kulturændringen”.

En ændring – revolution ville nok være et bedre ord – som kræver, at det, der i går blev betragtet som almindelige tilforladelige borgere, i dag skal betragtes som farlige kriminelle og behandles derefter. Alt sammen med henblik på at kunne få puttet så mange drenge og mænd – og helst gerne hvide, succesfulde middelklassedrenge og -mænd – i fængsel.

De skal efterfølgende stemples for tid og evighed som klamme sædelighedskriminelle af værste skuffe, mens man, som det fremgår af DR-dokumentaren om kvindefængslet i Jyderup, omvendt har lige så travlt med at renskrubbe kvindelige fanger, uanset hvilke horrible forbrydelser, de så end har begået.

Råddenskaben stikker dybt
Alt dette viser sig dog kun at være toppen af isbjerget, hvilket jeg må sige også kom bag på mig, der ellers har set lidt af hvert. Går man dybere ned i, hvad de samtykkedømte udsættes for, når de skal gennemføre det forløb, der hedder ”visitation”, og som foregår i Herstedvester Fængsel på Sjælland, dukker en råddenskab op, som er hinsides, hvad selv jeg kunne forestille mig.

Herom vidner et brev, jeg netop har fået adgang til, og som er underskrevet af i alt 30 mænd og drenge, der har siddet sammen i Herstedvester, hvor de gennemgik det føromtalte visitationsforløb. Et forløb, der – kort fortalt – har til formål at fastlægge, hvem af dem, der skal underkastes sexologisk behandling, og hvem ikke.

Bekymringsbrev om forholdene i Herstedvester
Brevet starter med at opridse på hvilket grundlag visitation af sædelighedsdømte retteligt bør foregå. Det vil altså sige det forløb, som foregår i Herstedvester Fængsel, og som typisk varer 8-10 uger, hvor et team af psykologer, socialrådgivere samt fængselspersonale vurderer, om den sædelighedsdømte person skal erklæres for behandlingskrævende eller ej.

Vurderingen, der som udgangspunkt er møntet på alvorligt sædelighedskriminelle som Ubåds-Madsen og Korsørmanden samt diverse pædofile og barneskændere, bør selvfølgelig foregå på en saglig dynamisk, statistisk og klinisk vurdering af, om den indsatte har behov for videre behandling.

Derudover bør den tage udgangspunkt i, at psykologen, den vigtigste autoritet i visitationsforløbet, på et objektivt grundlag anskuer det eventuelle behandlingsbehov ud fra et klinisk samtaleperspektiv begrundet i rent faglige vurderinger, og uden utidige følelsesmæssige vurderinger af nogen art.

Hårrejsende afsløringer
Herefter giver brevet en beskrivelse af forholdene for de samtykkedømte, som nok vil få hårene til at rejse sig på de fleste. Brevet slår nemlig fast, at ovenstående procedure på ingen måde overholdes af de faggrupper, der er involveret i visiteringen.

Specielt gal er den med psykologerne, hvor fangerne oplever, at de indsatte vurderes behandlingskrævende ”uden objektiv grund og skelen til de dynamiske og statistiske vurderinger.” Det vil sige uden skelen til dels de generelle tests LS/RNR, dels de specifikke tests Static 99.

Fangerne oplever tillige, ”at psykologerne har en tilgang, hvor behandling er foruddefineret, og at den indsatte er pålagt åget om omvendt bevisførelse.” Derudover oplever de ”metoder, hvor indsatte bliver tvunget til at fantasere om fiktive voldtægter mod deres vilje, med trusler om, at der skal mere ’kød på’, såfremt den indsatte skal gøre sig forhåbninger om at blive prøveløsladt ved totredjedel afsoning.”

 Ja, man hørte rigtigt! Først dømmer man almindelige uskyldige drenge og mænd til flere års indespærring sammen med de værste rovforbrydere – hvad der er groft nok i sig selv. Og derpå begynder man at molestere dem psykisk for at få dem til at sige, at de nok er lige så slemme forbrydere som Ubåds-Madsen og Philip Westh.

Vel at mærke taler vi her om ganske almindelige drenge ned til 17-18års alderen, der nærmest kommer lige fra 1g og mors kødgryder. Går de samtykkedømte ikke med på at tale om de fiktive voldtægter, psykologerne smider på bordet for at få dem fanget i garnet, bliver de straffet yderligere.

Endelig opleves der, hedder det i brevet, ”nye forsøg på at skubbe til grænserne for at sende indsatte i behandling. Eksempelvis er det nye buzzword ’manglende forståelse for kropssprog’ påført den indsatte som en subjektiv vurdering alene, uden dokumentation herfor.”

Som eksempel nævnes en indsat, der oplevede at blive tildelt et behandlingsforløb alene som udløber af den indsattes høflige og respektfulde samt helt kortvarige gestus i form af, at vedkommende berørte psykologens skulder ”som tak for en nærværende og ærlig og følelsesmæssig samtale de to mennesker imellem.”

Gestussen fra den indsatte bliver altså nu brugt mod den indsatte, selvom intet andet objektivt peger mod en væsentlig risiko for recidiv, dvs. risiko for tilbagefald i den pågældende kriminalitet.

Alle objektive kendsgerninger fejes væk
Generelt opleves det af de indsatte som om alle objektive kendsgerninger tilsidesættes for umiddelbart at fremme eventuelle mål for behandlinger. I denne proces opleves psykologerne direkte ”som krænkelsesparate som eneste udvej til at tildele en indsat behandling.” Fordi grundlaget i øvrigt er så tyndt.

Skævvridningen – hvis ikke ligefrem forfølgelsen – kommer bl.a. til udtryk ved, at ”ord og vendinger fra psykologsamtaler bliver taget ud af sammenhængen og efterfølgende anvendt imod den indsatte.” Vi oplever, skriver de samtykkedømte, ”ikke at psykologerne forsøger at etablere en mellemmenneskelig kontakt til og forståelse for den indsatte, hvor relationen kan karakteriseres ved respekt, empati og engagement. En karakterisering, der ellers fremgår af Justitsministeriets vejledning om nærværende visitationsordning.”

Konklusionen på brevet bør nok få alle alarmklokker til at ringe hos enhver tilbageværende retsstatsforsvarer, hvis de altså findes. ”Det opleves”, hedder det, ”som enormt grænseoverskridende samt nedværdigende, tenderende psykisk vold og mod efterfølgende økonomisk vold, såfremt prøveløsladelse ved totredjedel afsoningstid inddrages. Dette netop alene og grundet den oplevede subjektivt funderede konklusion om behandling fra psykologernes side.”

Jonas’ vilde beretning

På baggrund af min indsigt i bekymringsbrevet lykkedes det mig at komme i kontakt med en af de involverede, lad os kalde ham Jonas. Med henblik på at få uddybet de kritikpunkter, som rejses i brevet til Herstedvesters ledelse.

”Det er noget af det mest modbydelige, jeg nogensinde har oplevet,” fortæller Jonas mig om visitationsforløbet. ”De er iskolde. Det er ren krise derovre på Herstedvester.” Han fortsætter: ”Da jeg kommer derover, var vi en flok ressourcestærke uskyldigt dømte drenge og unge mænd, som heldigvis kom til at sidde sammen, og som talte sammen og fik skrevet alt ned.”

Hvad er da problemet, spørger jeg Jonas (hvis sag jeg i øvrigt har grundigt kendskab til og kommer til at beskrive i detaljen i min kommende bog Med lov skal land nedbrydes. Samtykkeloven og dens fortsatte justitsmord). Kan du forsøge nærmere at beskrive det for mig og for Kontrasts læsere?

”Problemet”, siger Jonas, ”med de fleste af os samtykkedømte er jo, at vi som udgangspunkt ikke er skyldige i den kriminalitet, vi er dømt for. Det er klart, at det er der så mange dømte, der siger. Men i dette tilfælde er det altså virkeligligheden”, fortæller han.

Systemet er ikke gearet til normale mænd
”Det giver sig bl.a. udslag i, at visitationssystemet, som jo er gearet til at tage sig af rigtige, regulære sædelighedsforbrydere, kommer fuldstændig til kort, når der kommer sådan nogle dybt normale personer ind ad døren som os. Personer, der i bund og grund ikke har gjort andet end at dyrke ganske almindelig normal sex, sådan som enhver anden voksen dansker i dette land – sex, som altså nu i kraft af samtykkeloven er kriminaliseret, med juraprofessor Lasse Lund Madsens ord”, siger Jonas.

”Det sætter personalet ude i Kriminalforsorgen i noget af en kattepine, fordi den normale testning tydeligt viser, at der intet som helst er i vejen med os. Og så har systemet fejlet, for deres opgave er jo netop at vise, at der er noget galt med os. Hvad gør man så?” spørger Jonas retorisk.

De tests, der ikke viser afvigende adfærd, fjernes
”I Herstedvester har man tilsyneladende fundet ’løsningen’ på det, som det også fremgår af vores bekymringsbrev. For man fjerner slet og ret alle de tests, der ikke giver det ønskede resultat. Nemlig resultatet: behandlingskrævende. Man fjerner med andre ord alle de tests, som scorer under middel i forhold til risiko for recidiv”, siger Jonas.

”Grundlaget for hele visitationen mørklægges – ikke mindst over for den dømte. Dette er noget, jeg og vi har set og overværet med egne øjne et utal af gange. Hvis testene ikke viser det, man vil, dvs. hvis du ikke scorer højt, altså over middel, i dem, fortæller de overhovedet ikke om dem.”

Hvad betyder det helt konkret for visitationsforløbet?

”Ja, det betyder jo selvfølgelig, siger Jonas, ”at der lægges ekstra pres på samtaledelen hos psykologerne, der så at sige alene skal hive vurderingen ’behandlingskrævende’ i land. Og eftersom der i flertallet af disse sager er tale om helt almindelige og normale mænd, kræver det, at man går til yderligheder for blot at finde et eller andet i psykologsamtalen, som kan nedfældes som bevis på, at fangen er behandlingskrævende.

Videre sker der så det, at når folk beder om aktindsigt, for at få konkret indsigt i på hvilket grundlag, de egentlig er dømt behandlingskrævende, når nu det ikke er i kraft af de dynamiske og statistiske tests, bliver de prompte flyttet til andre afdelinger.

Og når vi fanger skriver proceduren ned på et A4-papir og hænger den op på opslagstavlen, så alle kan være informeret om, hvordan tingene foregår, bliver sedlen prompte hevet ned igen.”

At der foregår overgreb på fanger i Herstedvester er indlysende
Du siger, at eftersom de samtykkedømte i reglen scorer meget lavt i de dynamiske og statistiske tests – fordi de ikke på nogen måder er i nærheden af at være farlige sædelighedsforbryder – kommer alt til at afhænge af psykologsamtalerne. Som så skal bone ud i noget, der kan tælle som belæg for, at fangen skal i sexologisk behandling. Kan du sige noget lidt mere uddybende om, hvad det konkret er for midler, psykologerne kan finde på at ty til?

”Det uden tvivl værste eksempel er, at psykologerne under visitationen direkte kan bede fangerne om at køre med på nogle fantasier, som psykologerne præsenterer dem for. Med henblik på, at psykologerne åbenbart skal have et eller andet argument for at vurdere dem behandlingskrævende, sådan at de kan få statistikken over behandlingskrævende til at svare til det på forhånd ønskede resultat”, fortæller Jonas.

”Når man pludselig sidder med en bunke sædelighedsdømte mænd og drenge ude i fængslerne, som ikke har en eneste unormal celle i deres krop, ser det jo ikke særlig godt ud, at de overhovedet i første omgang er blevet dømt. Det falder uvægerligt tilbage på selve samtykkeloven.”

Hvad gør man da? Kan du forklare det lidt nærmere og eventuelt komme med et eksempel?

”Man beder ”, forklarer Jonas, ”simpelthen folk, der siger, at de aldrig har voldtaget nogen, om at forestille sig, at de begik et seksuelt overgreb. Og hvad ville den udløsende faktor da kunne siges at være? Det bliver man bedt om at svare på”, fortæller Jonas.

”En ryger i behandling, som de har bedt om at fantasere om en fiktiv voldtægt. Så beder de personen om at kommentere på den. ’Hvis vi nu forestiller os, at du begik en fiktiv voldtægt, hvad ville det da være, der drev dig til det’, spørger de. Vedkommende siger så måske, lettere forvirret, at det ville jo nok være trangen til sex. Men det er psykologerne ikke tilfredse med. Så fangen får at vide, at der skal noget ’mere kød på’. Og at han bare har at finde på ’noget vildere’”, fortæller Jonas.

”Og hvis ikke du leger med på denne her syge leg, får du ikke din totredjedel prøveløsladelse. Så folk er hundeangste, og så klapper fælden. For folk bliver dømt behandlingskrævende på baggrund af den fantasi, som psykologen selv har formuleret og selv har formuleret reaktionen på, hvorpå den bliver lagt i munden på fangen”, forklarer Jonas.

” ’Man kan godt begå en voldtægt uden at vide det’, lyder en anden af de sætninger, en visitationsfange kan blive mødt med hos psykologerne. Igen: Det er ikke bare noget, jeg selv siger. Det er noget, vi er mange, der har observeret og konstateret,” siger jonas.

”Vi samtykkedømte har fået NOK”
Nu er de samtykkedømte derude imidlertid ved at få nok. Det har foreløbig ført til, at de har skrevet det omtalte bekymringsbrev til ledelsen, hvor samtlige fanger på begge afdelinger skriver under. Her udtrykker fangerne bl.a. deres store bekymring om, at folk bliver tvunget til at reflektere over fiktive voldtægter

I alt to gange rykkede fangerne for svar. Og for, at der skulle deles kopier ud til de indsatte. ”Men først d. 24. april bliver vi”, fortæller Jonas, ”inviteret til – ikke et dialogmøde, men et orienteringsmøde. Så længe efter, at størstedelen af dem, der skrev under på brevet, for længst er flyttet andre steder hen.”

Fangerne samles i kirken, Lena holm, overlægen, er der, og chefjuristen Anja Eliassen er der samt psykologernes chef. Ledelsen siger, at det både er første og sidste gang, de holder sådan et møde.

Anja Eliasen – der i øvrigt også spiller en central rolle i sagen om den ulovligt frihedsberøvede unge mand, jeg beskrev i Stridsens lille blå – lægger det frem på en sådan måde, at fangerne skal tage imod behandlingen med kyshånd, ”for tredje gang, du kommer på Herstedvester, bliver du sendt i forvaring”, lyder det manende.

Fangerne siger så, at det ikke er det, det handler om, men at det handler om det, de udsættes for hos psykologerne, hvor de presses til at tilstå forbrydelser, de nægter at have begået. Det er dette, der er issuet her.

”Hvis scoren skal op, skal der være der andet end en følelse, der skal også være noget objektivt. Dét er begrundelsen for at lave den syge juleleg med den fiktive voldtægt”, forklarer Jonas.

”Det, psykologerne bruger, er typisk formuleringer som: ’Manglende forståelse for kropssprog’ og: ’Jeg synes ikke, jeg kan komme ind i hjernen, ind i hovedet på dig, og det gør, at vi bliver bekymrede.’”

Med andre ord: ’Du ser og virker ganske normal og tilforladelig på overfladen. Men du skjuler med garanti et uhyre indeni’. Eller, som det også er hørt i den føromtalte sag om den 30-årige ulovligt frihedsberøvede mand: ’Vi må jo se, om vi ikke kan finde nogle ridser i lakken’. Underforstået: Der er åbenlyst intet i vejen med ham. Men det går jo ikke, for hvorfor er han her så overhovedet? Derfor må vi finde selv den mindste lille rids, som derpå kan blæses op til monsterstørrelse.

Mødet var programsat til at vare et kvarter. Det endte med at vare i 1 ½ time.

Det hele handler om ideologisk satte måltal
Jonas og andre ressourcestærke unge mænd, der er blevet udsat for først justitsmord og nu dette chikaneforløb, der mest minder om nogle af de torturmetoder, man kan finde på at tage i brug i uciviliserede politistater, kan godt gennemskue det og gå til modværge. Mere bekymret er både han og de andre ressourcestærke imidlertid for de helt unge drenge, der er som små lam mellem et kobbel løsgående ulve.

Hvorfor foregår alt det her så? Svaret er såmænd, som antydet, lige så enkelt som svaret på, hvorfor retssystemet er parat til at dømme uskyldige drenge og mænd til årelange fængselsstraffe i wokefeminismens navn.

Den neomarxistiske plantænkning – som det er lykkedes et på papiret marginalt parti som Enhedslisten at implementere i hele statsapparatet – tilsiger, at der skal konstrueres – eller bedre fakes – en begrundelse for, at mission samtykkelov er både legitim og nødvendig.

Også her har Jonas et godt svar: ”Først er målet at få så mange som muligt dømt. Dernæst er målet ude i Kriminalforsorgen at ’bevise’, at det var berettiget at dømme dem ved at få sendt så mange af dem som muligt i behandling. Hvilket kun kan lade sig gøre ved at fifle kraftigt med hele visitationssystemet”, forklarer Jonas.

”Det skyldes, at deres succeskriterie er et så højt antal positivvurderinger som muligt, når det gælder vurderingen: behandlingskrævende. Det er dét, der skal få det til at se godt ud på papiret og være med til at fylde politikere og andre med endnu mere løgn om den ’vellykkede’ samtykkelov.”

Den genstridige virkelighed skal tilpasses ideologien
Anderledes formuleret: Som med al socialistisk plantænkning handler det primært om at tvinge en abstrakt, ideologisk-ekstremistisk model ned over virkeligheden. For derpå efterfølgende at få den genstridige virkelighed tilpasset modellen.

På jævnt dansk: Har du som udgangspunkt besluttet at dømme x antal drenge og mænd for voldtægt, må du jo vride og vende og dreje virkeligheden, så den ender med at bekræfte, at det virkelighedsbillede, du har vedtaget, er det rigtige og sande. Uanset om det så passer eller ej. Svarende til den berømte myte om Prokrustes, hvis ofre måttes strækkes og radbrækkes for at komme til at passe ned i sengen.

 ”Det er derfor,” understreger Jonas, ”Kriminalforsorgen tager de ’nemme’ sager først. Folk med korte domme. Udvisningsdømte, hvor behandlingen alligevel ikke kan effektueres. Alt sammen for at det skal se pænt ud på papiret. Og vel at mærke kun på papiret. Der derved er med til at skabe en helt igennem løgnagtig parallelvirkelighed.”

Dybt betænkeligt, hvad der foregår
Hvordan både politi, retssystem og kriminalforsorg overhovedet kan spille med på dette, er og bliver en gåde for denne artikels forfatter. Hvordan de kan sove om natten, forbliver en endnu større gåde. For nogle handler det måske bare om rent bureaukrati og logistik.

À la generalsekretæren i Advokatsamfundet, hvis eneste reaktion på politikernes varsel om skærpede straffe – bl.a. for samtykkedømte, står det til KVINFO og Enhedslisten – er, at der jo ikke er plads til dem ude i fængslerne.

Enhedslisten har dog, ligesom Dagbladet Politiken, tilsyneladende intet imod at stryge voldsforbrydere med hårene, hvis blot de er kvinder eller af anden etnisk herkomst end dansk.

Kamp for retfærd og retsstat 
Men uanset hvad den dybereliggende intention er, vil det ikke hjælpe dem. I samme øjeblik hele dette plumrådne system afsløres, vil de ansvarlige, det er min fulde overbevisning, blive stillet til regnskab for deres ugerninger.

De kan jo så blot satse på, at tingene til den tid er faldet tilbage i et normalt leje. Sådan at de hver især kan få den retfærdige rettergang, de selv så ihærdigt har nægtet andre medborgere. En rettergang, hvor der først og fremmest er lighed for loven, og hvor man er uskyldig, ”indtil modsat er bevist hinsides enhver rimelig tvivl”, som det hedder med det diktum, vores civiliserede retssystem om noget er grundet på.

Lad os ikke håbe, den dag er alt for langt væk, siger jeg på Jonas og alle de andre fejldømte og fejlbehandlede drenge og mænds vegne.

NOTE

Nedenfor kopi af brevet, som de indsatte sendte til ledelsen. Den sidste side i brevet med underskrifterne er fjernet af hensyn til de samtykkedømtes anonymitet.

Kriminalforsorgen har fået tilbudt at skrive en replik til denne artikel.